Hold øje med pest eller kolera-vaelgerne
Hvis man er nysgerrig på det amerikanske praesidentvalg, er det en god idé at studere valgkampen i 2016 lige så intenst som den første runde i 2024. Så forstår man bedre dynamikken mellem de to gamle maend.
Popstjernen Taylor Swift ynder at synge, at »haters gonna hate«. Det er selvfølgelig rigtigt. Men når det kommer til det amerikanske praesidentvalg, fristes man til at omskrive Swifts formulering til »haters gonna vote«.
En af de mest interessante og afgørende dynamikker er nemlig, hvordan de såkaldte ”double haters” kommer til at stemme. Som begrebet indikerer, er der tale om vaelgere, der hverken bryder sig om Joe Biden eller Donald Trump, og som derfor kommer til at stå med et sandt pest eller kolera-valg til november.
Det er som sådan ikke nyt, at der findes pest eller kolera-vaelgere i USA. Nogle vil måske huske, at der også under valgkampen i 2016 var tale om to meget upopulaere kandidater i Donald Trump og Hillary Clinton. Også dengang følte mange amerikanere, at de var straight outta options.
Iår er forventningen, at 15-20 pct. af vaelgerkorpset kommer til at bestå af amerikanere, der hverken bryder sig om Biden eller Trump. Det er en voldsom stigning sammenlignet med det seneste praesidentvalg i 2020, hvor kun 3 pct. – ja, du laeste rigtigt: 3 pct. – hverken brød sig om Biden eller Trump.
Til sammenligning var der i 2016 ca. 18 pct. af vaelgerne, der hverken kunne lide Trump eller Hillary.
Praesidentvalget i 2016 blev afgjort til Trumps fordel med under 80.000 stemmers forskel i Michigan, Pennsylvania og Wisconsin. Fire år senere blev det endnu taettere: Her slog Biden nemlig Trump med cirka 44.000 stemmers forskel i Georgia, Arizona og igen Wisconsin. Der skal altså ikke saerlig mange pest eller kolera-vaelgere til for at vaelte laesset for henholdsvis Biden eller Trump.
vandt Trump denne vaelgergruppe med 17 procentpoint over Hillary, hvilket var staerkt medvirkende til, at Trump vandt valget. I 2020, hvor dobbelthaderne som naevnt udgjorde en meget mindre andel af vaelgerkorpset, vandt Biden derimod med 15 procentpoints forskel.
Jeg tør godt spå, at en lignende margin til november i enten Trumps eller Bidens favør vil vaere ensbetydende med en valgsejr for vedkommende. Ligeledes vil jeg godt vove pelsen og påstå, at det bliver de selvsamme fem svingstater – Michigan, Pennsylvania, Wisconsin, Georgia og Arizona – plus muligvis Nevada, hvor praesidentvalget bliver afgjort i 2024.
Eller for at sige det med en omskrivning af den berømte ordveksling i ”90-års fødselsdagen”:
»Same procedure as last time, Miss Sophie?« »Same procedure as every four years, James.«
I 2016
at pointere, at pest eller kolera-vaelgere ikke er nogen
Det er vigtigt
homogen gruppe. Gruppebetegnelsen inkluderer eksempelvis både aeldre republikanske vaelgere, der groft sagt hellere vil have Ronald Reagan tilbage i Det Hvide Hus end Donald Trump, og yngre progressive pro-Palaestina-vaelgere, der taender totalt af på bedstefar Biden, men som aldrig kunne overveje at stemme på diktatoren Trump.
Af samme årsag vil en betydelig del af dobbelthaderne nok også stemme på tredjeparti-kandidater som Robert F. Kennedy Jr. eller foretraekke sofaen til november. Ligeledes er det vigtigt at understrege, at dobbelthaderne beslutter sig meget sent i valgkampen, og at disse vaelgervandringer dermed ofte ikke bliver opsnappet i meningsmålingerne, der som bekendt er øjebliksbilleder og ikke valgprognoser. Apropos 2016-valget.
Dermed ikke sagt, at 2024 en til en kan sammenlignes med 2016. Det er selvfølgelig ikke tilfaeldet. Ikke mindst fordi det historisk set er usaedvanligt at få en omkamp. Vi skal tilbage til praesidentvalget i 1956 mellem den siddende republikanske praesident, Dwight D. Eisenhower, og Illinois’ forhenvaerende demokratiske guvernør, Adlai
KOMMENTAR
Stevenson. Dernaest er det endnu mere usaedvanligt, at en tidligere praesident genopstiller.
Det klassiske eksempel her er Grover Cleveland, der vandt snaevert i 1884 for dernaest at få flest stemmer på landsplan, men faerrest i valgmandskollegiet i 1888 og så endeligt besejrede den siddende praesident, Benjamin Harrison, i en omkamp i 1892.
Ligeledes har vi en lille håndfuld tidligere praesidenter – Martin Van Buren, Millard Fillmore og Theodore Roosevelt – der stillede op igen, dog som tredjepartikandidater. Donald Trump er i øvrigt ikke laengere et ubeskrevet politisk blad, som det var tilfaeldet i 2016.
Ligeledes har vi modsat 2016 i år et valg med en siddende praesident, hvis embedsperiode vaelgerne kommer til at forholde sig mere håndgribeligt til, end da Barack Obamas tidligere udenrigsminister Hillary Clinton i 2016 groft sagt gik efter at forlaenge Obama-årene.
Nogle vil måske huske, at der også under valgkampen i 2016 var tale om to meget upopulaere kandidater i Donald Trump og Hillary Clinton. Også dengang følte mange amerikanere, at de var straight outta options.
kan gøre Grover Cleveland kunsten efter, og hvorvidt 2024 kommer til at minde om 2016, må tiden vise. Men selvom man som historiker altid føler trang til at understrege, at historien altså ikke gentager sig selv – vel vidende at det er populaert at påstå selvsamme i folkemunde – så kan den jo godt rime, som Mark Twain så fint har formuleret det.
Vil man forstå dynamikken mellem Biden og Trump i 2024, er det i al fald en god idé at studere valgkampen i 2016 lige så intenst som den første runde af rollatorraeset mellem de to alderspraesidenter i 2020.