Inden for en radius af få kilometer i statelige Östermalm kan du opleve essensen af, hvad der gør Stockholm til noget saerligt
Et 100-årigt nationalt designklenodie, en ny michelinrestaurant og et hotel, hvis eksklusivitet består i, at det skal føles som et hjem, er med til at understrege det lokale saerpraeg.
Det kan ske for folk, der rejser meget, at de på et tidspunkt rammes af en vis mathed. Mathed skal ikke forveksles med maethed, som jo handler om, at man ikke er i stand til at tage mere ind. Nej, matheden er snarere et udtryk for, at man ikke rigtig orker mere – og i saerdeleshed ikke mere af det samme.
Ikke flere af de samme hovedstrøg og indkøbsgader med identiske kaedebutikker og konceptrestauranter, hvis velkendte facader er med til at ensrette byrummene, og hvor selv de levende figurer og gademusikanterne har samme repertoire – eller sådan kan det i hvert fald føles.
Men bagved disse anonyme bykvarterer, der er en slags gestaltning af globaliseringens bagside, findes jo heldigvis ofte noget andet, og det er dette andet, der gør, at det måske alligevel er umagen vaerd at blive ved med at rejse.
Når man inden for discipliner som kulturgeografi, antropologi, sociologi og byplanlaegning taler om sense of place, bruges det bl.a. til at beskrive bestemte lokaliteters og regioners saerpraeg, og det er vel det, vi fortsat håber at opleve, når vi tager et andet sted hen, end hvor vi bor til daglig.
Interiørbutik og nationalklenodie
I Stockholm, der som alle andre storbyer har sin andel af upersonlige dusinvarehuse, kan man tage den røde metrolinje, stige op fra Tunnelbanens mørke dyb på Östermalmstorg og få en snert af det fine, gamle Stockholm med mondaene butikker og statelige bygninger, der oser af fordums aspirationer og gamle penge.
Der er kort sagt stil over Östermalm, som er byens traditionelle velhaverkvarter, men også stedet, hvor man foruden kulturinstitutioner som Dramaten kan finde spaendende gallerier og en perleraekke af butikker med klassisk svensk design – som kun findes lige netop her.
Det gaelder ikke mindst i de standsmaessige palaeer langs Strandvägen, hvor både fremfarende industrimagnater og folk af nedarvede formuer i slutningen af 1800-tallet kunne flytte ind i boliger med badevaerelse og eget toilet – og hvor man heller ikke behøvede slide på hverken knae eller fodtøj, for naturligvis var der også elevatorer.
I nummer 5A ligger Svenskt Tenn, en eksklusiv interiørbutik og nationalklenodie i ét – og en virksomhed, der i år kan fejre 100-års jubilaeum. Er man svensker, er der omtrent lige så stor chance for, at man aldrig har hørt om Svenskt Tenn, som at man aldrig har hørt om ABBA.
Men, fortaeller Lisa Nordlund, der er ansat som PR-manager:
»Vi oplever også en ganske stor interesse fra udenlandske designinteresserede, og selvom man jo kan købe produkterne online, er man nødt til at komme hertil for rigtigt at opleve dem,« fortaeller hun.
Og en oplevelse er det at gå rundt i den farverige butik, der også huser både café og et lille galleri med skiftende udstillinger over virksomhedens produktion, også det meget store bagkatalog af design, der stadig kommer i produktion. Og historien bag er mindst lige så spaendende. Firmaet blev etableret af Estrid Ericson, der voksede op i Hjo i Västergötland som datter af foraeldre, der drev hotelvirksomhed, fortaeller Lisa Nordlund.
»Det var temmelig usaedvanligt på den tid, at kvinder kastede sig ud i noget sådant,« konstaterer Lisa Nordlund om grundlaeggeren, der selv var tegnelaerer, indretningskonsulent og kunstner, og som foruden at åbne vaerksted på adressen også flyttede ind i en lejlighed ovenfor.
Skal holde liv svensk kunsthåndvaerk
Det var Estrid Ericsons møde med kunsthåndvaerkeren Nils Fougstedt, der arbejdede med tin (på svensk: tenn), der satte gang i eventyret, og da Ericson 10 år senere mødte den østrigske arkitekt Josef Frank, blev der for alvor sat blus under kedlerne.
