Ugen på Tvaers: Pas på! Kineserne kommer og ta’r os

Der er efterhånden kinesere over det hele. Og ikke blot de tre små på Højbro Plads. EU truer kineserne med told på elbiler, vindmøller og rodebutikken Temu. Men lige lidt hjaelper det åbenbart. De flytter bare produktionen inden for EU’s graenser. Bilproducenten BYD planlaegger at bygge en fabrik i Ungarn, og maerket Chery har indgået en aftale om produktion i Spanien på en gammel Nissan-fabrik. På havnen i Esbjerg må direktøren kaempe for at holde kineserne ude, så Vestas, Siemens Gamesa og Ørsted ikke mister deres kajpladser. Og shoppinggiganten Temus pakker vaelter ind med alskens billigt tingeltangel fra det store rige i midten. EU vil holde kineserne ude, fordi de beskylder dem for at underløbe europaeisk industri med stor statsstøtte. Måske skulle vi bare lade dem komme. Så kan de kinesiske indbyggere få lov til at betale halvdelen af den oprindelige kostpris for en elbil og en vindmølle. På et tidspunkt løber selv den kinesiske kasse vel tom.

FUSK

Forestil Dem, at en virksomhed har 100 sommerhuse til udlejning. Denne virksomhed beslutter nu at saelge den samme uge i sommerferien i sine 100 sommerhuse til 120 kunder. Det kan man ikke, ville De straks sige. Jo, det kan man godt, hvis man følger logikken fra teknikforvaltningerne i København og Aarhus. Det er endda lovligt set fra kommunalt hold. Sommerhusudlejeren kan med rette sige, at alle 100 familier alligevel nok ikke er i sommerhusene hele tiden døgnet rundt. Derfor er der plads til at kraeve penge fra yderligere 20. Sådan foregår licenssystemet for parkering i de to store byer nemlig. Her saelger man licenser til langt flere p-pladser, end kommunerne rent faktisk råder over. Ifølge rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Nicolaj Bang (K) ”er det ikke meningen, at alle beboere skal holde parkeret på samme tid, men at beboerne skal have forskellige behov i løbet af dagen”. Var den slags fusk – at saelge en vare, man ikke råder over – foregået i en privat virksomhed som eksempelvis en sommerhusudlejer, var den havnet på forsiden af Ekstra Bladet, hos Ombudsmanden, og politikere fra både Aarhus og København havde kritiseret virksomheden for svindel.

TRAELLENE

»Der kommer til at vaere udfordringer i forhold til, at vi ikke kan rekruttere den arbejdskraft, som vi får brug for på den lange bane, hvis det her mønster fortsaetter.« Ordene kommer fra Dansk Arbejdsgiverforenings politiske chef for arbejdsmiljø og sundhed, Christina Sode Haslund. Hun er bekymret for vores søvn, og derfor går arbejdsgiverne op i, om vi får sovet godt nok, inden arbejdet kalder igen. Tidligere har arbejdsgiverne og andre blandet sig i, om vi ryger, motionerer, spiser, får børn nok, vores sygefravaer, vores overvaegt etc. Listen er efterhånden uendelig lang, i takt med at denne type foreninger – og staten – har alt for mange penge og for mange ansatte, der ikke har nok at gå op i. Hvis I har ”udfordringer” med at skaffe traelle nok til jeres arbejdsstationer, skyldes det måske naermere, at I vil blande jer i noget, der dybest set ikke rager jer. Prøv at holde jer til at aftale løn- og arbejdsvilkår hvert fjerde år, så kan det vaere, at vi får lyst til at tage et arbejde og ikke føler, at vi har tilmeldt os ufrivillig terapi.

PRIDE OVER AND OUT

Det begyndte ellers så godt med Copenhagen Pride, der var en fejring af bøsser og lesbiske og deres ret til at vaere her nøjagtig som alle andre. Det manglede bare. Priden voksede og fik store prominente sponsorer som Maersk, Dansk Industri, Novo m.fl. Men så blev Priden kapret indefra af politiserende kønsaktivister, hvilket kulminerede med et krav om stillingtagen i konflikten mellem Hamas og Israel (til fordel for Hamas, selvfølgelig). Copenhagen Pride forventede, at dens sponsorer skulle ”stå solidarisk med det palaestinensiske folk”. Det kan man måske godt kraeve, men det fandt sponsorerne meget lidt inkluderende og smaekkede pengekassen i. Den ultimative våde drøm må vaere, at Hamas bliver hovedsponsor for LGBTQIA+-rettigheder. Det skal nok gå godt. Det er der stor forståelse for i Palaestina og tilliggende områder.

KØPENGE

Der er mange ting, vi ikke forstår her på På Tvaers. Vi erkender gerne vores uformåen. Vejdirektoratet har i en ny analyse af traengslen på de danske veje opgjort, at danskerne spilder 350.000 timer om dagen på at holde i kø. ”Det svarer til et samfundsøkonomisk tab på 31 mia. kr.” om året, skriver direktoratet. Vi er med på, at det kan vaere fordyrende, at varer og tjenesteydelser bliver forsinkede, og dermed er kødannelser et fordyrende led. Men 31 mia. kr.? Hvordan passer det regnestykke? Hvis man skal møde på arbejde kl. 8 og tager hjemmefra kl. 6 – for at holde i kø – så har man spildt to timer. Men dem havde man jo ikke brugt på at arbejde? Så det er vel højst den enkelte, der mister nogle timer, og ikke ”samfundsøkonomien”. Og ens egne timer er i princippet gratis. Irriterende splid, men gratis i samfundsøkonomisk forstand. Eller hvad?

SÅ’ DER KAF’

Det er en hård kamp, danske erhvervsorganisationer kaemper og har kaempet for at få meget gamle afgifter ophaevet. Eksempelvis vil Dansk Erhverv gerne have en 94 år gammel afgift på kaffe slettet. Afgiften stammer fra 1930 og var en saerskat på luksusvarer. I dag er afgiften på 5 kr. pr. pund kaffe. Den indbringer 300 mio. kr. om året og holder, hvad der svarer til fem fuldtidsbeskaeftigede i gang hos Skat. Ude i virksomhederne koster den også penge i administration. Men det er ikke nemt at slippe af med afgifter, der i dag virker helt skaeve. Det er dog lykkedes med Nøddeafgiften fra 1922. Denne absurditet blev slettet i 2020, men der er masser af andre maerkelige afgifter, som stadig lever i bedste velgående, selvom formålet med dem er helt forduftet – altså udover at skrabe penge ind.

ET BETTE MØS

Datingprogrammer er blevet til en stor forretning for tv-selskaberne. Der er ingen ende på antallet og formaterne, hvor alt fra landmaend, nøgne, ekskaerester, blindtest og gift ved første blik har indtaget skaermene med folk, der ikke kan finde ud af at bruge Tinder eller bare mangler gode indgangsreplikker ved en bardisk. Og seertallene stiger og stiger. Det er godt nok sjaeldent, at nogen af forholdene varer ret laenge, efter at kameraerne er slukket, men det er feelgood-underholdning. »Det er fuldstaendig lige meget, om deltagerne får succes med kaerligheden eller ej. Det er laering, der er det vigtige. Deltagerne kommer til at laere noget af det uanset, og det gør seerne også,« forklarer etnolog, trendforsker og forfatter Julia Lahme den store popularitet med. Så hvis vi vil laere noget, må vi hoppe på ”Bachelorette 2”.