På vaklende grund
Alexander Rich Henningsen debuterer med en forvaltningsgyser, der portraetterer det danske velfaerdssamfund som en spedalsk Frankenstein, hvor det meste går galt. Det systemkritiske satireplot er hverken kedeligt eller irrelevant. Men der er noget, som ik
Skønlitteratur
Forfatter: Alexander Rich Henningsen Sider: 300
Pris: 299,95 kr.
Forlag: Gutkind
333333
Forvaltningen er den største del af statsstyret. Det er også en af de mest omdiskuterede. Den er for dyr, for stor, for politisk, for bureaukratisk eller bare for dårlig.
Meningerne er mange, kritikken svigter sjaeldent, og det hele flyder konstant ind og ud af samfundsdebatten. Taenk på de senere års strøm af møgsager med rødder i forvaltningen: it-skandalen, minkskandalen, skatteskandalen. Fortsaet selv listen.
Ja, måske kan man ligefrem tale om den offentlige administrations aktuelle legitimitetskrise?
Det kan man i hvert fald i romanen ”Mother Earth”, som er forfattet af debutanten Alexander Rich Henningsen, der er uddannet sociolog og fungerer som redaktør ved det glimrende onlinemagasin Atlas.
Bogen er en kollektivroman, hvis gruppeportraet af velfaerdsstatsborgere og velfaerdsbureaukrater er centreret omkring tre skikkelser: den unge fuldmaegtige Andreas Hahnemann, forvaltningschefen Liselotte Høgsbjerg og den aldrende ingeniør Claus Carstensen.
Deres historier – der knopspringer i alle mulige retninger med skilsmisse, diagnosebørn, politisk korrekthed og verserende identitets- og kulturkampe – knyttes sammen af historiens centrale figur: det gigantiske og grønt innovative byggeri Mother Earth, der med romanens finansministers ord vil inkarnere danske kernevaerdier:
»Inklusion, solidaritet, humanisme og velfaerd for alle uanset baggrund.«
Mere tung end skarp satire
Citatet fra den fungerende finansminister understreger det absolut svageste aspekt ved ”Mother Earth”, som er den overgjorte prosa, der tenderer mod at gøre udsagn til replikker, karakterer til typer og scener til opstillinger.
Jeg ved godt, at aerindet er satire, men det karikerede er oftere mere tungt og tydeligt end egentlig skarpt.
Med det sagt oplever jeg også ”Mother Earth” som en ret faengende bog. Det skyldes et tempofyldt plot samt romanens grundgreb eller grundoptik, der allerede ligger indbygget i fortaellingens egensindige genrebetegnelse ”forvaltningsgyser”. Det er nogenlunde passende.
Således er det kritiske aerinde portraettet af den danske samfundsmaskine som en art spedalsk Frankenstein. Et selvskabt monster, hvis destruktive natur dog først og fremmest handler om tragikomiske opløsningstendenser.
Det fører tilbage til Mother Earth, det politiske prestigeprojekt, der skal saelge idealfortaellingen om den skandinaviske velfaerdsstat, som møder verserende udfordringer med innovation og nordic design.
I romanen er der dog en voldsom diskrepans mellem ideal og realitet. Det (mis)forhold bliver klart for fuldmaegtig Andreas Hahnemann, der har fået opgaven som dataog dokumentationsansvarlig på projektet og derfor skal håndtere forsinket cedertrae, tidsskred og budgetoverskridelser, ligesom han skal jonglere med spørgsmål om »klimaneutral beton« samt stresset-glatte mellemledere. Og almen sjusk, ligegyldighed og inkompetence.
På vaklende grund
Mest presserende er det dog, at Mother Earth står på vaklende grund.
Da ingeniøren Claus Carstensen, en bitter, men faglig haedersmand – karaktertraek, der har fået hans karriere til at stagnere – tager prøver af fundamentet, er det således fyldt op af »affaldstrae, flamingo, søm, plastic, skumgummi, pap og papir samt et enkelt cigaretskod og en enkelt ølkapsel«.
Hvem lytter til den slags indsigelser i projektforvaltningen? Ingen.
I stedet udarbejdes notater baseret på tynd forskning og forcerede ekspertudsagn, for katedralen skal jo bygges.
Kun de få retskafne tager kampen op: Andreas, Carsten og sidstnaevntes søn, Isak, der som vegansk, blåhåret klimaaktivist ellers er gledet faderen af haende.
Igen. Det er hverken kedeligt eller irrelevant. Men det er, som om ”Mother Earth” har et designproblem, der knytter sig til den fodformede typekarikatur og traege prosa. Romanen vil gerne adressere et systemisk problem, der handler om konflikter mellem krav og ressourcer, om utilsigtet kludder i kaeder af ansvar, magt, faglighed og ekspertise i administrationen af den udøvende magt.
Men samtidig er det, som om disse strukturer – med få undtagelser – ender med at blive tegnet af enkeltstående idioter og opportunister.
Det tager i vaesentlig grad brodden af det kritiske forvaltningsgys.