Afgørelse om succession ved overdragelse af udlejningsejendomme i levende live
Det primaere formål med gunstige generationsskifte-regler er, at erhvervslivet skal kunne videreføre en aktiv virksomhed, uden at det haemmer produktion eller beskaeftigelse.
Spørgsmålet om adgang til overdragelse af aktier med succession i levende live som led i generationsskifte - uden at blive omfattet af den såkaldte ”pengetankregel” har vaeret behandlet tre gange tidligere i disse spalter indenfor det seneste halve år. Saerligt den 1. og 3. afgørelse peger i retning af en konkret og mere nuanceret anvendelse af reglerne.
Den 24. marts 2024 traf Skatterådet endnu en afgørelse, hvor det i overensstemmelse med praksis blev fastslået, at et selskabs investeringer i udlejningsejendomme som udgangspunkt måtte anses som en passiv investering (pengetankaktiv). Dette uanset at der blev udvist en vis aktivitet fra personaktionaerernes side.
Pengetankreglen
I praksis sondres der mellem på den ene side aktive investeringer og på den anden side passive investeringer. Sidstnaevnte er investeringer i aktiver betegnet som ”pengetankaktiver”.
Overdragelse af aktier med skattemaessig succession forudsaetter, at der er tale om aktier i et selskab, hvis virksomhed ikke i overvejende grad består af passiv kapitalanbringelse, dvs. investering i pengetankaktiver.
Ved vurderingen af, om virksomheden i overvejende grad består af passiv kapitalanbringelse, skal udarbejdes en opgørelse over, dels hvor stor en andel af selskabets indtaegter, der stammer fra pengetankaktiver, og dels hvor stor en andel af selskabets aktiver, der består af pengetankaktiver.
Selskabets virksomhed anses for i overvejende grad at bestå i passiv kapitalanbringelse, hvis mindst 50 pct. af selskabets indtaegter, opgjort som gennemsnittet af de seneste tre regnskabsår, stammer fra fast ejendom, kontanter, vaerdipapirer el.lign. Det samme gaelder, hvis handelsvaerdien af selskabets sådanne ejendomme, kontanter, vaerdipapirer el.lign. enten på overdragelsestidspunktet eller opgjort som gennemsnittet af de seneste tredje regnskabsår udgør mindst 50 pct. af handelsvaerdien af selskabets samlede aktiver.
Vedrørende ejendomme sigtes der i loven til udlejningsejendomme. Ubebyggede grunde anses som ”pengetankaktiver” på linje med udlejningsejendomme. Et selskabs domicilejendomme anses ikke som en passiv kapitalanbringelse. Er der tale om et selskab, der driver naering med fast ejendom, og som i en midlertidig periode udlejer nogle af disse ledige ejendomme, vil disse ejendomme heller ikke vaere omfattet af begrebet ”pengetankaktiver”.
Kontanter omfatter eksempelvis ikke forudbetalinger fra kunder, ligesom en virksomheds kortfristede tilgodehavender fra salg af varer og tjenesteydelser normalt ikke medregnes som passive fordringer.
Vaerdipapirer omfatter - ud over traditionelle vaerdipapirer som eksempelvis obligationer m.v. - tillige aktier.
Afkastet og vaerdien af aktier i datterselskaber mv., hvori selskabet direkte eller indirekte ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen m.v., medregnes ikke ved opgørelsen af pengetankaktiver. I stedet medregnes den del af datterselskabets indtaegter og aktiver, som svarer til ejerforholdet ved opgørelsen af driftsaktiver henholdsvis pengetankaktiver.
Ejerandele i datterselskabsaktier m.v. på mindre end 25 pct. medregnes ved opgørelse af selskabets pengetankaktiver, medmindre en konkret vurdering fører frem til, at der ikke er tale om pengetankaktiver. Det er saerligt i sådanne tilfaelde, at Skatterådet har truffet afgørelser om, hvorvidt investeringen i datterselskabsaktier skal anses som en aktiv eller passiv investering, dvs. som pengetanksaktiver. Her har saerligt en afgørelse af 20. juni 2023 omtalt nedenfor vakt opmaerksomhed.
Den første afgørelse
Den første af tre nye afgørelser truffet af Skatterådet er fra den 20. juni 2023 (SKM2023.288.SR) blev omtalt i disse spalter den 18. november 2023 i artiklen ”Overdragelse af aktier med succession – pengetankreglen investering i aktier”.
Spørgsmålet var her, om det selskab, som påtaenkes generationsskiftet, ved en investering i en post aktier på mindre end 25 pct., havde investeret i et ”pengetankaktiv”, som kunne udelukke overdragelse med succession.
Skattestyrelsen anførte med rette i sagen, at det i en forudgående dom fra Højesteret af 19. januar 2023 (SKM2023.168.HR) – vedrørende spørgsmålet, om en konkret investering gennem et partnerselskab i solceller og vindmøller var et pengetankaktiv - var fastslået, at der måtte foretages en konkret vurdering heraf. Med henvisning til Højesterets afgørelse skulle der efter Skattestyrelsens opfattelse også i den nu foreliggende sag foretages en konkret vurdering af investeringen i en post aktier under 25 pct. Denne konkrete vurdering førte frem til, at Skatterådet i sagen SKM2023.288.
