Det smukke almindelige liv
Ulla Terkelsen runder et skarpt hjørne i den kommende uge. På onsdag fylder den garvede TV 2-journalist 80 år. Dagen inden udkommer hun med erindringsbogen ”I min tid”, som vi her bringer et eksklusivt uddrag fra.
Ioktober 1969 kørte jeg fra London med min davaerende familie, altså Guy, Nicholas og au pair-pigen Lone, på ferie til Italien i vores store Humber Super Snipe-stationcar med rødt laederindtraek og instrumentbraet af kirsebaertrae. Vi skulle bo i et hus i Umbrien i fem uger. På vejen ned fra London standsede vi undervejs og overnattede på tilfaeldige hoteller, vi skulle ikke skynde os.
På den italienske side af graensen mellem Frankrig og Italien flyttede vi en aften ind på et lille hotel ved Middelhavet. Jeg gik ind på hotellet for at høre, om de havde to ledige sovevaerelser for én nat. Der var ingen i receptionen, det var uden for saesonen, og receptionisten fungerede åbenbart også som tjener og bartender inde i restauranten. Jeg fandt ham og spurgte, om vi måtte flytte ind. Det var o.k.
Da vi var rykket ind, gik vi ned i restauranten, der var ved at lukke. Men den flinke hotelmand fandt alligevel noget mad til os i køkkenet, italienere er fleksible og kreative.
Der var kun én gaest ud over os, hun boede tilsyneladende lige i naerheden og var stamgaest. Det var en gammel engelsk kvinde, elegant, omend lidt for tyk, sød og med en lidt sjusket opsat stor frisure og sjal over skuldrene. Hun havde spist og stod nu ved baren, hvor hun underholdt den flinke italiener på sit engelskklingende italiensk, skønt han egentlig havde fået lidt at se til med os. Det distraherede hende overhovedet ikke, hendes talestrøm var uden pauser. Hun sagde hans navn, måske var det Massimo, utallige gange først og sidst i hver saetning, som man gør for at indynde sig, når man ved, at man er på graensen til det traettende, og – selvfølgelig – for at understrege fortrolighed. På et tidspunkt slentrede hun dog ud på gaden, og hendes gangart antydede, at hun havde fået dejlig rødvin til maden.
Det er mig, når jeg bliver gammel. Sådan sagde jeg til mig selv den aften for mange år siden. Jeg bliver som den engelske dame. Og sådan vil jeg gerne ende. Nede ved Middelhavet under palmerne blandt venlige mennesker, solskin, havudsigt og med en passende fysisk distance til verdens problemer og de mørke vintermåneder. Et sted, hvor the living is easy. Som gammel vil jeg gerne have lov til at vaere overfladisk.
Beslutningen om at bo dernede som gammel sad fast. Den har altid siddet i min underbevidsthed, og i alle årene siden er jeg hver gang blevet glad, når jeg har taenkt på beslutningen fra 1969. På en “så er det i hvert fald på plads”-måde. Da jeg boede i Paris og havde en ferielejlighed i Nice, var jeg kun et forholdsvist kort stykke vaek fra Middelhavet, vidste jeg. Det var kun nogle timer med TGV-toget fra Gare de Lyon ned til lyset. Det var rart at taenke på.
På et tidspunkt midt i 2010’erne skulle mine gode venner i Cannes, de hedder Lisa og Per, flytte fra deres gamle lejlighed med høje stuklofter på Rue d’Antibes. Jeg havde i nogen tid kigget efter at købe noget i Nice for at bytte min ferielejlighed lidt oppe i bakkerne ud med noget mere velegnet til permanent bopael i centrum af byen. Da Lisa og Per fortalte, at de skulle flytte fra den lejlighed, hvor jeg så tit havde vaeret deres begejstrede gaest, slog jeg til som en tårnfalk. Jeg flyttede sporenstregs til Cannes og overtog deres lejemål og fik samtidig samlet diverse ejendele fra opmagasineringer rundtomkring og fra den solgte ferielejlighed i Nice sammen og placeret ét sted. I Cannes.
I begyndelsen var jeg arrogant over for Cannes som by. Rakkede lidt ned på den. Jeg kom jo fra Paris og diverse andre metropoler og var vant til Nice som min ferieby. Cannes er jo ikke Paris, den er lille, og heller ikke hverken Nice eller Marseille, de to store byer på den franske del af Côte d’Azur, eller ‘Kysten’ i folkemunde. Der er ikke store universiteter, teatre, operahuse, symfoniorkestre, gadekampe, alternative LBGTQ-kvarterer eller gode boghandler.
Men der er et lokalt liv af høj kvalitet i Cannes uden for de festivaler, byen er kendt for, med filmfestivalen som den mest berømte. Det lokale liv er jeg blevet begejstret for.
I min barndom på Frederiksbjerg i Aarhus handlede min mor i alle de lokale forretninger i vores kvarter; købte kød hos slagtermester Hinge, pålaeg hos slagter Holdorf, fisk hos fiskehandleren. Fiskehandleren var en far og søn-operation. Jeg husker ikke navnene på dem, men de lignede begge fisk og havde knive i laederbaelter om kitlerne og en filmplakat fra Palads Teatret på Trøjborg i butiksvinduet, så vi kunne se, hvilke film de havde på programmet.
Købmand Fusgaard havde forretning i vores ejendom med store kaffemøller, der duftede helt ud på gaden. Bagermester Petersens forretning lå lidt nede ad Frederiks Allé hen imod Jaegergårdsgade, og gartner Henriksen og hans bror – der altid blot blev kaldt ‘Broren’ – var grønthandlerne ved siden af. På den anden side af gaden lå isenkraemmer Øbom og farvehandler Juhl, der gik til gudstjeneste for at høre teologiprofessoren P.G. Lindhardts praedikener i Klosterkirken ligesom os.
