Højskolerne spiller tøvende »sorteperspil« på klimadagsordenen
Klimakrisen kalder på et radikalt skifte i vores forbrugsvaner, men højskolerne flyver stadig til Asien og Sydamerika på studietur og serverer kød en masse til aftensmaden. »Man risikerer, at højskolerne mister deres legitimitet,« advarer forstander.
Vi bliver nødt til at aendre rejse-, spise- og forbrugsvanerne på vores højskoler. Vi kan ikke konkurrere på laveste faellesnaevner. Rasmus Willig, forstander på Suhrs Højskole
Brasilien, Ghana og Sydkorea. Når højskolerne kaemper om kommende elever, er det ofte med rejser til eksotiske destinationer mange tusinde kilometer vaek som et af traekplastrene. »Vi er jo i et frit marked, og dem, der kan fremvise de bedste tilbud, er dem, der får flest elever,« siger Rasmus Willig, der er forstander på den københavnske madhøjskole, Suhrs Højskole, og medlem af Etisk Råd.
Men den interne konkurrence har resulteret i, at højskolerne ikke tør at tage de nødvendige skridt for at reducere sine CO2-udledninger, mener Rasmus Willig, der kalder situationen for et slags »sorteperspil«, hvor alle venter på hinanden.
I marts skrev han således også et debatindlaeg i Højskolebladet, hvor han anklagede højskolerne for at nøle på klimadagsordenen og spille etisk fallit, selv om alle og enhver omkring højskolebevaegelsen både anerkender og forbander konsekvenserne ved klimakrisen.
»Højskolerne kan ligesom andre institutioner vaere med til at løse kriserne og beslutte kollektivt at stoppe med at flyve og reducere kødet på tallerkenen,« skrev han blandt andet og opfordrer til, at man fra højskolernes side benytter sin frihed til at traeffe de svaere valg.
»Vi bliver nødt til at handle kollektivt. Vi bliver nødt til at aendre rejse-, spise- og forbrugsvanerne på vores højskoler. Vi kan ikke konkurrere på laveste faellesnaevner,« siger han.
Gennem historien har højskolerne ellers spillet en central rolle i de store kulturskifter i samfundet, fra demokratiets fødsel til ungdomsoprøret og kvindekampen i 60’erne og 70’erne.
Derfor baerer højskolerne også et saerligt ansvar for at bidrage med løsninger på nutidens vel nok største udfordring, klimakrisen, mener Rasmus Willig. Isaer fordi højskolerne hvert år får besøg af mere end 100.000 danskere.
»Højskolerne har en enorm berøringsflade, dels med unge mennesker, men også med hele befolkningen. Vi er rigtig mange højskoler, og vi er over hele landet, så når man saetter det i gang på alle højskoler på én gang, så saetter man for alvor turbo på den grønne omstilling,« siger Rasmus Willig.
Barcelona over Thyborøn
Der er dog ikke noget, der tyder på, at højskolerne i samlet flok kommer til at saette ind mod flyrejserne foreløbigt. Lisbeth Trinskjaer, formand for Folkehøjskolernes Forening, mener, at spørgsmålet om studieturene med fly er mere komplekst.
For nylig rejste en gruppe elever fra Silkeborg Højskole til Sydkorea for at studere landets uddannelses- og praestationskultur, og den slags rejser har en større dannelsesmaessig vaerdi end de ferier, danskerne i almindelighed kan tage på. Derfor har flyrejser også stadig en berettigelse i højskoleregi, mener Lisbeth Trinskjaer.
»Vi kommer nok ikke som skoleform til at lande et sted, hvor vi er totalt imod at rejse, men vi kommer nok til at lande et sted, hvor vi synes, det er vigtigt, at rejsens belastning retfaerdiggøres af noget, der er tungt nok til, at det er rimeligt, at man flyver,« fortaeller hun.
På Suhrs Højskole er det efterhånden en del år siden, de sidst rejste med fly.
I dag rejser skolen i stedet med tog og bus, og selv på lange ture gøres der ingen undtagelser.
Vi skal finde en balance, hvor dem, som ikke i forvejen er veganere eller vegetarer, også kan vaere på højskole. Lisbeth Trinskjaer, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
»Der er jo ikke, fordi det er dødens pølse at sidde 15 eller 18 timer i en bus, og så laver man en masse fantastiske stop undervejs. Det er ikke der, at vandene skal skilles i den grønne omstilling. Det er simpelthen for småt,« siger Rasmus Willig.
