Med døden som kraftfuld medpassager
Maddie Mortimer skriver rørende og fabulerende om, hvordan en terminal kraeftdiagnose kan flå en familie fra hinanden. Den britiske forfatter mistede selv sin mor til kraeften som 10-årig, og i sin debutroman giver hun sygdommen sit eget staerke sprog.
Boganmeldelse
KORT OVER KROPPENS LANDSKAB
Skønlitteratur
Forfatter: Maddie Mortimer
(på dansk ved Siri Ranva Hjelm Jacobsen) Sider: 436
Pris: 299,95 kr.
Forlag: Lindhardt og Ringhof
333333
En dødsdom må naturligvis have konsekvenser for, hvordan man lever resten af sit liv.
Det har det i den grad for 43-årige Lia, der efter at have kaempet en årelang kamp mod en aggressiv og evigt tilbagevendende brystkraeft har indstillet sig på, at hendes liv naermer sig afslutningen. Det påvirker ikke bare hende, men også hendes mand, Harry, og deres prae-teenagedatter, Iris.
Alle prøver de hver isaer at finde en måde at vaere i det liv på, som i den grad er formet af døden, uden helt at overgive sig til undergangen.
Denne triste skaebnefortaelling er udgangspunktet for britiske Maddie Mortimers debutroman, ”Kort over kroppens landskab”. Romanen er selvbiografisk inspireret, da forfatteren som 10-årig oplevede at miste sin mor til kraeft. Måske derfor føles den flerstemmige roman staerkest og mest naervaerende, når perspektivet er placeret hos datteren Iris, der befinder sig i vadestedet mellem barndom og ungdom. Med alle de skaermydsler, den slags traekker med sig.
Med døden som medpassager
Siden Iris var lille, har hun haft et ordritual med sin mor, hvor de to har opfundet betydninger til meget fremmede fremmedord:
»OK, hvad lyder ordet antimeri som? Iris taenkte sig om et øjeblik. Siden hun fyldte otte, var der blevet laengere mellem ordsamtalerne. Da hun fyldte ti, var de blevet en sjaeldenhed. Men Iris efterspurgte dem oftere nu, som om hun kaempede desperat mod tidens tag i dem, og det var sødt af hende, at hun aldrig havde ladet dem stoppe helt.«
For selvom antimeri hverken betyder en »pangrød blomst« eller er »et hemmeligt ord for det omrids, månen kaster på stille vand«, så er det i ordene og fortaellingerne, at erindringen om den nutid, der snart bliver til permanent fortid, er placeret.
Sådan er det både for figurerne i ”Kort over kroppens landskab” og for forfatteren Mortimer, der helt eksplicit lader ordene få deres eget liv på siderne og knopskyde kalejdoskopisk og sprede sig som – tør man sige – kraeftceller.
Med døden som medpassager bliver romanens kraeftramte hovedpersons begreb om tiden også sløret og fragmenteret.
”Kort over kroppens landskab” veksler mellem den smertefulde nutid og Lias fortid og låner undervejs i saerlige kapitler fortaellestemmen til en underligt udefinerbar instans, der pendulerer mellem første- og tredjeperson, og som på én gang lyder som kraeften selv, men samtidig praesenterer sig som en alvidende bevidsthed med både personlig og kulturel erindring:
»Det trøster mig, at jeg er udsprunget af samme kilde, gjort af samme semantiske stof som fostret. Spraellende vaekst, hurtigvoksende fostervaesen, hyperaktive lille parasit. Det er godt at blive mindet om, at jeg ikke er så anderledes.«
Kraeften flår i familien
Det er fascinerende, men også kraevende at laese Mortimer.
Selvom jeg som laeser gerne vil hylde de litteraere formeksperimenter, er mange af afvigelserne naesten for voldsomme. Det bliver for springende, for uhåndterligt.
Til gengaeld fungerer den hastige pendulering mellem fortid og nutid fremragende.
Den kraeftramte Lia vokser som barn op som ensomt enebarn i en staerkt religiøs familie, hvor faren er praest, og moren hans tro discipel.
Lia selv føler sig som et fremmedelement i den stålsatte konstellation, indtil den fire år aeldre Matthew en dag ud af det blå ankommer til familien. På det tidspunkt er Lia 12 år gammel, og mens foraeldrene ser et religiøst lys i den unge mand, som ikke er blevet taendt i deres datter, så vaekker han et hidtil ukendt begaer i hende og tilbyder en drøm om en udvej.
Matthew kommer til at spøge i Lia gennem hele livet og og står ikke bare som en flyvsk modsaetning til hendes stabile aegtemand. Han prikker også til Lias konstante frygt for, at det er hendes manglende tro på Gud, der har givet hende kraeft.
Maddie Mortimer er allerbedst i sine beskrivelser af, hvordan kraeften flår i og flosser familien. Når datteren Iris prøver at skabe sig en forestilling om en fremtid, hvor hun skal forholde sig til skolens ”skodpige” og hendes ondsindede rygtebørs af de andre elevers laekkede hemmeligheder, samtidig med at hun skal håndtere, at hendes mor svinder mere og mere ind.
Det er smukt leveret og er med til at gøre ”Kort over kroppens landskaber” til en både staerk og følelsesmaessigt dybt engagerende laeseoplevelse.