Topøkonom tabte interessen for andre mennesker: De liberale blev »svage, hule og korrupte«
Verdens førende finanskommentator troede, han gjorde verden til et bedre sted. Nu erkender Martin Wolf, at det liberale demokrati, han har vaeret med til at forme, er blevet »svagt, tomt og korrupt«. Forbindelsen til almindelige mennesker gik tabt – også hans egen.
LONDON – »Jeg er med alderen blevet mindre interesseret i andre mennesker,« siger Martin Wolf, 80 år og verdens måske førende finanskommentator, en legende på Financial Times og fast moderator til Davos.
Han siger det henkastet bag rattet i sin sølvgrå Audi tre timer inde i vores samtale. »Det er ikke unormalt,« siger han. »Min evne til at engagere mig i andre menneskers smerte ... er vaek.«
I 50 år har han ikke fået nye taette venner. Godt gift er han på 56. år. Det er otte år siden, han sidst laeste en roman, og det var en historisk roman om det moderne Indien, laest i arbejdsøjemed.
Reelt har han ikke ladet sig opsluge af litteratur og af individuelle mennesker, som han kalder dem, siden sin ungdom. Han laeser hellere »om idéer«. Når han hver sommer kører ned til det samme hus i Italien, er det med 30-40 bøger om økonomi og historie i bagagerummet. Ligesom sin mor elsker han forudsigelighed, siger han.
Fra samtalens start erkendte han, at han for laenge tog sammenhaengskraften for givet, og allerede i vinter i The Crisis of Democratic Capitalism skrev han, at liberale som ham har troet naivt på kapitalismens evne til at løse problemer som ulighed; Storbritannien er nu det naestmest ulige af de rige land efter USA; med store sultproblemer, stigende børnedødelighed og flere og flere hjemløse.
Men det er først nu, Martin Wolf traeder tydeligt frem for mig som menneske: Han tog fejl, fordi han fjernede sig fra mennesker.
»Vi liberale troede, at vi gjorde verden bedre, og meget blev bedre,« indledte han i sit hjem i den del af Londonforstaden Dulwich, hvor husene koster det samme som i København – bare i pund.
Den ekstreme fattigdom er faldet markant i verden, verdensøkonomien voksede årti for årti, laenge vandt også demokratiet frem.
En skål med guldmønter
Han spiste sin mysli med mekaniske bevaegelser, mens han remsede op.
Jeg lagde maerke til, at han har én skål med guldmønter og en anden med sølvmønter. I entreen haenger der kostbare phulkari-taepper broderet af ugifte kvinder i det nordvestlige Indien.
At han er menneskesky, maerker man godt. Han smalltalkede kejtet med rengøringshjaelpen. En sort kvinde, som han deler med sin datter, der bor i nabohuset og også har arbejdet i udlandet.
Martin Wolf, uddannet fra
Oxford og cheføkonomikommentator på Financial Times siden 1987, personificerer den liberale fremtidstro, som først med finanskrisen, Trump, brexit og Ukraine er blevet afløst af selvransagelse.
Men også pessimismen anes i hans store opus.
At vaere jøde er at vaere pessimistisk, skriver han flere steder. Hans jødiske far, en anerkendt dramatiker i 1930’ernes Wien, nåede at flygte fra to verdenskrige. Hans hollandske mor, som styrede familiens finanser med stor kløgt, mistede 30 familiemedlemmer i Holocaust.
De to grundfølelser har altid kaempet i hans indre, »men optimismen har oftest vundet,« siger han.
Uligheden så han som ung som et teoretisk problem. Som noget, de nok skulle nå til. De fiksede verdens problemer ét ad gangen, nøgternt og metodisk. Men de aensede ikke truslen mod det liberale demokrati fra »følelsen af uretfaerdighed, når de rigeste betaler mindst i skat, og man ryger i faengsel for at saelge lidt stoffer i USA, men ikke for, som Sackler-familien, at udløse en opioidpandemi«.
Et oligarki voksede frem, siger han, uden at han haeftede sig ved det før engang efter finanskrisen i 2008. Det cementerede sin magt med partistøtte og avancerede finansielle manøvrer, og nu er det svaert at drive bort. »Vi – de liberale – blev svage, hule og korrupte.«
Han er blevet mere venstreorienteret med årene og opfatter sig som »moderat socialdemokrat«, siger han.
Det ulmede allerede i ham under 90’ernes asiatiske finanskrise. Han skrev lidt om det efter finanskrisen i 2008. Men han fuldførte ikke selvopgøret.
»Jeg var ung og succesfuld, selvfølgelig var jeg optimist. Jeg tog sammenhaengskraften for givet, fordi den var så staerk efter krigen. Men mange følte sig forladt af markederne. Min optimisme for 3040 år siden fremstår fejlplaceret i dag.«
Han overså den menneskelige faktor, stammetilhørsforholdet, vigtigheden af det nationale. Nu er han bekymret for populisme og ulighed som så mange andre i dag. Hvorfor først nu?
