DEN RASTLØSE REPORTER
Meningen med livet kunne ikke vaere at sidde i et klassevaerelse.
Jeg har mødt Ulla Terkelsen hundredvis af gange. Ikke ansigt til ansigt. Men når jeg har taendt for nyhederne eller set hende traede vande foran Amalienborg, når der skete noget stort på den royale front.
Jeg har aldrig drømt om at blive korrespondent med hele verden som min arbejdsplads. På den måde har
Ulla Terkelsen ikke vaeret et forbillede. Men som ung journalist var jeg ret begejstret for hendes åbenlyse engagement i den virkelighed, hun rapporterede fra.
Det var også et engageret menneske, jeg mødte, da jeg for 20 år rejste til London for at lave et større portraet af kvinden med de mange frisurer og kulørte halstørklaeder.
På det tidspunkt arbejdede hun som udrykningsklar faldskaermsreporter for TV 2 med fast base i den engelske hovedstad. Jobbet indebar, at hun kastede sig ind i en flyver, hver gang verdensbegivenhederne kaldte på at blive daekket. Det gjorde de ofte, og Ulla Terkelsen har gjort mig klogere på alt fra amerikanske praesidentvalg over islandske jordskaelv og italienske mafiamord til EM i fodbold og kvindeliv i Kabul.
Tilbage i 2004 var hendes karriere på sit højeste. I hvert fald hvad angår kendisfaktor og folkelig popularitet.
Alle vidste, hvem Ulla Terkelsen var, og mange elskede hende.
Det sidste forstod jeg godt.
I London mødte jeg en 60-årig journalist, der havde mere fart i fødderne end de fleste, og jeg skulle op i tempo, når jeg halsede efter hende gennem Londons gader med min diktafon.
Undervejs nåede hun også lige at laegge vejen forbi sin favoritfrisør, hente et par frakker på renseriet og smide en hurtig sandwich i munden på en parkbaenk, inden hun og jeg sluttede dagen af med en fyraftensøl på en lokal pub, hvor faldskaermsreporteren fortalte, at rastløsheden havde klaebet til hende hele livet.
Af samme grund var timerne i barndommens aarhusianske klassevaerelser naesten uudholdelige. Hver gang hun kiggede ud ad vinduet, blev hun mindet om alt det, hun gik glip af.
»Jeg taenkte, der måtte vaere noget andet end det her. Noget større. Meningen med livet kunne ikke vaere at sidde i et klassevaerelse. Jeg har altid haft en stor udlaengsel. Jeg havde følelsen af, at der var noget rundt om hjørnet, der var mere interessant. Et sted, hvor vinden suste i palmerne, og hvor der blev spillet sjov musik,« som hun sagde til mig dengang i London.
I den kommende uge fylder kvinden, der har brugt det meste af sit voksne liv på at flytte sig, så 80 år. I den anledning udgiver hun erindringsbogen ”I min tid”, som vi bringer et uddrag fra i dagens JP Bøger.
Og selv om Ulla Terkelsen stadig flytter sig rundt i verden, er rejserne med årene blevet faerre, og i dag bruger hun mere og mere tid i sin lejlighed i den sydfranske badeby Cannes. Selv Ulla Terkelsen bliver aeldre.
Og apropos at blive aeldre så var et af mine spørgsmål tilbage i 2004, hvordan den dengang 60-årige journalist havde det med at blive gammel.
Svaret lød sådan her:
»Det er jo ikke noget, man selv bestemmer. Det er noget, der bare sker, og det nytter ikke argumentere imod det. Det svarer til at argumentere imod årstidernes skiften. Jeg er ikke bange for alderdommen. Jeg er heller ikke bange for at dø. Jeg kan selvfølgelig vaere bange for, at det kommer til at gøre ondt. Men jeg vil hellere vende det om og glaede mig over, at jeg har levet så laenge. Jeg har venner, der døde tidligt og ikke nåede at opleve det, de skulle. Det er sørgeligt. Men jeg er 60 år. Taenk, at jeg har levet så laenge. Et liv er noget, der skal bruges, og bliver det brugt rigtigt, så er der ikke noget sørgeligt i, at det slutter.«
God laeselyst!