»Josef Frank var ham, som skabte de fleste af Svenskt Tenns mest ikoniske møbler og tekstiler, og samarbejdet med Estrid Ericson og Svenskt Tenn varede ved helt indtil hans død i 1967,« fortaeller Lisa Nordlund og uddyber:
»Josef Frank var jøde og flyttede til Sverige fra Østrig, da det blev for utrygt for ham dér, men allerede under Anden Verdenskrig flyttede han til New York. Ikke desto mindre fortsatte samarbejdet ufortrødent, og selvom Frank – i modsaetning til Estrid Ericson – stort set aldrig rejste nogen steder, så er hans design meget ofte inspireret af hans forestillinger om forskellige steder i verden,« fortaeller Lisa Nordlund og peger på en sofa med tekstilprintet ”Hawaii” – et af formgiverens mest berømte.
Estrid Ericson og hendes virksomhed blev med Josef Franks mellemkomst en modvaegt til den tids fremherskende funktionalisme med lette møbler i mønstrede og farverige tekstiler og en stil, der må betegnes som eklektisk. Lisa Nordlund citerer den nu afdøde mediepersonlighed Eva von Zweigbergk, når hun siger, at der var tale om ”to kunstnere, som formede en ejendommelig symbiose. Estrid accepterede alt, hvad Frank gjorde, mens han gjorde alt, hvad hun bad om.”
Butikken, som altså kun har denne ene filial og ikke har planer om aflaeggere, har et stort sortiment af både pyntegenstande og møbler, og hvor de billigste genstande kan erhverves for nogle hundrede kroner, er de dyreste varer nok uden for raekkevidde for de fleste budgetter. Et tre gange fire meter stort gulvtaeppe i uld i Josef Franks farvestrålende design koster 250.000 svenske kroner, en af de dyreste sofaer står i 223.000 kr., mens Josef Franks ikoniske ”Stockholm kabinet” kan erhverves for den nette sum af 400.000 kr.
Pengene, vil mange mene, går til et godt formål. I 1975, seks år før sin død, solgte Estrid Ericson sit succesfulde foretagende til en fond, og overskuddet fra Svenskt Tenn går i dag til forskning i blandt andet baeredygtighed og medicin.
»En målsaetning,« fortaeller Lisa Nordlund, »er også at holde liv i den svenske tradition for kunsthåndvaerk, og man inviterer mange unge svenske designere – men også formgivere fra andre lande – til at bidrage med deres designs under Svenkt Tenns brand.«
Jeg håber også, at man som tilrejsende gaest saetter pris på det lokale. Når jeg selv rejser, vil jeg jo helst opleve noget, som er saerligt for lige netop det sted, jeg besøger. Sebastian Schildt, sølvsmed og indehaver af Resteaurant Oxenstiernan
Gourmetrestaurant og udstilling af kunst
En af talrige svenske designere, der har bidraget med kreationer til det nationale designflagskib, er sølvsmeden Sebastian Schildt, der har lavet både servietringe og vinkølere til Svenskt Tenn.
I dag driver Schildt galleri i sit eget navn laengere nede ad Strandvägen, og rundt om hjørnet herfra har han både sit atelier og restauranten Oxenstiernan, der siden åbningen i 2021 har slået sit navn fast som en af Stockholms bedste restauranter. Allerede året efter åbningen fik Sebastian Schildts restaurant en grøn michelinstjerne, hvilket kun gives til spisesteder som forlener et højt gastronomisk niveau og tekniske faerdigheder med et saerligt blik for baeredygtighed.
På Oxenstiernan er baeredygtighedstanken ført igennem med mere end almindelig konsekvens. Alle råvarer kommer fra naerliggende producenter, og det er saesonens skiftende udbud fra landmaendene, der bestemmer menuen. Derudover er alt porcelaen og udsmykning – fra glas og lysestager til vaeglamper – specialdesignet til stedet af forskellige svenske designere, heriblandt også Schildt selv.
»Et galleri er jo et ret traditionelt sted at opleve og købe kunst, og jeg spurgte mig selv, om ikke det kunne lade sig gøre på en ny måde. Jeg håber også, at man om tilrejsende gaest saetter pris på det lokale. Når jeg selv rejser, vil jeg jo helst opleve noget, som er saerligt for lige netop det sted, jeg besøger,« fortaeller Sebastian Schildt om sit gastronomiske hybridprojekt.