SR fandt, at investeringen i aktieposten på under 25 pct. var en aktiv investering.
Den konkrete vurdering var saerligt begrundet med henvisning til, at der var driftsfaellesskab mellem den købende koncern og det købte selskab. Skatterådet fandt derfor, at der var tale om en aktiv investering. Det nye i denne sag var således, at Skatterådet foretog en konkret vurdering af de købte aktier i forhold til det købende selskab, der påtaenkes overdraget med succession.
Den anden afgørelse
I den naeste sag - en afgørelse truffet af Skatterådet den 21. november 2023 (SKM2023.574.SR) - var der ligeledes tale om, at det selskab, der påtaenkes overdraget med succession, havde foretaget en investering i en post aktier på mindre end 25 pct. Sagen blev omtalt i disse spalter den 13. januar 2024 under titlen ”Afgørelse i sag om påtaenkt overdragelse af anparter til børn”.
Her var personaktionaeren i holdingselskabet (det købende selskab) saerdeles aktiv i det selskab, hvori der var købt aktier. Han arbejdede dagligt i dette selskab og deltog i ledelsen som bestyrelsesmedlem og som direktør.
Skatterådet antog imidlertid her, at det i forhold til holdingselskabet, der påtaenkes generationsskiftet, var tale om en passiv investering, da det udelukkende var personaktionaeren i holdingselskabet – og altså ikke holdingselskabet som sådant – der var involveret i datterselskabets drift.
Den tredje afgørelse
Den tredje afgørelse på området blev truffet samme dag, den 21. november 2023 (SKM2023.585.SR) og blev omtalt i disse spalter den 20. januar 2024 i artiklen ”Overdragelse af aktier med succession - pengetankreglen - Om fordringer”.
Denne sag drejede sig ikke om en investering i aktier, men derimod om, hvorvidt selskabets beholdning af fordringer erhvervet som led i salg af brugte biler skulle anses som pengetankaktiver.
Der var tale om en betydelig beholdning af fordringer, da bilerne blev solgt med en afbetalingsperiode på 5 år. I gennemsnit var tilgodehavenderne dog indfriet i løbet af 1218 måneder.
Skattestyrelsen indstillede til Skatterådet, at der var tale om pengetankaktiver.
Skatterådet var ikke enig i Skattestyrelsens indstilling, formentligt bl.a. fordi følgende - som anført af skatteyderen og loyalt
naevnt af Skattestyrelsen - fremgik af motiverne til loven:
»Bemaerkningerne til lovforslaget er udbygget i relation til kriteriet om passiv kapitalanbringelse, så det udtrykkeligt fremgår, at kontanter og vaerdipapirer efter omstaendighederne kan høre til virksomhedens aktive del. F.eks. skal en virksomheds kortfristede tilgodehavender frasalg af varer og tjenesteydelser normalt ikke medregnes som passive fordringer.«
Fordringerne blev følgelig anset som en aktiv investering.
Investering i udlejningsejendomme
Skatterådet traf på ny den 19. marts 2024 en afgørelse på området (SKM2024.199.SR), der drejede sig om, hvorvidt et selskabs investering i udlejningsejendomme skulle anses som pengetankaktiver. Der var tale om en betydelig beholdning af udlejningsejendomme tilhørende et selskab.
Sagen drejede sig om et familieforetagende, som af historiske årsager ejede et større antal udlejningsejendomme placeret i en raekke selskaber. Tanken var nu at fusionere disse selskaber til ét selskab, der herefter skulle overdrages til børn og børnebørn med succession.
Det var oplyst, at virksomheden igennem årene uafhaengigt af den formelle ejer- og selskabsstruktur havde vaeret drevet og udviklet som en aktiv og samlet ejendomsvirksomhed med drift, administration, renovering, modernisering, projektudvikling samt køb og salg af fast ejendom.
Det var endvidere oplyst, at selskabets aktiviteter aktuelt omfattede drift, administration og udvikling/renovering af en raekke ejendomme med i alt ca. 300 enheder beliggende i Aarhus og Esbjerg. Familien varetog selv den daglige drift, herunder via ansat kontorpersonale, vicevaerter og håndvaerkere. Det var oplyst, at virksomheden havde tre fuldtidsansatte. Familien havde tillige igennem årene aktivt forestået istandsaettelse og renovering af ejendommene.
De pågaeldende ejendomme blev efter det oplyste benyttet til udlejning til erhverv og beboelse. Den pågaeldende benyttelse sås ikke at vaere af midlertidig karakter.
Skatteyderens overordnede synspunkt
Skatteyderens argumentation til støtte for, at investering i udlejningsejendomme ikke var en passiv investering, var baseret på skatteyderens forståelse af den ovenfor omtalte afgørelse fra Højesteret af 19. januar 2023 (SKM2023.168.HR).