Og desuden behøver højskolerne slet ikke at vaere så optagede af at sende deres elever langt vaek, mener han.
For de generationer, der starter på højskole i disse år, har allerede rejst i store dele af verden, er hans erfaring.
»Hvis man spørger de unge mennesker i dag, kan du sagtens have et hold, hvor 8 ud af 10 har vaeret i Barcelona. Men 8 ud af 10 har ikke vaeret i Thyborøn,« siger han og tilføjer:
»Det er ikke det, der er funktionen laengere. Før kom folk på højskole, fordi de aldrig har vaeret ude at rejse. Men nu skulle de måske på højskole, fordi de aldrig har vaeret på de danske øer. Eller for den sags skyld vaeret rundt om de danske kyster.«
Lisbeth Trinskjaer er enig i, at de yngre generationer generelt er meget berejste, men for hende at se er der alligevel forskel på de studieture, højskolerne tilbyder, og så de ferier, de unge har vaeret på med deres familier.
»Jeg har selv med højskoleelever mødt Baskerbevaegelsen i Barcelona for eksempel. Det er noget andet end bare at gå på Ramblaen og købe laekre souvenirs,« siger hun.
Vil ikke bidrage til polarisering
Et andet sted, hvor Rasmus Willig mener, at højskolerne bør saette ind, er omstillingen til mere plantebaseret kost i køkkenerne.
For ham er de konkrete tiltag i hverdagen på højskolerne vigtige for, at de kan leve op til det, han ser som højskolernes nye idé om dannelse, nemlig baeredygtig dannelse.
»Det demokratiske dannelsesideal er stadigvaek vigtigt, men der er kommet et, som er ved at overhale det. Og det er forudsaetningerne for at kunne have en velfungerende klode, vi kan vaere på. Det dannelsesideal bliver også nødt til at materialisere sig i hverdagen og i det, vi gør på højskolerne. Ellers risikerer man, at højskolerne mister deres legitimitet,« mener Rasmus Willig.
Lisbeth Trinskjaer anerkender vigtigheden af baeredygtighed som et nyt dannelsesideal. En opgave, hun også mener, højskolerne i forvejen tager på sig.
For eksempel synes hun, at højskolekøkkenerne har flyttet sig »sindssygt« meget de sidste tre år, når det kommer til at skaere ned på de mest CO2-belastende råvarer. Hun er dog ikke sikker på, hvor langt laengere man bør gå, for man kan også risikere at ekskludere nogen på forhånd.
»Vi skal finde en balance, hvor dem, som ikke i forvejen er veganere eller vegetarer, også kan vaere på højskole og måske i virkeligheden selv erfarer, hvad det betyder for deres velvaere og deres krop at spise betydeligt mindre kød,« siger hun.
Derfor vaegter hun også samtalen højere end »dogmatiske« tiltag, hvor man eksempelvis indfører generelle regler for kost for højskolerne.
»Det er vores opgave at lave et dannelsesrum, og derfor er det også vigtigt, at vi ikke stiller os et sted, for eksempel i forhold til kost, hvor vi i virkeligheden bidrager til polarisering,« siger Lisbeth Trinskjaer.
Unge vil have handling frem for snak
Som forstander på Suhrs Højskole har Rasmus Willig omvendt erfaret, at de unge faktisk ikke rigtig gider at snakke om, hvordan vi løser klimakrisen. De vil meget hellere have, at nogen viser dem, hvordan vi løser den.
»De er jo opvokset med en generation, som har talt helt vildt meget om det, men som ikke har gjort noget ved det. Og derfor er det meget fint, at de har vendt den om i dagligdagen, synes jeg, og siger, ”kan vi ikke bare laere de der retter, i stedet for at tale om det hele tiden,« fortaeller Rasmus Willig.
Lisbeth Trinskjaer peger på, at der med penge fra Nordea Fonden allerede bliver udviklet en lang raekke baeredygtighedstiltag på højskolerne landet over. Et projekt, der går under navnet Vekselvirke og i starten af april kastede i alt knap 8 mio. af sig til fire højskoler, herunder Suhrs Højskole.