»Hvis vi ikke gør noget, så taber Ukraine, og så har EU 20 millioner flygtninge«
Vi tog med til det krigshaergede land, da en månedlig konvoj af danskere kørte biler med udstyr afsted til det ukrainske militaer. En intens rejseoplevelse med bureaukratisk papirarbejde, meget lidt søvn og hoteller af svingende kvalitet.
En råkold aprildag klokken syv om morgenen triller varevogne, SUV’er og stationcars ind på parkeringspladsen foran hotel Scandic i Kolding. Foreningen Biler til Ukraine sender deres månedlige konvoj af køretøjer afsted til det ukrainske militaer. Hver bil er proppet med udstyr til forsvarsstyrkerne. Foran os venter en 17 timer lang køretur – og det er blot dag et.
»Kom så,« råber turlederen, hvis brøl er mere opkvikkende end morgenkaffen blandt de snakkesalige chauffører. ”Vi er allerede bagefter. Vi skulle vaere kørt klokken 7.30!”
Turlederen er Morten Lindholt, og det er turlederen, som har ansvaret og overblikket. Hver chauffør er ansvarlig for at få køretøjet sikkert frem til en hemmelig destination i den ukrainske hovedstad.
Morten Lindholt har prøvet kraefter som selvstaendig håndvaerker og driftsleder i en fjernvarmevirksomhed. Han har kaereste og børn. Alligevel bruger han naermest al fritid på at drive Biler til Ukraine og købe køretøjer ind, der fylder en del i hjemmet i Lystrup. Hvorfor?
»Det er, fordi det er så hamrende uretfaerdigt, det, russerne gør. Og ukrainerne skal bare have hjaelp. Hvis vi ikke gør noget, så taber Ukraine, og så har EU 20 millioner flygtninge. Folk tager bare deres tøj, og så løber de,« fortaeller Morten Lindholt, der selv har siddet bag rattet og taget den lange rejse til Ukraine et utal af gange. Nu skal han afsted igen.
Første etape går fra Kolding mod Herzsprung nord for Berlin. Konvojen mødes her med sjaellaenderne. Knapt nok er vi kommet ind i Tyskland, før regnen står ned i tykkere reb end dem, folkeskoleelever skal klatre op ad i gymnastiktimerne. Køretøjerne er maerket af tidens tand, og de fleste har kørt flere hundrede tusinde kilometer.
Livsfarlig polsk trafik
Fem timer senere, ved 13-tiden, ankommer vi til tankstationen i Herzsprung. Opholdsvejret har også meldt sin ankomst. Humøret er fortsat højt, og der er tid til toiletstop og optankning, før det obligatoriske gruppebillede, traditionen tro, bliver taget. Opholdet bliver dog kort.
»Alt hvad vi foretager os nu, bliver taget fra vores nattesøvn,« lyder det fra Morten Lindholt, og chaufførerne saetter sig ind i deres køretøjer.«
Når man ser på de mange danske biler, der holder på tankstationens parkeringsplads, er det imponerende, at Biler til Ukraine kan samle en til to konvojer om måneden. Selv traekker Morten Lindholt lidt på det.
»Jeg synes, at vi oplever en rigtig stor opbakning, men pengene sidder ikke så løst laengere. Måske er det, fordi krigen er blevet hverdag. Medierne skriver ikke så meget om krigen mere, og det er jo trist, fordi der stadig er hundredvis af soldater, der dør hver dag på begge sider.«
Konvojen med 14 køretøjer finder vej mod autobahn. Vi styrer uden om Berlin, da weekendtrafikken er nådesløs, med retning mod graensehotellet Dwor Kresowy i Radymno i Polen. Også på de polske motorveje kan trafikken maerkes i form af store lastbilkonvojer og personbiler, som elsker at overhale indenom.
Laeg dertil de aggressive, polske bilister, som trodser enhver form for forstand med 140 i timen og overhalinger indenom i voldsomt regnvejr og mørke. Klokken halv tre om natten er vi fremme ved graensehotellet.