I Ewaldsgade, en sidegade til Frederiks Allé, boede hr. og fru Høegh, som havde et mejeri. Det kaldtes et ismejeri i København, erfarede vi fra min faster Valborg og onkel Børge, der var flyttet fra Aarhus til København. De reddede os fra latterliggørelse i hovedstaden ved at bruge et aarhusiansk udtryk, mejeri, om en forretning med maelk og smør.
I en dyb kaelder laengere ude ad Frederiks Allé lå der en osteforretning, hvor min mor købte ost på hverdage efter at have smagt på mange. Hvis vi skulle have gaester, købte hun ost i Borgportens Ostehandel i en passage i naerheden af Hotel Royal, det var finere oste end i kaelderbutikken på Frederiks
Allé med butiksruden.
Blomster købte hun på den ugentlige torvedag, det var altid torsdag, på Ingerslevs Boulevard på Frederiksbjerg eller på den ugentlige torvedag lørdag foran Aarhus Teater. Min far sendte også tit min mor blomster fra Blomsterhandler Abel på Store Torv nede i byen, som vi sagde. Det var fint bundne buketter med grønt mellem roserne. Hun kunne bedst lide gule roser.
»Det er mig, når jeg bliver gammel. Sådan sagde jeg til mig selv den aften for mange år siden. Jeg bliver som den engelske dame.«
løbende vand
Da jeg var lille, var jeg altid med min mor ude at handle om formiddagen, og efter at jeg begyndte i skolen, var jeg med, når hun skulle købe noget om eftermiddagen. Jeg insisterede på at komme med.
Som større blev jeg af og til sendt alene ud at løbe aerinder med en seddel fra min mor. Jeg elskede at komme rundt i forretningerne, hvor alle kendte hinanden og snakkede ivrigt, og vi blev hilst hjerteligt velkommen af dem bag disken og farvel igen og hils hjemme og med navns naevnelse. De voksne førte lange samtaler, og de ventende i køen brød ofte ind. På den måde fulgte man med i hinandens liv. På et tidspunkt blev min far syg med mavesår og indlagt på Aarhus Kommunehospital og kom derefter på rekonvalescens i Silkeborgskovene. Alle de handlende spurgte til ham, kan jeg huske. Hvordan har din far det? Det var rart at vide, at det ikke kun var vores egen familie, der savnede ham.
Det bedste ved at vaere syg var den ekstra dag, hvor man var blevet rask, men endnu ikke skulle i skole. Reglen var, at man skulle vaere feberfri én dag, inden man måtte komme i skole igen. Den feberfri dag var jeg med rundt i butikkerne hele dagen sammen med min mor. Ingen havde køleskab i min barndom, vi havde et isskab, der stod inde i spisekammeret, indtil jeg blev teenager. Så min mor købte friskt ind hver dag og havde mange ture op og ned ad trapperne i den anledning.
I dag køber jeg ind i Cannes på samme måde som min mor. Der er en stor torvehal, Marché de Forville, om hjørnet fra min lejlighed. Der kan man få stort set alt spiseligt. Den slags madmarkeder var der også inde midt i Paris, og der kom jeg ofte, da jeg boede der.
Besøg på markeder er altid en stor aestetisk nydelse. Alle varerne er friske og synlige, smukt arrangeret og ikke pakket ind, så man slipper for irriterende og unødvendig emballage. Der er utallige boder, så man ikke skal stå i en irriterende kø ved kassen som i supermarkeder.
Men vigtigst af alt er der en løbende menneskelig kontakt. Når man har købt ind nogle gange hos den samme ostehandler, slagter, aeggemand, grønthandler og så videre, så genkender de en, og der konverseres.
Omkring markedet i Cannes er der ud over caféer og bistroer en fremragende, ivrigt malende kaffehandler, en opfindsom isenkrambutik med alt, hvad man kan bruge af søm, rengøringsmidler og dørmåtter, så alle mine indkøb kan klares i skønhed og med menneskelig kontakt. Markedet er overdaekket med en smuk smedejernskonstruktion, det er åbent hver formiddag fra tirsdag. Og så fredag, lørdag, søndag er der stopfyldt med mennesker, der køber ind til weekendens kulinariske højdepunkter.
Man kan godt underordne sig den moderne tilvaerelses ulidelige monotoni og nøjes med at købe ind i supermarkeder. Men man kan også prøve at omskabe trivielle, nødvendige gøremål til smukke oplevelser. Det gør franskmaendene ligesom italienerne. Jeg prøver at gøre det hver dag i Cannes, når jeg går uden for min hoveddør, ligesom min mor gjorde det på Frederiks Allé i Aarhus.
Så jeg taenker med taknemmelighed på den ukendte engelske dame ved Middelhavet for mange år siden, en engel måske, en ledestjerne, der fik mig på rette spor og viste mig vejen til mit sidste opholdssted. Jeg taenker på restauratøren Massimo på markedet i Cannes, som laver de bedste og billigste pizzaer vest for den italienske graense. Jeg taenker på hans underskønne kone, der yndefuldt serverer dem, på hans søn med håret farvet blåt som aerbødig gestus over for Napolis fodboldhold, og som ekspederer i en delikatessebod og giver mig nedslag i prisen på deres fremragende gorgonzola.
Jeg er glad for at kombinere mit arbejde som journalist med det almindelige smukke liv, jeg lever nu i et område i Europa med meget lidt visuel forurening og med nydelse placeret højere oppe på listen end problemer.