Vi behøver slet ikke at elske alle
Unge mennesker er i dag alt for gode til at skamme sig, og selv om det resulterer i hensynsfuldhed overfor andre, er det vigtigt at huske, at vi ikke nødvendigvis kan holde af alle.
I naeste måned udkommer min tidligere højskolelaererkollega Christian Hjortkjaer med endnu en vaegtig analyse af tidsånden og den ungdom, der bokser med følelsen af ikke at slå til i livet.
”Skamfuld” er titlen på hans nye, perspektivrige bog, og den fortsaetter, hvor bestselleren ”Utilstraekkelig” fra 2020 slap: Unges følelse af utilstraekkelighed er opstået i vores tid som følge af en påbudskultur, hvor vi overalt i samfundet bliver fortalt, at lykken er lige om hjørnet, hvis bare vi gør en indsats. Men når unge så forsøger at gøre alting rigtigt, men ikke føler, at de gør nok, rammer sindstilstanden af at vaere forkert og uelskvaerdig.
Her saetter skammen ind i takt med graden af samfundets åbenhed og sårbarhed. Men ikke som en ydre skammekrogs-skam, som den kom til udtryk engang (”skam dig!” sagde den voksne).
I dag er der tale om en indadskuende skam, hvor unge ofte fortaeller dem selv, at de skulle have vidst eller gjort bedre (”skam mig!” sagde jeg selv).
På højskole oplever Christian Hjortkjaer, der er teolog og ph.d. fra Søren Kierkegaard Forskningscenteret, at skammen kommer til udtryk som en øget hensynsfuldhed og inklusion blandt eleverne.
Alle skal kunne vaere med i faellesskabet – ingen må udelukkes! Men som han pointerer i et interview i det nyeste nummer af Højskolebladet: Det er umuligt at elske sine 130 højskolekammerater lige højt.
»Det er simpelthen for meget at kraeve af sig selv, at man skal vaere åbent og tillidsfuldt naervaerende til stede med så mange,« siger han.
Når unge forsøger at gøre alting rigtigt, men ikke føler, at de gør nok, rammer sindstilstanden af at vaere forkert og uelskvaerdig. Sofie Buch Hoyer, ansvarshavende redaktør på Højskolebladet
Derfor skal højskolerne laere de skamfulde unge at dyrke de mindre faellesskaber, der for nogle kan virke ekskluderende. Tag for eksempel en bogklub centreret om nordisksproget litteratur, en saunadag kun for skolens kvindelige elever eller et veltilrettelagt stjerneløb i skoven, som deltagerne afslutter med en faelles badetur.
Det er alt sammen højskoleaktiviteter, jeg har oplevet elever arrangere i forskellige varianter, og som på papiret kan virke harmløse. Men nogle vil måske anse dem for at vaere ekskluderende over for engelsktalende, hankønsvaesener, folk med funktionsnedsaettelse, de vandforskraekkede typer osv. Betyder det så, at de skal sløjfes eller arrangeres på en anden måde? Nej, det gør det ikke.
Som et vaern mod skam skal højskolerne huske at hylde de små faellesskaber – eller i hvert fald ikke vaere bange for at veksle mellem det store faellesskab og de mindre grupper – så alle elever kan opleve, at de bliver rummet og elsket for dem, de er. Så de kan have tillidsfulde rum at vaere i, hvor skammen ikke løber løbsk, når de deler personlige interesser og sårbare erfaringer.
Jeg synes, at Christian Hjortkjaer har en åbenlys pointe med sin nye bog. For selv om inklusion er tidens store buzzword, er der graenser for, hvor mange forskellige mennesker det giver mening at knytte taette bånd til.
Højskolerne skal turde tale med elever om, at det er okay at have grupper og at elske nogle mennesker højere end andre. Hurra for minifaellesskaberne! Så laenge tolerancen og respekten består.