Bag de kollapsede forhandlingerne om en våbenhvile raser en anden kamp
Bidens beslutning om at stoppe en planlagt levering af tunge bomber til Israel handler ikke kun om at redde liv i Gaza.
USA vil ikke »isolere sig selv fra resten af verden for at støtte israelsk uforsonlighed«, sagde USA’s praesident Gerald Ford i 1975, da amerikanerne som en del af efterspillet fra Yom Kippur-krigen forsøgte at hive en israelsk tilbagetraekningstale i land fra den egyptiske Sinaiørken.
Naesten 50 år senere har USA’s nuvaerende praesident sendt et lignende signal.
I et interview med tv-stationen CNN slog Joe Biden torsdag fast, at USA ikke vil forsyne Israel med våben til en militaeroffensiv med Rafah i det sydlige Gaza.
Mens Ford satte handling bag sine ord ved at forsinke leveringen af F-15 kampfly til israelerne, har Biden understreget, at han mener det, ved at saette en planlagt levering til israelerne af 3.500 bomber på hold.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, sagde i en trodsig reaktion, at Israel vil kaempe alene, hvis det er nødvendigt. Iagttagere har beskrevet det som den mest alvorlige krise i flere generationer i den saedvanlig naere alliance mellem
USA og Israel.
Men det er mere kompliceret end som så.
Både Biden og Netanyahu forsøger at holde den politiske balance i en eksplosiv krig, hvilket bliver stadig svaerere. Krigen har nu gået ind i sin ottende måned, og indenrigspolitisk er de begge udfordret af et bagland, der traekker dem i hver sin retning.
Efter flere uger med forhandlinger om en våbenhvile, som nu igen er kollapset, har de hver isaer brug for at kunne placere aben på en andens skulder, hvis tingene går galt.
Retorik og postulater
Meget af den offentlige retorik og de politiske postulater, som verden nu er vidne til, handler derfor ikke bare om geopolitiske overvejelser, men er en del af et større spil, der har til formål at sidde med den bedst mulige hånd ved forhandlingsbordet. Eller fremstå i det bedst mulige lys på hjemmebane og i en ophedet global debat.
Det gaelder også for Hamas, der f.eks. fik det til at lyde et gennembrud, da den sent mandag meldte, at den bakkede op om et udspil til en våbenhvile fra Egypten og Qatar, som var uspiseligt for israelerne.
Ikke desto mindre fik det Israel til at fremstå som uvillig part. Det har øget det offentlige pres på Netanyahu. Bl.a. har familierne til de lidt over 100 gidsler, som Hamas stadig holder fanget, arrangeret store demonstrationer med krav om, at regeringen prioriterer gidslernes frigivelse.
Det kan også have øget støtten til Hamas i Gaza, hvor folk jublede, da de hørte nyheden, kun for kort efter høre israelske bombefly over byen igen.
»Et klogt traek« og »en faelde« skrev Mosab Hassan Yousef, en afhoppet søn af en af Hamas’ grundlaeggere, der i dag bor i USA, i et opslag på det sociale medie X om udmeldingen fra Hamas.
På samme måde har NeJohn tanyahu i de seneste dage gennemført luftangreb og sendt kampvogne til udkanten af Rafah.
Ingen ved reelt, om intensionen er at gennemføre en større offensiv mod byen – eller bare at presse Hamastoppens militaere ledere. De gemmer sig efter sigende i tunnellerne under byen, der er terrorgruppens sidste bastion i Gaza. Israel har bare sagt, at angrebene fortsaetter, til Hamas begynder at udlevere gidsler.
Men som Aaron David Miller, en amerikansk mellemøstekspert fra taenketanken Carnegie, siger til New York Times, så er motivationen for alle parter ikke nødvendigvis at nå en aftale, men at kunne bebrejde den anden side, hvis det fejler.
Her har Biden den udfordring, at han er den eneste, der har virkelig travlt med at få lagt låg på konflikten før det amerikanske praesidentvalg i november, hvor vrede blandt vaelgere over USA’s støtte til Israel i vaerste fald kan koste Biden sejr i flere vigtige svingstater.
»Og ja, han er bekymret over draebte palaestinensere, hvis Bibi (Netanyahu, red.) går hårdt til den i Rafah, men han ved også, at det vil gøre forhandlinger naesten umulige,« siger Aaron David Miller.
Uenighed om flere ting
Mens en destruktion af Hamas således er vigtig for Netanyahu, så ønsker Biden i stedet at slutte krigen. John Kirby, talsmand for USA’s Nationale Sikkerhedsråd, sagde torsdag, at der er bedre måder at gå efter, hvad der er tilbage af Hamas.
Bidens fokus er i stedet på at vinde det amerikanske valg og bruge krigen som katalysator til at få en større aftale på plads, som fremadrettet sikrer større regional stabilitet. Herunder ved at Saudi-Arabien anerkender Israel diplomatisk.
»Og på den måde er Israel og USA ikke laengere enige om kravene til en våbenhvileog gidselaftale, men i opposition til hinanden,« har
Hannah, senior fellow ved taenketanken Jewish Institute for National Security of America, påpeget til New York Times.
De er heller ikke enige om den bedste strategi for at presse Hamas. Mens Israel mener, at en offensiv mod Rafah vil tvinge Hamas til at udlevere gidsler, så mener USA, at det i stedet vil styrke terrorgruppens hånd.
Rafah er pakket med over en million palaestinensere, der er flygtet hertil fra andre dele af Gaza. Og hvis en offensiv udløser et blodbad, sådan som USA og mange andre lande har advaret om, vil Hamas udnytte det til at puste til det globale ramaskrig, som senest har udløst protester på universiteter verden rundt. Over 34.000 er foreløbigt blevet draebt ifølge Gazas sundhedsmyndigheder.
Som den demokratiske senator Chris Murphy konkluderede, »så tror jeg ikke, at det er i vores strategiske og moralske interesse at hjaelpe Israel med en kampagne mod Rafah, som formentlig vil slå tusinder af uskyldige civile ihjel og langsigtet formentlig ikke vil påvirke styrken af Hamas-bevaegelsen på nogen meningsfuld måde«.
Både Biden og Netanyahu forsøger at holde den politiske balance i en eksplosiv krig, hvilket bliver stadig svaerere.