Prepping, nødforsyninger og forråd – hvis krigen kommer
I gamle dage var det ikke nødvendigt at ”preppe”, for de fleste var i forvejen selvforsynende.
mødes dagligt af en syndflod af reportager om verdens ufred og konflikter gennem alle mulige kanaler. Når landets medier med overskrifter som ”Sådan gør du dig klar til krise” varsler om muligheden af en tredje verdenskrig med gode råd om tjeklister på forsyninger, du skal have i dit hjem, bliver tidens usikkerhed med ét meget håndgribelig. Danskerne har da også kvitteret med en staerkt stigende interesse for kurser, hvor man bliver kriseparat. På de sociale medier laeste jeg for nylig om en bekymret medborger, som efterspurgte oplysninger om placering af naermeste beskyttelsesrum.
På TV 2’s hjemmeside kunne man i marts finde følgende overskrift: ”Prepping vinder frem i Danmark …”
Prepping er det moderne ord for at tilvejebringe nødforsyninger, således man er forberedt til en mulig krise eller katastrofe. Navnet er egentlig engelsk og kommer af ordet ”praeparation”.
Ikke laengere nødvendigt
Førhen i de meget gamle dage havde de fleste danskere, i hvert fald dem, som boede på landet og primaert var selvforsynende, et vis forråd. Ingredienserne var langtidsholdbare, høstet eller slagtet i løbet af sommer og efterår – konserveret, således man havde forsyninger nok til langt ind på foråret, hvor nye friske råvarer kunne erstatte de ensformige vinterserveringer.
Med industrialiseringen, hvor mange danskere flyttede fra land til by, og hvor isskabe og senere køleskabe erstattede et nødvendigt lager af forråd og den jaevnlige tur til landkøbmanden, var det hverken muligt eller nødvendigt med et større forråd.
Danmark udviklede sig fra landbrugs- til industriland, og det afspejlede sig i køkkenindretningen i form af elektriske komfurer, køleskabe og kummefrysere.
Med velstandsstigningen i løbet af 1960’erne forsvandt de gode gamle køkkendyder stort set. ”Mad tilberedt fra bunden” og ”efterretten” gled langsomt over i retter, som kunne tilberedes hurtigt. Efterkrigstidens køkken var karakteriseret ved, at al teknologi til fødevareopbevaring og fremstilling af maden var massefremstillede industriprodukter. Køkkenet var organiseret med henblik på at tilberede råvarer, som var forarbejdede og distribuerede gennem industrielle virksomheder. Arbejdsgangene i køkkenet tog hensyn til, at det kunne betjenes af mennesker, som tillige havde job på det industrialiserede arbejdsmarked.
De mange hel- og halvfabrikerede madvarer, som blev tilgaengelige for forbrugerne i 1960’erne, havde en laengere holdbarhed end den hjemmelavede mad, så en ugentlig indkøbsdag i et supermarked i den naermeste storby udviklede sig til en spaendende afveksling fra de daglige indkøb hos købmanden. Udviklingen blev mere markant, da kummefryseren fra midten af 1960’erne gav basis for omfattende storkøb. Familieudflugten til storbyen kunne som sidegevinst resultere i et hurtigt, stående måltid i form af pølser med brød ledsaget af en lunken chokolademaelk fra pølsevognen ved supermarkedets parkeringsplads.
Hvis krigen kommer
Midt i hele denne straeben efter materiel velstand, oplevelser og lykke gnavede frygten. En frygt for krig, udslettelse, tilbageskridt og sult. I januar 1962 udsendte Statsministeriet ”Hvis krigen kommer”, en husstandsomdelt pjece, som gav oplysninger om hensigtsmaessig adfaerd i tilfaelde af atomkrig.
Pjecen beskrev alarmeringsformer og førstehjaelp, og så henstillede myndighederne til, at hver husstand skulle indrette et beskyttelsesrum med nødforplejning til otte dages ophold. Det blev anbefalet, at madforsyningerne skulle vaere holdbare, kunne bruges kolde fra emballagen og vaere transportable.
Pjecen underbyggede frygten, og mange husVi mødre valgte prompte at skaffe disse nødforsyninger og derved opbygge hjemmets egen fødevarereserve til det beskyttelsesrum, som de faerreste dog nåede at få bygget. Dåsemaden med tilhørende sortiment af faerdige tilberedninger blev ved denne lejlighed introduceret i en lang raekke hjem, hvor de indtil da havde vaeret ubenyttede. Det var jo nemt, fandt mange af tidens husmødre ud af, og smagen kunne med lethed aendres blot ved brug af ganske få krydderier.
Laeser man videre i artiklen på TV 2’s hjemmeside vedr. prepping finder man beskrivelser af trer typer af ”prepper-pakker”:
En lille pakke til en uges forbrug med bl.a. dåsemad, vand, powerbanks (opladt) og f.eks. medicin.
Mellem-prepper-pakken indeholder forsyninger til op mod tre måneder med kogegrej, vandfilter, tøj til både varmt og koldt vejr og selvfølgelige en maengde mad, hvor ris, pasta, flåede tomater og supper naevnes som lette at tilberede.
Stor-prepper-pakken er beregnet til nødforsyninger i et år. Den er interessant for mig som madhistoriker. Den kan nemlig i høj grad sammenlignes med ernaeringsvilkårene fra Anden Verdenskrig, hvor befolkningen blev tilrådet at holde høns og kaniner og forsøge at vaere selvforsynende med grønsager fra egen have.I den moderne version tilrådes desuden ekstra braendstof, generator, vedvarende energiløsninger osv. osv.
Heldigvis udviklede den alvorlige situation sig ikke til krig efter Cubakrisen 1962, men mad på dåser, knaekbrød, kiks, chokolade og rosiner fandt vej til mange nye køkkenhylder, som sammen med sukker og bordsalt kunne indtages i fredstid, måske endda i forteltet på en af de nyopståede campingpladser. Lad os håbe, at verden atter genfinder fredeligere sameksistensformer, så prepperpakkerne blot bliver startskuddet på mere baeredygtige faconer på familieernaeringen.