Jeg skulle have vaeret en abort
I 1977 blev min mor gravid. Hun var oppe i årene, så der blev foretaget en del test på hende – og på fosteret i hendes mave. Det var mig – eller det, som senere skulle blive til mig. Resultaterne kunne laegerne ikke lide, de kunne ikke forstå dem, så man rådførte sig med tilsyneladende klogere mennesker fra USA. Dommen var klar: Barnet ville blive født uden hjerne. Da man videnskabeligt ved, at mennesker ikke kan overleve uden hjerne, drog laegerne den meget logiske konklusion, at jeg ville vaere dødfødt. Derfor opfordrede de på det kraftigste min mor og far til at få foretaget en abort. Det ville de ikke høre tale om. Derfor kan jeg skrive dette.
Jeg ved ikke helt, hvordan det har påvirket min identitet at skulle have vaeret en abort. Jeg ved, jeg er dybt taknemmelig over for min mor og far. Det hører med til historien, at det første barn, min mor fødte, var dødfødt, og jeg kan slet ikke forestille mig den følelsesmaessige rutsjetur, det var – at nu skulle hun og min far igennem det igen. Gennem livet har jeg haft svaert ved at diskutere abort. Det er som om, jeg skal forsvare min egen eksistens. At min mor traf det rigtige valg sammen med min far. At jeg skal forsvare, at de elskede mig så højt, at de hellere ville møde mig uden liv i min lille krop frem for slet ikke. Jeg er med på, at når langt de fleste hører ordet ”abortmodstander”, så får de associationer, som er virkelig ubehagelige. Fordi debatten ofte bliver skinger og uvaerdig. Fra begge sider. Uvaerdig for kvinderne, som har fået foretaget en abort. Uvaerdig for dem, som oplevede, at andre syntes, de burde. Uvaerdig for dem, som helt ind i knoglerne tror på, at denne ret er en af de største landvindinger for ligestillingen nogensinde. Uvaerdig for sådan en som mig, der helt spontant rammes af en dyb smerte og afmagt, hver gang jeg hører ordet ”abort”.
politisk flertal for at haeve abortgraensen til 18 uger. Fordi der tilsyneladende ikke er noget sundhedsfagligt belaeg for at lade vaere. Det er et trist og ensidigt argument. For når livet traenger sig på, er der al mulig grund til at lade det bryde frem.