For dem er journalistik mere end et fag
Pressefriheden kan ikke tages for givet. Den skal bruges rigtigt. Det ved de modige lokale journalister, vi støtter i Gaza, Ukraine og Afghanistan. Det er dem, der angribes først derude, hvor kampene foregår.
»Jeg vidste ikke, om mine børn ville overleve dagen, eller om jeg ville komme hjem til dem.«
Sådan lød det fra Al Jazeeras Gaza-korrespondent Youmna ElSayed, da hun forleden talte til et talrigt publikum ved et arrangement, International Media Support holdt i en biograf i København.
Midt i krigens mareridt spiller lokale journalister som Youmna en afgørende rolle: De sørger for, at befolkningen får livsvigtig viden om adgang til laegehjaelp, mad og andre basale fornødenheder. Med ord og billeder holder de omverdenen orienteret om krigens konsekvenser for civilbefolkningen. Og dokumenterer overtraedelser af krigens regler. Samtidig betaler de en rystende pris for deres indsats. Gazas journalister rapporterer, mens de selv lever i telte eller på gaden, mister naere familiemedlemmer, lever af nødhjaelp fra organisationer som IMS og er i konstant livsfare. Mindst 97 journalister er draebt i Gaza siden oktober, heraf flere i målrettede angreb. Dermed slår Israels krig mod Gaza alle rekorder, hvad angår dødelighed for journalister.
De lokale journalister er de eneste, der kan rapportere om konflikten og om lidelserne inde fra Gaza, da Israel konsekvent har naegtet udenlandske journalister adgang, siden krigen brød ud. Alligevel er lokale journalister sjaeldent de fremmeste nyhedskilder i globale medier, hvor man typisk bruger telegrammer fra bureauer på den anden side af pigtråden.
Lokale journalister over alt i verdens konflikter har i mere end to årtier vaeret fokus for vores arbejde i International Media Support. Det er dem, der altid er i skudlinjen. Dem, der i hele verden er direkte mål for magthaveres anstrengelser for at styre fortaellingen.
Globalt er antallet af mennesker, der lever i et demokrati, i undertal – og pressen er i høj grad den søjle i demokratiet, der angribes først. Ifølge den seneste undersøgelse fra den svenske forsknings- og taenketank V-Dem lever 72 pct. af verdens befolkning – 5,7 mia. mennesker – under autokratiske regimer, og ytrings- og pressefriheden er de demokratiske rettigheder, der har det hårdest af alle.
I mange lande er der stigende forfølgelse og chikane af journalister med selvcensur til følge. Også i lande taet på os som Ungarn, Graekenland og Tyrkiet går forholdene for journalister tilbage.
I et forsøg på at kontrollere dagsordenen saetter magthavere verden over turbo på elektronisk desinformation og på at staekke de frie og uafhaengige medier og de mennesker, der trodser censur, algoritmer og forfølgelse og insisterer på at rapportere om menneskelige lidelser.
Det gør journalistfaget til ét af de absolut farligste i verden. Alligevel bliver de lokale journalister ved, fordi de har så meget på spil og insisterer på at bruge ordet til at gøre en forskel.
i skaerende kontrast til de journalister, der optraeder i den biografaktuelle film ”Civil War”. I den dystopiske fortaelling, der foregår i nutiden, følger vi pressefotografer og journalister, der drøner gennem et borgerkrigshaerget USA for at få det sidste interview med praesidenten, inden han bliver henrettet af kombattanter fra én af borgerkrigens fraktioner. »Jeg skal bruge et sidste citat fra dig,« siger en reporter, da to militsfolk står med gevaeret rettet mod praesidenten.
»Lad dem ikke slå mig ihjel,« gisper praesidenten, hvortil journalisten svarer: »Det går an som citat,« inden de to kombattanter henretter praesidenten.
Filmen skaerer ud i pap, at reporteren kun er interesseret i citatet, ikke i mennesket, de politiske konsekvenser eller i at gøre anden forskel end at bringe historien først. At han har glemt menneskeligheden
De står
og har sluppet forbindelsen til det samfund, journalistikken skulle tjene.
Filmen saetter tingene på spidsen. Men ikke desto mindre portraetterer den en på mange måder genkendelig verden med populistiske politikere, racistiske militser og et sted, hvor retvisende reportage og information og pressens ideelle rolle for laengst er traengt i baggrunden.
De journalister, vi møder, er isoleret i deres storby-boble. Ude af deres boble virker de overraskede over, at også de er mål for volden. Men i ”Civil War”s dystopiske verden er alle ligeglade med, om du er fra Reuters eller New York Times.
Det eneste, der betyder noget, er, hvilken slags amerikaner du er. Og dybest set har filmens journalister ikke noget at tilbyde. De interesserer sig ikke for social retfaerdighed, fred eller sandhed. Derfor er de også blevet ligegyldige.
Filmen er en påmindelse om, hvor taet volden er på os alle, og for pressen er den en staerk opfordring til at tage journalistikkens ansvar og muligheder dødsensalvorligt.
Det er et dybt menneskeligt arbejde, der fordrer den højeste integritet og evne til både at vaere menneske, iagttager, analytiker — og nogle gange på graensen til aktivist.
og journalisters ret til beskyttelse kan ikke tages for givet, sådan som journalisterne i ”Civil War” gør det. Tvaertimod er de staerkt truede størrelser globalt. Pressefriheden indebaerer en forpligtelse for journalistikken til at vaere relevant og vaesentlig for alle de borgere, den tjener. Ved at stå oprejst og udfordre de farlige tendenser, vi ser overalt.
Journalistikkens relevans handler både om, hvordan journalister forvalter deres ansvar og frihed, men også om dens mulighed for at operere i et landskab, hvor magthaverne har deres egne direkte platforme at kommunikere på – hvor techgiganterne monopoliserer adgangen til information, og hvor løgne er staerkt konkurrencedygtige over for sandheden.
Pressefriheden
IMS støtter rundtom i verden, har heldigvis ikke tabt kompasset, sådan som deres forkaelede og forblaendede kolleger i ”Civil War”. De tilvejebringer og formidler livsnødvendig information til borgerne, bider magthaverne i haserne og saetter krig og konflikt på det globale landkort. Og de gør konflikterne naervaerende og maerkbare, fordi de selv ikke blot saetter ord på lidelserne, men også maerker dem på egen krop og sjael.
De er mennesker med alt, hvad dertil hører, og det er med til at give dem den passion og den sult efter retfaerdighed, som driver dem til at tage deres gerning dybt alvorligt og trodse enorme risici – desvaerre alt for ofte med livet som indsats.
Journalistikken er aldrig ligegyldig for dem. Og netop derfor kan deres journalistik og dens integritet aldrig erstattes af hverken kunstig intelligens eller jagten på det naeste scoop.
Det er et dybt menneskeligt arbejde, der fordrer den højeste integritet og evne til både at vaere menneske, iagttager, analytiker – og nogle gange på graensen til aktivist.
De journalister,
siger en fotograf: »Vi tager billederne. Og lader andre stille spørgsmålene.«
Det er ikke en luksus, som lokale journalister i de områder, hvor vi arbejder, har. For Youmna El Sayed og hendes kolleger står uendeligt meget på spil. De er drevet af troen på, at deres journalistik kan gøre en forskel. Og de spiller en afgørende rolle i at sikre, at Gaza og andre krigszoner ikke forbliver sorte huller for omverdenen, men at vi hverdag kan få et lille blik i de grusomme lidelser, uskyldige civile er udsat for.