Ubeskriveligt klamt faenomen har bredt sig fra skoven til kirkegården
Har Aarhus en hidtil overset gruppe af internt fordrevne, der ikke kan holde sig, eller har lidelsen ”løbemave” muteret? Der er noget, der stinker.
Der er noget saerligt fredfyldt ved at faerdes på en kirkegård, der indbyder til ro og eftertaenksomhed. Sindet og kroppen slapper af. Lidt for meget, åbenbart. For efter to saerdeles ulaekre oplevelser på Nordre Kirkegård er der simpelthen noget, vi bliver nødt til at tale om, og skulle du sidde midt i rundstykket, beklager jeg.
For det er åbenbart ikke kun tårerne, der kan presse sig på midt mellem gravsten, perlegrus og thjuahaekke. To gange inden for en uge har jeg (eller snarere fruens hund) opsnuset menneskeafføring på kirkegården. Bag en affaldscontainer til visne blomster og midt i en buksbom, der – maengden taget i betragtning – i hvert fald ikke kan klandre manglende naeringsstoffer for sin langsommelige vaekst.
Tidligere på denne plads har jeg desvaerre måttet delagtiggøre laeserne i, hvordan dét at – undskyld udtrykket – skide i skovbunden har vaeret et så udbredt faenomen, at man bør taenke sig om en ekstra gang og revurdere planerne for morgendagen, når tjeneren på en af byens restauranter praesenterer en ret med ordene: »Og på siden har vi en olie kørt på ramsløg, som vi har hentet i Riis Skov.« Velbekomme.
beskrevet, hvordan jeg en eftermiddag blev ufrivilligt øjenvidne til en løbers tømning af tarmindholdet bag et langtfra tilstraekkeligt taetmasket fodboldmål. Løbermave er et kendt faenomen i den bevaegende klasse. I kombination med vask af lycrabuksen ved for lav temperatur skulle det efter sigende udløse en kløetilstand, så en løber ikke blot kan håbe på, at benene, men også armene er lange nok.
Om det er uhørt meget bevaegelse og deraf manglende
Jeg har også
kontrol med ringmusklen, der er årsag til uhyrlighederne på Nordre Kirkegård, vides ikke. Vidnerne er tavse. Undskyldninger er der ingen af, thi der ved kapellet findes et udmaerket toilet, hvor man kan lade tarmen hvile i fred.
Om det er uhørt meget bevaegelse og deraf manglende kontrol med ringmusklen, der er årsag til uhyrlighederne på Nordre Kirkegård, vides ikke.
Da det var vaerst i Riis Skov, skred byrådet til handling, og der blev opstillet skilte med temmelig intimiderende piktogrammer: Bummelum forbudt. Om det er forbuddet, der har traengt det traengende folk fra skoven mod kirkegården, skal jeg lade vaere usagt. I givet fald må der vaere tale om en hidtil overset befolkningsgruppe; de internt fordrevne, byens brown trash.
At besørge mellem gravsteder er ikke bare klamt. Hensynet og selvrespekten er for laengst det hinsides. Billedet af en familie, der må mindes en kaer afdød med naesen taet på en medborgers synlige og stinkende manifestation af respektløshed, er ubaerligt. Det må simpelthen stoppe.