Manden, der kom ind fra kulden
I år er det 40 år siden, Leif Davidsen debuterede som forfatter. Den tidligere korrespondent, der i mange år var DR’s faste mand i Moskva, fejrer sit jubilaeum med en vellykket politisk spaendingsroman, der som saedvanlig traekker på aktuelt stof fra den
I SKYGGEN AF KRIGEN
Politisk spaendingsroman Forfatter: Leif Davidsen Sider: 319
Pris: 299,95 kr.
Forlag: Lindhardt og Ringhof
333333
I år er det 40 år siden, den davaerende DRjournalist Leif Davidsen gav sig til kende som spaendingsforfatter. Det var laenge før, det blev populaert, ja, naesten obligatorisk for mediefolk af smide en krimi på det personlige cv.
Fire år tidligere, i 1980, var den dengang 30-årige Leif Davidsen strandet i en iskold lufthavn i Moskva som offer for et mere indgående sikkerhedstjek end normalt for vestlige pressefolk. Udsendt af det ikke laengere helt så stabile sovjetiske diktatur. Han fordrev ventetid og nervøsitet ved at udtaenke en plan om at skrive en politisk spaendingsroman.
Som han skriver i et essay op til sit forfatterjubilaeum:
»Jeg var isoleret i en mindre ventesal og havde ikke adgang til en telefon. Der var intet laesestof i den avisløse lufthavn, og jeg havde ingen at tale med. Jeg var temmelig fortvivlet over situationen, men så tog jeg min ulinjerede notesblok og en kuglepen og skrev en saetning, som jeg aldrig har glemt: ”Ethvert menneske med et fjernsyn kendte min kone. Derfor fik hele affaeren omkring hendes forsvinden under mystiske omstaendigheder en del omtale i pressen.”«
Saetningen satte gang i inspirationen til debuten ”Uheldige alliancer”, der udkom fire år senere, i 1984. I romanen trak Leif Davidsen på sine erfaringer fra tiden som korrespondent i Spanien. Den hårde kamp for selvstaendighed i Baskerlandet blev stof for forfatteren, hvis første hovedperson, Poul Jensen, kom til at gå igen i forskellige inkarnationer i de naeste mange politiske spaendingsromaner. Med stof fra Spanien og Balkan, men mest fra Sovjetunionen og siden Den Russiske Føderation.
Selvmord i faengselscellen
I sin nye roman er Leif Davidsen som saedvanlig aktuel i sit valg af stof.
I ”I skyggen af krigen” lever den tidligere højtplacerede efterretningsmand hos PET Peter Bojden et fredeligt om end noget utilfredsstillende liv i Malaga i kølvandet på en Metoo-sag.
Bojdens gamle ven og chef for FE, Kasper Bork, der i sin tid løb med hans kone og karriereoverhalede ham indenom, er blevet faengslet på et noget dunkelt grundlag, som tilsyneladende har at gøre med statens sikkerhed. Bojden har ikke meget tilovers for sin gamle ven, så da FE’s nye chef fortaeller, at Bork ønsker at tale med ham, naegter han. Men det skulle han måske ikke have gjort, for umiddelbart efter er Bork død. Selvmord i cellen, lyder politiets konklusion.
Men at der hører flere lag til historien, end den første enkle forklaring rummer, står klart, da Bojden anmodes om et diskret møde med ”styrelsescheferne” i politiet, FE og PET under et Nato-møde i Nordfrankrig.
Bojden bliver tilbudt at stå for »tilbundsgående og uvildige« undersøgelser, som det hedder på politikerautomatik, og komme med en objektiv konklusion, der endelig kan laegge låg på sagen.
Låget ville bekvemt vaere en bekraeftelse af selvmordet, men så let går det ikke, da Bojden først går i gang.
Sideløbende starter Ruslands ”specielle militaeroperation” i det østlige Ukraine, og
Danmark sidder med en intern sikkerhedsbrist, der truer samarbejdet med Nato-partnerne. En graverjournalist tilknyttet en stor dansk avis og med venskabsbånd til den afdøde efterretningschef får mulighed for sit livs scoop.
Statsministerielt diktatur
Som i alle gode politiske spaendingshistorier er kulissen højaktuel, men leder til udviklinger og konklusioner, som fiktionen giver licens til.
”I skyggen af krigen” er i meget høj grad en historie, der bygger mennesket Peter Bojden op.
Den 53-årige tidligere PET-agent er, som alle Davidsens figurer gennem hans 40-års forfatterskab, en rastløs mand, der hopper fra den ene eksistentielle tue til den naeste, og som har det med at miste sine kvinder. Bojdens påtvungne marginalisering i forhold til arbejdsmarkedet gør ham til et frit menneske med de muligheder og begraensninger, der ligger i det.
På en grundstemning af melankoli forsøger Bojden at leve det enkle, gode liv – uforpligtende parforhold, omeletter, stegte søtunger, dejlig vin og den forbudte cigaret – mens han med kritisk ironi betragter livet omkring sig.
Det bliver som vanligt til en raekke slet skjulte bredsider mod dansk selvtilstraekkelighed og provinsialisme. Fra minksag til spindoktorvaelde.
Mest på den kritiske front fylder dog Bojdens lede ved den mulighed, som covidhåndteringen har givet statsministeren til at indføre en slags statsministerielt diktatur med staerke højtstående embedsmaend og svage styrelseschefer som instrumenter.
Da Leif Davidsen i sin tid kom på banen, var det, efter at den britiske politiske spaendingsroman, isaer spionromanen, havde introduceret først Ian Flemings Agent 007, siden John le Carrés George Smiley og Len Deightons Harry Palmer.
Men i 80’erne sluttede danskerne endelig op om genren, og Davidsen blev sekunderet af Jan Stage og op gennem 90’erne af forfattere som Hannibal Enggaard, Morten Hesseldahl og Mich Vraa.
På det seneste har genren herhjemme brilleret med fremragende politiske spaendingsromaner af Tobias Bukkehave, Iben Albinus og Kim Leine.
Sjusk fra forlaget
Laesere af Leif Davidsen vil finde alt ved det gamle, men på det aktuelle nyes praemisser. Der har altid vaeret en saerlig dansk tone over den tidligere DR-journalists univers, en holdning praeget af den gennemtraengende venligt-ironiske kritik, som han ikke sjaeldent bebrejder danskerne som deres foretrukne tilgang til tilvaerelsen.
Det er alt sammen godt.
Desvaerre kan man i den nye roman finde bevis for forlagenes manglende vilje til forfatterdialog eller evne til ditto. Simpelt kvalitetskontrolsvigt.
I tilfaeldet Leif Davidsen slipper man af sted med at gøre en potentielt fertilitets-invaliderende børnesygdom til ”forårssyge” og ikke det korrekte ”fåresyge.” Den andalusiske musik og dans hedder ”flamenco” og har intet at gøre med de lyserøde, langbenede vadefugle.
Og sådan fortsaetter fejlene.
Det er forlagssjusk. Hverken mere eller mindre.