»Det skyldes en blindhed for, hvor hurtigt folk vender sig mod et demokratisk kapitalistisk system, når tingene kører skaevt, selvom det har tjent dem godt.«
Han antog, at de utilfredse ville stemme på reformister som med Roosevelt efter Den Store Depression. Men i stedet ser vi, at de samles i en mistillid mod hele systemet bag folk som Orban, Trump, Bolsonaro.
»De stoler ikke på nogen, de er bare meget, meget vrede. På politikerne, de fremmede, kvinderne, alt muligt.«
De underkuede er sjaeldent konstruktive. Kunne man ikke have sagt sig selv det?
»De mest magtfulde politiske aktører i 70’ernes England var fagforeningerne. Vi havde en topskat på 80 pct., høj inflation, en elendig økonomi. Det ville ikke dengang have givet nogen mening at fokusere på at undgå ophobning af magt og midler hos de rigeste. Så vi saenkede topskatten, privatiserede de ineffektive statsmonopoler som telefoni og luftfart. Alt det står jeg ved. Det løftede faktisk levevilkårene for de fleste i Vesten frem til finanskrisen i 2008. At vi samtidig fik skabt et finansielt kasino, var utilsigtet. Vi indså først for sent, at hjaelpepakkerne til bankerne resulterede i, at de rige så vinder, når det går godt, mens samfundet taber, når det går galt.«
Min optimisme for 3040 år siden fremstår fejlplaceret i dag. MARTIN WOLF, CHEFØKONOMIKOMMENTATOR PÅ FINANCIAL TIMES
Kapitalismekritik i vaekst
Martin Wolf parkerer i kaelderen under Financial Times, et højhus af glas i finanskvarteret The City.
At anse ulighed for farligt for demokratiet er blevet mainstream.
EU bekaemper teknologigiganternes monopolmagt. Trump tabte faktisk valget. Selv boghandlerne i The City er fulde af kapitalismekritik. Techno feudalism. What killed Capitalism af den tidligere graeske finansminister Yanus Varoufakis står blandt bestsellerne.
Unge afhoppere som Carrie Sun, et tidligere talent i en investeringsfond i New York, udgiver bøger om, hvordan de begik sig »blandt de ultimative vindere i vores winners-takes-all-economy«, som hun skriver i Private Equity: a Memoir, men pludselig maerkede hulheden og sagde op.
Britiske Gary Stevenson fortaeller i en anden aktuel bog, The trading game, den samme historie fra Londons finansmiljø. «De rige skal følge reglerne, ikke lave dem,« skriver Wolf selv i sin nyeste.
Oppe på gaden kommer Thomas Wolf i tanke om sin yndlingsbog, Trolddomsbjerget af Thomas Mann. I den besøger Hans Castorp sin lungesyge faetter på et sanatorium i Davos af alle steder – i tre uger, er det planen, men han kan ikke komme derfra.
De logerende studerer hinandens røntgenbilleder, vikler sig sirligt ind i taepper og holder liggekure, og måske er der noget i medicinen. De vaekkes først af deres magelige hendøsen af Første Verdenskrig, og selv krigen er laenge kun at regne for en fjern buldren for dem.
»Den bog er genial og aktuel i dag,« siger han.
»Sygdommen på Trolddomsbjerget er, at folk ikke forstår, hvad det kraever for en civilisation at trives. Den sygdom lider vi af igen nu. Tyskerne ønskede krigen. De troede, at den ville vaere nobel og rensende. Ligesom vi i dag vaelger populister til magten. Mann ønskede også krigen, men forstod siden, at truslen mod den basale liberale idé, at nationer har en faelles interesse i at samarbejde og samhandle, isaer kommer indefra.«
Forskellige kvaliteter
Det klaeder ham at fortaelle en konkret historie. Han fortsaetter op af parkeringskaelderen med lette skridt.
Hvis problemet er, at han og den liberale elite mistede forbindelsen til mennesker, spørger jeg, så må løsningen vel vaere, at de skal humaniseres på ny, at han skal laese bøger igen, måske tage bussen, komme lidt ned på jorden, tale med folk, interessere sig for dem?
Martin Wolf fortsaetter frem mod sikkerhedsslusen ind til Financial Times, mens han svarer:
»Et samfund har brug for forskellige kvaliteter, og det enkelte individ kan ikke rumme dem alle. Jeg er en af teknokraterne. Men det gør ikke noget, hvis andre i toppen af samfundet har en anden livserfaring. Det er skidt, at civilsamfundets magt er blevet så svaekket. Da indretningen af samfundet stoppede med at vaere et spørgsmål om liv og død, blev den til et spil om magten. Der var jo vaekst uanset hvad. Det gjorde demokratiet sterilt, så det nu kan smuldre under pres. Det overså folk som mig. Vi tog fejl af den menneskelige natur.«
Tager han så bussen på arbejde i morgen og sludrer med sidemakkeren?
»Absolut ikke.«
Han standser kort, før han drejer omkring og forsvinder ind i en elevator:
»Men jeg har fået lyst til at laese igen.«