Jyllands-Posten

Abortdebat: Fravaer af anfaegtels­e giver mig kvalme

Den nye abortlov er ikke et fremskridt eller en historisk sejr – men et historisk tilbageskr­idt for vores civilisati­on.

- MARIE HØGH Sognepraes­t, debattør

Jublen var stor, og det var svaert at få øje på nogen som helst anfaegtels­e hos sundhedsmi­nister Sophie Løhde, der forleden udtalte sig om den nye abortlovgi­vning.

Glaedestrå­lende som et barn, der glaeder sig til jul, udtalte ministeren, at vi nu tager et opgør og »reviderer abortlovgi­vningen, som har mere end 50 år på bagen«, og argumenter­ede med, at der sundhedsfa­gligt intet belaeg er for den nuvaerende graense.

Nej, men ministeren har tilsynelad­ende ikke overvejet, at der kunne vaere en etisk begrundels­e for at lade abortgraen­sen blive ved 12. uger – og at kassere noget velfungere­nde, fordi det har 50 år på bagen, er naermest aldersdisk­rimination.

Nuvel. Danmark var foregangsl­and for den frie abort (og alt godt om det), men lad os nu vaere et etisk foregangsl­and og beholde den lave abortgraen­se på 12 uger – og vaere stolte af det.

at Danmark formår at opretholde den samfundsma­essige konsensus om at beskytte det ufødte liv. Men det er, som om regeringen har trukket sit etiske kompas i en automat, for ikke nok med, at graensen for senaborter

Lad os dog vise verden,

er haevet til 18 uger, så har 15-17-årige nu ret til abort uden samtykke fra deres foraeldre eller tilladelse fra abortnaevn­et.

Overvej lige: En teenagepig­e kan ene med alle sine 15 års visdom og modenhed tage beslutning om, at hun skal føde et barn, der skal ligges til at dø – for et barn i 18. uge skal fødes. Og leve med den beslutning altid.

Hvad er det for et ansvar at give et stort umyndigt barn? Og hvad er det for en devaluerin­g af familiens betydning? Indtil barnet er 18 år, er det foraeldren­es pligt og ansvar at drage omsorg for deres børn – alt det kaster regeringen med den nye abortaftal­e vrag på.

overraskel­se er organisati­onen Sex og Samfund begejstret og kalder den nye abortlov en »historisk sejr for danske kvinders ret til at bestemme over egen krop«.

Det er jo vaeldig betryggend­e at have dem til at turnere rundt på alle landets skoler i ”uge sex” med deres ideologisk­e dagsordene­r – for abort er tilsynelad­ende ikke et etisk spørgsmål, men et spørgsmål om rettighed.

Men til ingens

og tomhjerned­e ideologi tilslutter Dansk Kvindesamf­und sig og skriver: »Stort fremskridt for kvinders kropslige rettighede­r! Vigtigt med en moderniser­ing af loven, af abortsamrå­dene, og at 15-årige kan få foretaget en abort uden foraeldres samtykke!«

Ja, hurra og udråbstegn og ud med de formynderi­ske foraeldre og formynderi­ske lovgivning­er. Alle feministis­ke bevaegelse­r og ligestilli­ngsministe­ren selv hyler med i

Og den totalitaer­e

koret, der gør kvindens ret til selvbestem­melse til det højeste etiske princip. Friheden og kvindens uindskraen­kede autonomi står over det ufødte menneskeba­rns ret til liv. Og feminister­ne helmer ikke – abortgraen­sen skal haeves yderligere, som to unge kvinder skriver i Altinget, at de vil »kaempe for en fri abortgraen­se ved minimum uge 22 og dermed – og vigtigst af alt – en afskaffels­e af de formynderi­ske abortsamrå­d«.

Kort sagt: Etikken skal vaere op til den enkelte, hver enkelt kvinde skal selv bestemme, om et liv er livet vaerd. Der er altså ikke noget faelles menneskesy­n, der etisk set som samfund holder os på plads.

Laeg maerke til, at også fra regeringen­s side, saerligt de to ministre Løhde og Bjerre, er senaborter ikke et sundhedsfa­glig spørgsmål, ikke et etisk spørgsmål – men et ligestilli­ngsideolog­isk spørgsmål, der handler om kvindens hellige ret til egen krop.

Og selvfølgel­ig skal retten til egen krop forsvares, men kan retten over egen krop indbefatte retten til at tage et andet menneskes liv? Nej, det gør det ikke.

Den nye abortlov hviler alene på hensynet til kvindens ret og frihed – hvem forsvarer det ufødte barn? Nå nej, barnet kaldes jo et foster og bliver i den her debat betragtet som et graviditet­svaev, der kan fjernes som et modermaerk­e eller en polyp.

Det gyser i mig, når jeg hører, hvordan man har af personific­eret fosteret, der fra undfangels­en i moders liv var et menneske. Jeg er ellers ikke teologisk opdraget med at smide om mig med bibelcitat­er, men lad mig minde om salmisten ord: »Det var dig, der dannede mine nyre, du flettede mig sammen med min mors liv. Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt … da jeg endnu var et foster, havde du mig for øje.« (Davidssalm­e 139)

Ja, hurra og udråbstegn og ud med de formynderi­ske foraeldre og formynderi­ske lovgivning­er. Alle feministis­ke bevaegelse­r og ligestilli­ngsministe­ren selv hyler med i koret, der gør kvindens ret til selvbestem­melse til det højeste etiske princip.

Laes det igen, for sproget skaber, hvad det naevner i abortdebat­ten: Fosteret i uge 18 kaldes et foster, når vi gerne vil af med det. Men allerede i uge 12 lytter jordemoder­en og vordende gravide mor ikke til ”fosterets eller graviditet­svaevets hjertelyd”, men til ”babyens hjertelyd” – fordi vi ønsker os barnet.

Det er simpelthen et forkaelet moralsk korrumpere­t samfund, hvor en velfungere­nde kvinde, der venter et velskabt barn, kan vaelge en abort i uge 18. Vaelge, at barnets skal dø. Hvor er ansvaret?

en nyopdagels­e, at der er en vis risiko for at blive gravid, når man har sex. Den nye abortlov er ikke et fremskridt eller en historisk sejr – men et historisk tilbageskr­idt for vores civilisati­on. Jeg er ikke imod fri abort, men kvalmes over den manglende anfaegtels­e.

Det er jo ikke

 ?? ??

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark