Da de satte telte op, blev han først »meget sur«. Så spiste han en frokost
Jonatan MizrahiWerner er jøde og zionist, og det vil han gerne have, at vi taler om.
Jeg er meget påvirket af krigen dernede, fordi jeg har familie i Israel og har oplevet den voldsomme stigning i antisemitisme i Danmark. JONATAN MIZRAHI-WERNER, JØDE OG STUDERENDE
Forleden købte Jonatan Mizrahi-Werner en davidsstjerne. Han er jøde, så det er der ikke umiddelbart noget bemaerkelsesvaerdigt ved. Og så alligevel.
For han er ikke religiøs og ikke en, som har haft det store behov for at skilte med sit etniske og kulturelle tilhørsforhold. Men det har han nu. Og det fik han i saerdeleshed, da en teltlejr rykkede ind på hans arbejdsplads.
Jonatan Mizrahi-Werner er ph.d.-studerende på Sociologisk Institut på Københavns Universitet (KU). Dermed har han sin daglige gang på det sted, hvor pro-palaestinensiske studerende mandag rejste en teltlejr i protest mod situationen i de palaestinensiske områder.
»Lige pludselig kom mellemøstkonflikten ind på campus, hvor jeg sidder og arbejder. Jeg er meget påvirket af krigen dernede, fordi jeg har familie i Israel og har oplevet den voldsomme stigning i antisemitisme i Danmark,« siger han, der ikke kan slippe tanken, når han forlader sit hjem med det sekstakkede sølv om halsen.
»Jeg taenker over det, hver gang jeg går uden for en dør, eller hver gang jeg ser nogen kigge på mig. Det er en frygt, der ligger der.«
Derfor blev han først »meget sur«, som han siger det om protestaktionen.
»Men da jeg var kølet lidt af, besluttede jeg mig for, at jeg fandeme ville have dialog i stedet for.«
To tragedier
Jonatan Mizrahi-Werner satte sig ved et bord taet på teltlejren med sin frokost og et skilt med ordlyden: »Jøde, zionist og fan af to stater. Lad os snakke sammen.«
Og det ville folk tilsyneladende gerne. Onsdag spiste han frokost i en fredelig times tid. Her talte han bl.a. med en palaestinensisk kvinde, hvis familie blev fordrevet fra byen Akko i 1948. I dag bor den i Libanon, men har beholdt nøglen til det hus, som ikke findes laengere.
»Det er jo en tragedie. Jeg har ikke et godt svar på, hvad løsningen er. Jeg kan ikke gå tilbage i tiden. Jeg kan kun konstatere, at min familie kom til Israel på flugt fra antisemitisme
og fordrivelse i Europa. Først i 1936, hvor det var en drøm om at komme vaek fra et tiltagende antisemitisk Polen. Så i 1942, da nazisterne gik ind i Rumaenien. Ingen af dem havde noget at vende tilbage til. Det er to tragedier,« siger Mizrahi-Werner om hans og kvindens familiehistorier.
Han vil ikke gengive hendes argumenter, men nøjes med at konstatere, at de ikke var enige om, hvad hans oldeforaeldre skulle have gjort.
»For mig er det en historie uden lykke. Hvis man ønsker, at hendes foraeldre og bedsteforaeldre
skal have lov til at vende tilbage til deres landsby, vil det i praksis betyde en fordrivelse af min familie. En genopretning vil bare vaere en ny katastrofe. Jeg håber i stedet, at man kan skabe en diskurs, der kan rumme og anerkende hinandens traumer og historie bagudrettet og fremadrettet eksistere i to stater.«
Han har ikke lagt en plan for, hvor laenge han vil fortsaette sin dialogfrokost, som han understreger er foregået, uden at han har frygtet for sin sikkerhed.
»Målet har ikke vaeret at nå
til enighed eller overbevise nogen, men snarere at nuancere og skabe en grundlaeggende forståelse for, at den anden, altså zionismen – i hvert fald for nogen af os – er en mere kompleks størrelse, end hvad der bliver lagt op til. Universitetet er jo også et sted for nysgerrighed, oplysning og vidensdannelse, så det var oplagt at søge en åben samtale.«
Hvad betyder zionisme?
Teltprotesten er stablet på benene af gruppen Studerende mod Besaettelsen, som kalder sig anti-zionistisk, og ifølge et opslag på X er der blevet omdelt flyers, som konstaterer, at Israel ikke har ret til at eksistere. Alligevel oplever Mizrah-Werner, at mange er forvirret omkring begrebet zionisme.
»For mig ligger der i zionismen, at jøderne har ret til en nationalstat. Det er det eneste, det betyder for mig. I den tanke ligger også, at palaestinenserne har ret til et land.«
Dermed vil anti-zionisme betyde, at man ikke mener, at jøderne har ret til en stat. Det er en holdning, som Jonatan Mizrahi-Werner jaevnligt støder på, men:
»For nogle af dem, jeg har snakket med, har anti-zionisme bare vaeret en akademisk måde at sige, at man er Israelkritisk. Jeg har ikke noget imod folk, der er meget kritiske over for Israel. Jeg kan vaere uenig en gang imellem, men jeg er også rygende uenig i, hvordan denne krig bliver ført.«
»For andre handler antizionismen om, at der skal vaere en enhedsstat. Det er en fantastisk tanke i en perfekt verden. Jeg må bare konstatere, at vi ikke lever i en perfekt verden, derfor er jeg ikke tilhaenger af den.«
Studerende mod Besaettelsen har seks krav, som gruppen vil have opfyldt af Københavns Universitet. Blandt dem er anerkendelse og fordømmelse af »det igangvaerende folkedrab«, at universitetet traekker investeringer samt afslutter indkøbsaftaler med virksomheder, »som profiterer på eller er medskyldige i besaettelsen af Palaestina«, fuld økonomisk gennemsigtighed om investeringer og en akademisk boykot af israelske akademiske institutioner.
KU har afvist kravene med henvisning til, at ledelsen hverken kan eller skal udtrykke politiske holdninger på vegne af ansatte eller studerende. Jonatan MizrahiWerner er enig.
»KU skal ikke føre udenrigspolitik eller have en holdning til konflikter, men det skal facilitere debatten og forskningen,« mener han, der er enig med demonstranterne på ét punkt.
»Jeg mener ikke, at KU bør have investeringer i virksomheder, der har aktiviteter på Vestbredden. Jeg er meget stor modstander af bosaettelserne. Jeg er til gengaeld meget uenig i en akademisk boykot af israelske institutioner. Viden kender ikke graenser, og vi samarbejder netop på tvaers af lande for også at kunne forholde os kritisk til dem. KU sender også studerende til andre mellemøstlige lande, som ikke er superdemokratiske eller har menneskerettigheder.«