Abortdebat: Fravaer af anfaegtelse giver mig kvalme
Den nye abortlov er ikke et fremskridt eller en historisk sejr – men et historisk tilbageskridt for vores civilisation.
Jublen var stor, og det var svaert at få øje på nogen som helst anfaegtelse hos sundhedsminister Sophie Løhde, der forleden udtalte sig om den nye abortlovgivning.
Glaedestrålende som et barn, der glaeder sig til jul, udtalte ministeren, at vi nu tager et opgør og »reviderer abortlovgivningen, som har mere end 50 år på bagen«, og argumenterede med, at der sundhedsfagligt intet belaeg er for den nuvaerende graense.
Nej, men ministeren har tilsyneladende ikke overvejet, at der kunne vaere en etisk begrundelse for at lade abortgraensen blive ved 12. uger – og at kassere noget velfungerende, fordi det har 50 år på bagen, er naermest aldersdiskrimination.
Nuvel. Danmark var foregangsland for den frie abort (og alt godt om det), men lad os nu vaere et etisk foregangsland og beholde den lave abortgraense på 12 uger – og vaere stolte af det.
at Danmark formår at opretholde den samfundsmaessige konsensus om at beskytte det ufødte liv. Men det er, som om regeringen har trukket sit etiske kompas i en automat, for ikke nok med, at graensen for senaborter
Lad os dog vise verden,
er haevet til 18 uger, så har 15-17-årige nu ret til abort uden samtykke fra deres foraeldre eller tilladelse fra abortnaevnet.
Overvej lige: En teenagepige kan ene med alle sine 15 års visdom og modenhed tage beslutning om, at hun skal føde et barn, der skal ligges til at dø – for et barn i 18. uge skal fødes. Og leve med den beslutning altid.
Hvad er det for et ansvar at give et stort umyndigt barn? Og hvad er det for en devaluering af familiens betydning? Indtil barnet er 18 år, er det foraeldrenes pligt og ansvar at drage omsorg for deres børn – alt det kaster regeringen med den nye abortaftale vrag på.
overraskelse er organisationen Sex og Samfund begejstret og kalder den nye abortlov en »historisk sejr for danske kvinders ret til at bestemme over egen krop«.
Det er jo vaeldig betryggende at have dem til at turnere rundt på alle landets skoler i ”uge sex” med deres ideologiske dagsordener – for abort er tilsyneladende ikke et etisk spørgsmål, men et spørgsmål om rettighed.
Men til ingens
og tomhjernede ideologi tilslutter Dansk Kvindesamfund sig og skriver: »Stort fremskridt for kvinders kropslige rettigheder! Vigtigt med en modernisering af loven, af abortsamrådene, og at 15-årige kan få foretaget en abort uden foraeldres samtykke!«
Ja, hurra og udråbstegn og ud med de formynderiske foraeldre og formynderiske lovgivninger. Alle feministiske bevaegelser og ligestillingsministeren selv hyler med i
Og den totalitaere
koret, der gør kvindens ret til selvbestemmelse til det højeste etiske princip. Friheden og kvindens uindskraenkede autonomi står over det ufødte menneskebarns ret til liv. Og feministerne helmer ikke – abortgraensen skal haeves yderligere, som to unge kvinder skriver i Altinget, at de vil »kaempe for en fri abortgraense ved minimum uge 22 og dermed – og vigtigst af alt – en afskaffelse af de formynderiske abortsamråd«.
Kort sagt: Etikken skal vaere op til den enkelte, hver enkelt kvinde skal selv bestemme, om et liv er livet vaerd. Der er altså ikke noget faelles menneskesyn, der etisk set som samfund holder os på plads.
Laeg maerke til, at også fra regeringens side, saerligt de to ministre Løhde og Bjerre, er senaborter ikke et sundhedsfaglig spørgsmål, ikke et etisk spørgsmål – men et ligestillingsideologisk spørgsmål, der handler om kvindens hellige ret til egen krop.
Og selvfølgelig skal retten til egen krop forsvares, men kan retten over egen krop indbefatte retten til at tage et andet menneskes liv? Nej, det gør det ikke.
Den nye abortlov hviler alene på hensynet til kvindens ret og frihed – hvem forsvarer det ufødte barn? Nå nej, barnet kaldes jo et foster og bliver i den her debat betragtet som et graviditetsvaev, der kan fjernes som et modermaerke eller en polyp.
Det gyser i mig, når jeg hører, hvordan man har af personificeret fosteret, der fra undfangelsen i moders liv var et menneske. Jeg er ellers ikke teologisk opdraget med at smide om mig med bibelcitater, men lad mig minde om salmisten ord: »Det var dig, der dannede mine nyre, du flettede mig sammen med min mors liv. Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt … da jeg endnu var et foster, havde du mig for øje.« (Davidssalme 139)
Ja, hurra og udråbstegn og ud med de formynderiske foraeldre og formynderiske lovgivninger. Alle feministiske bevaegelser og ligestillingsministeren selv hyler med i koret, der gør kvindens ret til selvbestemmelse til det højeste etiske princip.
Laes det igen, for sproget skaber, hvad det naevner i abortdebatten: Fosteret i uge 18 kaldes et foster, når vi gerne vil af med det. Men allerede i uge 12 lytter jordemoderen og vordende gravide mor ikke til ”fosterets eller graviditetsvaevets hjertelyd”, men til ”babyens hjertelyd” – fordi vi ønsker os barnet.
Det er simpelthen et forkaelet moralsk korrumperet samfund, hvor en velfungerende kvinde, der venter et velskabt barn, kan vaelge en abort i uge 18. Vaelge, at barnets skal dø. Hvor er ansvaret?
en nyopdagelse, at der er en vis risiko for at blive gravid, når man har sex. Den nye abortlov er ikke et fremskridt eller en historisk sejr – men et historisk tilbageskridt for vores civilisation. Jeg er ikke imod fri abort, men kvalmes over den manglende anfaegtelse.