Det var således skatteyderens helt overordnede synspunkt, at efter en lovaendring fra 2017 sammenholdt med naevnte højesteretsdom, var det ved bedømmelse af, hvorvidt der var tale om en aktiv eller passiv investering, ikke afgørende, hvorvidt der var tale om udlejningsejendomme eller ej. Afgørende var den aktivitet, der var knyttet til den pågaeldende investering.
Det blev således af skatteyderen anført, at: »Der er således med Lov 2017.683 sket et paradigmeskift fra bedømmelse af aktivet til bedømmelse af aktiviteten.«
Dette er nu også fastslået af Højesteret. Om jeg har forstået det korrekt, medførte Højesterets dom efter skatteyderens opfattelse, at det ikke var aktivets karakter, men aktiviteten knyttet til det pågaeldende aktiv, der var afgørende for, hvorvidt der var tale om en pengetankaktiv eller ej. Dette uanset at Højesterets bemaerkning måske tog sigte på, hvorvidt den konkrete vurdering af vindmøller og solceller, omfattet af formuleringen ”og lign.”, drejede sig om forståelsen af begrebet ”og lign.”
Skattestyrelsen havde til brug for afgørelsen udarbejdet et saerdeles grundigt materiale, herunder en gennemgang af lovens udvikling, hvor der bl.a. blev peget på, at det ved udformningen af den oprindelige bestemmelse om udelukkelse af succession (lovaendring fra 2000) som spørgsmål 8 til skatteministeren blev spurgt til:
»Kan ministeren forklare, hvorfor der i generationsskifte-sammenhaeng skal vaere forskel på, om et selskab udlejer biler eller fast ejendom, hvis der i øvrigt laegges en betydelig arbejdsindsats i begge virksomheder?«
Skatteministeren anførte som svar herpå bl.a., at: »Udlejning af fast ejendom, [er] efter min opfattelse, en form for passiv anbringelse af kapital. Dette gør sig ikke gaeldende, for så vidt angår et biludlejningsfirma.
Det primaere formål med gunstige generationsskifte-regler er, at erhvervslivet skal have mulighed for at videreføre en aktiv erhvervsvirksomhed, uden at det haemmer produktionen eller beskaeftigelsen. Disse betingelser opfylder udlejningsejendomme ikke, når de ikke anvendes i ejerens erhvervsvirksomhed.«
Videre blev vedrørende lovaendringen i 2017, hvor der blev indført forskellige aendringer af loven fra 2000, anført, at der med denne lovaendring ikke var tilsigtet en udvidelse af kredsen, der kunne overdrage med succession.
Skatterådet tiltrådte her Skattestyrelsens meget grundige argumentation og fastslog, at den omhandlede investering i udlejningsejendomme skulle anses for pengetankaktiver, uanset en vis aktivitet fra personaktionaererne.
Afgørelsen lå dermed på linje med en tidligere afgørelse fra Skatterådet (SKM2020.550.SR) i en sag, hvor der ligeledes blev udfoldet en ikke uvaesentlig aktivitet fra ejerkredsens side.
Landsskatterettens praksis
Afgørelsen ligger på linje med sagen afgjort ved Landsskatterettens afgørelse af 6. november 2023 (SKM2023.626.LSR), som blev afviklet delvis sideløbende med Skatterådets behandling af ovennaevnte sag.
Sagen afgjort af Landsskatteretten drejede sig om en påtaenkt overdragelse af en post aktier med succession i levende live.
Landsskatteretten fandt bl.a., at to ejendomme, der blev udlejet i den omhandlede periode, skulle anses for passiv kapitalanbringelse, selvom der foregik en vis grad af projektudvikling på ejendommene.
Landsskatteretten antog i overensstemmelse med hidtidig praksis, at det var hovedreglen, at udlejningsejendomme anses som passive kapitalanbringelser (pengetankaktiver). Landsskatteretten anførte således bl.a., at:
»De omhandlede ejendomme er i udgangspunktet passiv kapitalanbringelse, jf. ordlyden af Aktieavancebeskatningslovens § 34 og forarbejderne til bestemmelsen. Det findes ikke på baggrund af det oplyste godtgjort, at der er tale om ejendomme, der indgår i aktiv virksomhed og dermed udgør en undtagelse til hovedreglen om, at fast ejendom, herunder ubebyggede grunde og ejendomsprojekter, er passiv kapitalanbringelse.«
Skatteyderen havde, som i Skatterådets ovenfor naevnte afgørelse af 19. marts 2024, (SKM2024.199.SR), henvist til samme fortolkning af Højesterets dom (SKM2023.168.HR), hvilket affødte følgende afsluttende kommentar fra Landsskatteretten: »Højesterets dom - SKM2023.168.HR ses ikke at kunne medføre et andet resultat.«
Såfremt sagen bliver indbragt for domstolene, vil den blive omtalt i naervaerende spalter.
Den 24. marts 2024 traf Skatterådet endnu en afgørelse, hvor det i overensstemmelse med praksis blev fastslået, at et selskabs investeringer i udlejningsejendomme som udgangspunkt måtte anses som en passiv investering (pengetankaktiv).