Højrefløjen slikker sig om munden før Europa-valget
Det nationalistiske AfD’s fremgang har rystet det politiske Tyskland, og i Frankrig ventes et triumftog for Marine Le Pen ved Europavalget. Men der er spraekker i højrefløjens europaeiske front.
Krig, klimakamp og kreditkort er ikke velset på Neumarkt midt i den sachsiske hovedstad. Slet ikke på denne solbeskinnede majdag, hvor højrefløjspartiet Alternative für Deutschland (AfD) afholder sin manifestation på torvet foran den maegtige Frauenkirche, et af Dresdens vartegn.
Der er kommet en 500-700 lokale tilhaengere af partiet, som er buldret frem i de tyske meningsmålinger det seneste halvandet år, og de skaber atmosfaere som ved en mindre byfest med langborde, fadøl og stegte hotdogs i jumbostørrelse. Dette er ikke stedet, hvor man skal bede om en vegansk servering eller udvise andet woke mådehold.
Rundt om bordene er der ophaengt farvestrålende transparenter med partiets maerkesager sat på kort begreb: »Vores land skal stå først«. »Udvisninger giver boliger at bo i«. »Kontanter er frihed«.
Til børnene er der balloner og gratis popcorn, begge dele i partikuløren blå som himlen over Dresden.
»Vi håber, hele republikken snart bliver blå,« siger kredsformanden Andre Wendt håbefuldt fra scenen.
Det er der nok trods alt ikke udsigt til, men i flere nationale meningsmålinger rundede AfD hen over vinteren 20 pct. i opbakning, og i østtyske delstater som Sachsen overvejer op mod en tredjedel af vaelgerne ifølge målinger at stemme på højrefløjspartiet.
En blanding af skepsis over for omverdenen – hvad enten der er tale om indvandrere eller multilaterale institutioner – og hjemlige rugbrødsparoler med krav om højere pensioner og billigere boliger har sikret AfD solid rygvind den senere tid.
Forventningerne i partiet er høje til udfaldet både af valget til Europa-Parlamentet i begyndelsen af juni og til valg i tre østtyske delstater, herunder Sachsen, i efteråret.
Slut med Ukraine
»Giv freden en chance,« lyder dagens hovedparole, og med sin holdning til Ukraine-krigen har partiet i hvert fald fundet et ledigt standpunkt.
For ved fred forstår AfD noget, som i praksis minder om ukrainsk kapitulation:
»Vi er mod våbenleverancer, fordi vi ikke ønsker, at krigen skal afsluttes på slagmarken, men ved forhandlingsbordet,« lyder det i Andre Wendts udlaegning.
Partiet laegger heller ikke skjul på, at det gerne hurtigst muligt vil slippe af med den økonomiske byrde fra støtten til Ukraine, herunder til de over 1 mio. ukrainske flygtninge i Tyskland.
»Ja til medmenneskelighed, men ikke for enhver pris,« siger Tino Chrupalla, AfD’s parlamentariske leder, i dagens hovedtale. »Ukraine er ikke den 17. delstat,« tilføjer han til udbredt applaus.
AfD har gradvist etableret sig som et parti med nationalt gennemslag – i landdagsvalg i de vest- og sydtyske delstater Hessen og Bayern krøb partiet sidste efterår over 15 pct. af stemmerne.
Men det er stadig blandt vaelgerne i de østtyske delstater, at partiet er den største magtfaktor. Det pacifistiske budskab er populaert i denne ende af Tyskland, ligesom
AfD’s mange sociale paroler har hentet en del tidligere kommunister ind i folden og sendt Tysklands svar på Enhedslisten, Die Linke, under spaerregraensen i flere målinger.
En af de omvendte er den 66-årige Thomas Weinhart, der sluttede op om AfD under coronaepidemien. Han mener – i lighed med mange andre partimedlemmer – at de stramme regler under pandemien var tegn på en statsmagt, der tiltager sig stadig mere kontrol over borgerne.
»Den gamle venstrefløj har svigtet,« mener Thomas Weinhart, der er pensioneret efter at have arbejdet mange år i socialsektoren. Tidligere var han aktiv i PDS, efterfølgerpartiet til DDR’s kommunistparti, men er
»som de fleste af mine kammerater fra dengang« enten gået til AfD eller det borgerlige CDU.
Weinhart er skeptisk over for EU’s funktionsmåde, men går ikke ind for tysk udtraedelse af unionen.
»EU er blevet en bureaukratisk maskine,« siger han.
»Men vi har stadig brug for det indre marked og den kulturelle udveksling.«
Europaeisk højre under forandring
Denne noget tvetydige holdning til EU blandt højrevaelgerne er ikke kun et sachsisk faenomen, ligesom det langtfra kun er i Tyskland, at nationalister stormer frem før valget den 9. juni.