Dwor Kresowy har på papiret tre stjerner. Hvem end der har tildelt hotellet dette antal har vedkommende vist ikke vaeret forbi i nyere tid. Søvnen finder mig hurtigt, hvilket er et held, da vi alle skal vaere køreklar klokken ni.
Morgenmadsbuffetten byder på det, der kunne minde om beskøjter, pølse af uspecificeret kød og noget, der udgiver for at vaere kaffe. Jeg tør ikke gå ombord i røraeggene og det kogte kød i montrerne. Til gengaeld var prisen for overnatningen sølle kr. 250.
Humøret er højt, da turen går mod graensen, selvom det måske er blevet til seks timers søvn. Ventetiden på den polske side af graensen plejer at vare mellem fire og ti timer. Denne fredag omkring påske byder dog på kort ventetid for konvojen. Efter fem timer er vi alle kommet over på den ukrainske side af hegnet. Kaelderen under det ukrainske toldkontor byder dog på et naesten syv timer langt ophold, fordi der er udfordringer med papirarbejdet. Alligevel løser problemerne sig, fordi vores turleder er en garvet rotte i den bureaukratiske labyrint.
»Nu har vi gjort det så mange gange, at det begynder at spille,« lyder det fra en glad, men traet Morten Lindholt. Vi skal videre. Først skal der tankes op på den anden side af graensehegnet. Derefter går turen til Lviv gennem nedslidte landsbyer og på ditto landeveje.
Sovjet og Vesteuropa i samme by
Følelsen af at køre rundt i et krigshaerget land maerker jeg ikke på samme måde som under min første tur med Biler til Ukraine i efteråret. Tydeligt er det, at Ukraine er et landsbrugsland. Åbne vidder, store marker og flotte skove. Bygningerne i landsbyerne er ramponerede, og mange af dem står tomme hen. Kirkerne derimod fremstår velholdte og majestaetiske med guldkupler og tårne.
Kontrolposter og militaerkøretøjer her og der er de eneste tegn på, at vi reelt set kører i en krigszone. Sørgmodigt er det også at køre forbi kirkegårdene, der alle har enkelte gravsteder med det blå-gule ukrainske flag, kranse og andre symboler på, at her er en falden forsvarer af nationen lagt til hvile.
Køreturen fra graensen til Lviv er på godt tre timer ad hullede landeveje. Kontrasten er at maerke, da vi krydser bygraensen. Byens gamle og flotte bygninger er adskilte af brostensbelagte gader og kringlede veje. Det haender, at vi må holde tilbage for en sporvogn, hvis udseende og stand sender tankerne tilbage til sovjettiden.
Konvojen ankommer til Nota Bene lidt uden for centrum. Hotellet er fast holdepunkt for chaufførerne, inden turen går videre til Kyiv dagen efter. Hotellets standard er høj, servicen er god og høflig, og vaerelsets stand er ganske fin. Vi er to chauffører, som deler vaerelset, hvilket koster os 250 kroner hver inklusiv en anstaendig morgenmadsbuffet.
Inden vi kommer så langt, skal chaufførerne tankes op med en overflod af revelsben og lokalbrygget øl på Re:Bro få hundrede meter fra hotellet. Vi er otte fuldvoksne maend med dertilhørende maver, som oplever revelsben af variable, men fantastiske opskrifter fra Texas Barbecue til terriyaki-smag, mens øllene virker en anelse tamme.
Vi ender med at slippe cirka 150 kroner per mand. Holdet ruller hjem i seng. På vejen ud af Re:Bro beundrer vi den lokale skitsekunst, der er inspireret af krigen.
Jeg synes, at vi oplever en rigtig stor opbakning, men pengene sidder ikke så løst laengere. Måske er det, fordi krigen er blevet hverdag. Morten Lindholt, medstifter af Biler i Ukraine
Krigens motorveje
Turen til Kyiv begynder lørdag morgen. Motorvejsstraekningen mellem den tidligere polske by og hovedstaden er lidt af en oplevelse. Selvom ukrainerne kører med tung fod og overhaler højre om, er de knapt så aggressive som deres polske naboer. Landet oplever forår, og der er god sigtbarhed, så jeg kan se den smukke natur