Kom med på damejagt i Aarhus’ gader
Der er kommet mange nye gadenavne med kvinder i Aarhus på det seneste, men ét er savnet.
I fremtiden bliver kvinder mere synlige i gadebilledet. Det er uundgåeligt på baggrund af den minutiøse optaelling, der regelmaessigt gennemføres, og som hver gang afslører, at kvinder halter efter maendene, når det gaelder andelen af gadenavne.
Det kan kun skyldes en underrepraesentation af kvinder blandt de generaler, politikere og storkøbmaend, der tidligere lagde navn til gader og boulevarder.
Det bør der rettes op på, mener politikerne, der har etableret et ”vejnavneudvalg”, og i de nye kvarterer både på Aarhus Ø, i Gellerup og det tidligere godsbaneområde står der nu kvinder på gadeskiltene.
For politikerne er det muligt at hente emner fra en liste på nettet, hvor en raekke kandidater – maend og kvinder – er havnet, efter at de har vaeret foreslået og vurderet.
At det ikke er ligetil at finde passende navne, viser en lille vandring i de nye gader, hvor paradokser udstilles.
Digterne mødes
Tag nu det nye kvarter i Gellerup, hvor navene naermest skriger til hinanden. Tidligere kunne man nøjes med veje opkaldt af Karen, Bente og Dorte. Nu støder den fornemme digter Inger Christensen vinkelret på sin verdensberømte kollega Karen Blixen, der selvfølgelig råder over en hel boulevard. Karen Blixen, der var optaget af islam, munder til gengaeld ud i Trille Lucassens Gade – en ildsjael fra det lokale Cirkus Tvaers, der i 2015 som 43-årig omkom ved en trafikulykke.
Ikke langt derfra huserer et par af de første kvindelige professorer ved Aarhus Universitet sammen med Skagen-maleren Anna Ancher og skuespilleren Lily Broberg, der som ung optrådte på aarhusianske scener, inden hun i 1946 blev optaget på Det kongelige Teaters elevskole. Lily Broberg blev god i roller, hvor hun sagde sin mening, og hun havde en glansrolle som grisehandlerens jordbundne og selvstaendige kone Katrine i tv-serien Matador
Det undrer, at det fortsat er umuligt at finde en Eva Hemmer Hansens Gade i byen, hvor hun levede, og som hun i høj grad praegede med sit engagement.
Eva Hemmer Hansen, 1913-1983, laeste dansk og engelsk ved det nye universitet i Aarhus. I 1937 blev hun ledende senior i studenterrådet, men det var vanskeligt at få job, så hun supplerede sit cv med en translatøreksamen i engelsk, tog en kort journalistisk uddannelse og blev i 1944 ansat ved Demokraten.
Opgør med pamperne
Hun praegede avisen, men skrev også romaner, oversatte bøger fra engelsk – primaert
Dickens – og blev politisk aktiv. I 1958 kom hun i byrådet for Socialdemokratiet. Det var samme år, som Bernhardt Jensen blev borgmester.
Hvis vejnavne alene var et spørgsmål om ligestilling, ville hun vaere selvskreven, men der stak andet under. Hun, der i en årraekke var engageret i og formand for Dansk Kvindesamfund, havde det svaert med ”pampere”. Hendes holdninger provokerede dem, og kunne de komme efter hende, var de klar.
En sådan lejlighed bød sig, da Eva Hemmer Hansen ved Dansk Kvindesamfunds landsmøde i 1964 fortalte, at hun ved to valg havde stemt på et andet parti end Socialdemokratiet, fordi hendes eget parti ikke havde opstillet kvinder.
En krigserklaering til stambordet.
Siden søgte Eva Hemmer Hansen opstilling til Folketinget, men tabte til den senere finansminister Henry Grünbaum.
Faktisk mente ”pampernes” anfører, folketingsmand Peter Jørgensen, der var kendt som ”Peter Blod” og faellesformand for Socialdemokratiet i Aarhus, at Eva Hemmer Hansen skulle ekskluderes, fordi hun havde fravalgt Socialdemokratiet.
Hvilken ballade skabte forraederiet ikke. Der indløb en tsunami af laeserbreve til lokalpressen – over 1.000. Eva Hemmer Hansen fik energisk støtte af kendte partifaeller som Bodil Koch og Lis Groes, mens mange
menige kvindelige medlemmer forholdt sig passive.
Eva Hemmer Hansen var for langt forud for sin tid, og alligevel blev hun overhalet indenom af rødstrømperne.
Kvindernes kulturrevolution
I forbindelse med Dansk Kvindesamfunds 100-års jubilaeum skrev hun i 1970 bogen ”Blåstrømper, rødstrømper, uldstrømper”. Hun betegnede den selv som beretningen om kvindernes kulturrevolution i Danmark.
Balladen forud for EF-afstemningen i 1972 fik Eva Hemmer Hansen til at melde sig ud af Socialdemokratiet og skifte til Retsforbundet, hvor hun blev partiets repraesentant i Radiorådet.
Partiskiftet var endnu et forraederi, der i årtier naeppe fremmede apparatets lyst til at haedre hende en gade.
Det forekommer derfor naermest grotesk og saerdeles afslørende pludselig at befinde sig i Elna Munchs Gade i Gellerup. Byens vise faedre/mødre har fundet plads til Elna Munch, men ikke Eva Hemmer Hansen.
Begge var aktive i kvindebevaegelsen og blev valgt i kommunal sammenhaeng. Elna Munch for de radikale i København, og Eva Hemmer Hansen på liste A i Aarhus.
Provokatørens gade
Elna Munch fik også plads i Folketinget i 1918, efter at kvinderne have fået valgret.
Men Elna Munch evnede åbenbart ikke at hidse sine omgivelser op på samme måde som Eva Hemmer Hansen.
I dag hører provokatører til undtagelserne i raekken af kvindelige gadenavne. Trille Nielsen, der skabte opstandelse, da hun i en direkte tv-udsendelse sang om øjet i det høje, er blandt de få. Hun er dog henvist til Lisbjerg, for her er også en raekke gader, der er udsmykket med navne på kunstnere, der har optrådt for børn.
Om den gamle SF’er Ebba Strange også var lidt af en entertainer, forekommer tvivlsomt, men hun blev ikke sat på ventepenge som Eva Hemmer Hansen. Man fandt plads til Ebba Stranges Gade mellem Trille Nielsens Gade og Ole Lund Kirkegaards Allé
Det har virkelig vaeret kommunens mål at tilgodese kvinder og børn.
Der er omkring Lisbjerg et helt kvarter med kunstnere, der har underholdt børn for et halvt århundrede siden. Var de gået laengere tilbage, havde Tudemarie også fået sin plads i det nye kvarter.
Selvfølgelig de guldrandede repraesenteret: Thomas Winding og Povl Kjøller, men også Ingrid Skovgaard, der med engleagtig tålmodighed dannede par med Lillebror i ”Kikkassen”.
Der er naeppe mange, der er fortrolige med monopolets stjerner i dag, men måske er det beslutningstagernes egne favoritter, der haedres.
Kvarteret skal åbenbart skabe gode vibrationer, og navnene er så lidt originale, de kunne vaere hentet i en jukebox, da den var moderne. Taenk at bo i Jørgen Clevins Gade og risikere at modtage brev fra Vurderingsstyrelsen med besked om, at man skylder ejendomsskat for alle de sjove gader.
Det ville ikke vaere morsomt.