I Frankrig viser en frisk Ipsos-måling i Le Monde, at den kun 28-årige spidskandidat for højrefløjsveteranen Marine Le Pens Rassemblement National (RN), Jordan Bardella, står til at få 32 pct. af stemmerne, langt foran praesident Macrons Renaissance-parti med 17 pct. og socialisterne med 14 pct. For fem år siden fik RN ca. 23 pct. mod godt 22 pct. til Macrons tropper.
Et yderligere højreparti, Eric Zemmours højreekstreme Reconquête, med Marine Le Pens niece, Marion Maréchal som spidskandidat, befinder sig med 5,5 pct. taet på spaerregraensen på 5 pct.
Selvom dette er et valg til de 720 pladser i Europa-Parlamentet, så spiller nationale dagsordener stadig en betydelig rolle, også i Frankrig.
»Der er naturligvis proteststemmer mod Macron, som hovedsageligt kommer fra venstrefløjen, der ikke har fordøjet pensionsreformen, og fra populistiske partier,« påpeger Gilles Paris, lederskribent hos Le Monde.
Selvom et flertal af franskmaendene mener, at EU’s beslutninger ofte skader Frankrig, så går 8 af 10 alligevel ind for en højere grad af føderalisme.
De ønsker, at flere vigtige beslutninger i EU skal traeffes med kvalificeret flertal eller simpelt flertal og ikke som i dag med enstemmighed blandt de 27 medlemsstater i spørgsmål om beskatning, social beskyttelse og udenrigspolitik. Den tendens har haft afsmitning på synspunkterne langt ud på højrefløjen.
RN kraever således ikke laengere udmelding af EU eller afskaffelse af euroen. Men partiet vil reformere EU og fremme medlemslandenes ret til selv at bestemme.
»I Frankrig ønsker det yderste højre ikke laengere at forlade EU. Tidligere var målet at ødelaegge EU og gennemføre en ”frexit”. Alt det er fuldstaendig opgivet i dag. I stedet vil de redesigne Europa,« forklarer Laure Mandeville,
international journalist hos dagbladet Le Figaro.
Udviklingerne i Tyskland og Frankrig er en del af en bred tendens i en lang raekke EU-lande forud for valget i juni.
Nationalisternes skrøbelige internationale
I ni af EU-landene forventes partier fra det yderste højre at blive størst ved valget, heriblandt i Frankrig og Holland, mens de i ni andre lande står til at blive anden- eller tredjestørst – bl.a. i Tyskland og Sverige. Det fremgår af en analyse, som taenketanken European Council for Foreign Relations (ECFR) offentliggjorde tidligere på året baseret på en blanding af meningsmålinger, resultater ved nationale valg og tidligere EU-valg.
Ifølge en nylig prognose fra netmediet Politico står de to politiske grupper, som partierne på den yderste højrefløj i Europa-Parlamentet er organiseret i, samlet set til at kapre 159 pladser af i alt 720.
Den højrenationale ID-gruppe, som Dansk Folkeparti og AfD tilhører, står ifølge prognoserne til en fremgang fra 59 mandater til 83, mens den EU-skeptiske ECR-gruppe, der bl.a. taeller Sverigedemokraterne og den italienske premierminister Giorgia Melonis Italienske Brødre, spås en tilsvarende medvind.
I hvor høj grad de kan omsaette dette til øget indflydelse i EU-sammenhaeng, er et andet spørgsmål.
Et iøjnefaldende problem er, at disse partier i sagens natur slår ivrigt på hver sin nationale tromme:
»Vi siger, at vores folk skal stilles først,« lyder det fra Tino Chrupalla.
Det er et effektivt slogan i kampen om vaelgerne i f.eks. Dresden, men ikke nogen saellert, når der skal arbejdes på tvaers af landegraenser.
Partierne på det yderste højre er da også dybt splittede internt om bl.a. Rusland, migration, Ukraine-krigen, velfaerd og i deres grad af EU-skepsis.
Derfor frygter nogle iagttagere, at fremgangen for nationalisterne vil føre til stigende handlingslammelse for Europa-Parlamentet, mens andre venter stridigheder mellem de forskellige kraefter på højrefløjen.
»Isaer kampen mellem de to fraktioner på den yderste højrefløj bliver meget interessant at følge efter valget. Mellem Meloni i Italien, der er atlantist og pro-europaeisk, selv om hun går ind for et nationernes Europa, og så Jordan Bardella fra Rassemblement National, der er antiamerikansk og EU-skeptiker,« siger Laure Mandeville fra Le Figaro.