I Lisbjerg fandt man en kilde til at forstå Middelalderen
I dag kendes Lisbjerg på nye boligområder og et kraftvarmevaerk. I fordums tid var området et kirkeligt, politisk og kulturelt samlingspunkt.
I dag er Lisbjerg en mindre forstad til Aarhus, men engang var den hjemsted for en af vikingetidens stormaend. En ny udstilling, udviklet af Bystrategi, Teknik og Miljø, tager dig med på rejsen fra Lisbjergs aeldste historie som en lille vandrelandsby helt op til i dag med det store forbraendingsvaerk.
De tidligste spor
Lisbjergs historie straekker sig tilbage ca. 5.400 år f.Kr., hvor jaeger-samlerbopladser praegede landskabet. Gennem årtusinder har mennesker bevaeget sig gennem området, udnyttet dets ressourcer og tilpasset sig naturens luner. Stenalderbopladser blev til “vandrelandsbyer”, der blev flyttet rundt efter jagtmarker og frugtbar jord. Lisbjergs tidligste samlingspunkt var dermed mobilt som et resultat af naturens krav og muligheder.
Efterhånden var det dog ikke kun naturen, der formede Lisbjerg. I vikingetiden trådte en stormand frem som landsbyens centrale skikkelse. Omkranset af en stor gård og et imponerende palisadehegn herskede stormanden over Lisbjerg og samlede arbejdskraft, kapital og militaer styrke. Lisbjerg blev et magtcentrum, hvor stormandens kompleks gav landsbyen noget, vi i dag kan kalde en identitet og sammenhaengskraft.
Med kristendommens indtog aendrede Lisbjerg sig igen. En traekirke rejste sig, og senere blev den afløst af en stenkirke, der markerede Lisbjergs tilslutning til kristendommen og dens position som en betydningsfuld landsby. Kirken blev ikke blot et religiøst, men også et politisk og kulturelt samlingspunkt, hvor magten blev underbygget med praegtige kunstvaerker såsom den gyldne altertavle.
Fra mondaen til ordinaer
Tiden med stormaend og magtcentre rundt om kirken blev afløst af nye tider. Der voksede byer frem, og inde i
Aarhus skød en maegtig domkirke op. Fra omkring år 1200 lå den ved sin nuvaerende plads ved Store Torv. Lisbjerg blev på den måde en ordinaer landsby i et stadigt mere centraliseret kongerige.
Derfra blev landbruget til det, man samlede sig om i Lisbjerg. I landsbyen organiserede man hverdagen ud fra det såkaldte landsbyfaellesskab. Med en faelles organisering af arbejdet og ejerskabet af markerne blev der skabt en stor sammenhaengskraft og et gennemgående faellesskab blandt landsbyens indbyggere. Forten, den grønne plads i midten af landsbyen, blev til det nye samlingspunkt for byen, hvor tilvaerelsen uden for kirkens rammer blev administreret og udlevet.
Overgang
Landsbyfaellesskabet medførte en hidtil uset stabilitet. Livet på landet aendrede sig nu ganske langsomt sammenlignet med vore tider. Generationer erstattede hinanden, og kun meget få nye tiltag blev implementeret i perioden 1500-1750.
Men selv ikke de mest solide faellesskaber er immune over for forandring. Mod slutningen af 1700-tallet blev landsbyfaellesskaberne efterhånden for ineffektive sammenlignet med udlandet. Nye tanker og viden strømmede til om såvel frihed, lighed og broderskab som nye, mere effektive landbrugsteknologier. I det lys blev en raekke frigørende landboreformer gennemført i slutningen af 1700-tallet, og landsbyfaellesskabet blev afløst af et mere individuelt, men effektivt landbrug.
Gårdene i Lisbjerg blev på den måde større og mere selvstaendige enheder, og deres marker blev samlet ud fra de enkelte gårde. Hvor jorden før var samlet i små forskellige lodder, blev jorden nu centraliseret ud fra den enkelte gård, der selvstaendigt dyrkede og ejede arealet.