»Godt nok er jeg lam, men det skal ikke forhindre mig i at udleve min ungdomsdrøm«
55-årige Anders Lehmann er lam fra halsen, men har ikke desto mindre brugt sin ingeniørbaggrund til at specialdesigne en kapsejladsbåd, som han nu har krydset Atlanterhavet i.
Da Anders Lehmann var 30 år gammel, besluttede han sammen med sin bror, svigerinde og en raekke venner at tage på en badetur i Taarbaek nord for København. I al hast skiftede han fra shorts til badeshorts på badebroen og gled, da hans ene fod hang fast i shortsenes elastik. Det resulterede i, at han faldt i vandet med hovedet først og ramte bunden med så stor kraft, at han braekkede nakken med et fatalt resultat til følge.
»Der var ret langt ned, og vandet var ikke saerligt dybt. De mener, at jeg ramte en sten med hovedet, da jeg nåede bunden. Uheldigvis bøjede mit hoved så meget til siden, at rygsøjlens øverste tap, der holder kraniet på plads, simpelthen knaekkede af. Den røg ind i rygmarven og lavede det, man kalder for et komplet brud, hvor alle forbindelser fra rygmarven bliver brudt. Jeg kan godt huske selve faldet, og at jeg lå med hovedet nedad i vandet og kunne fornemme, at der var noget helt galt. Til sidst råbte jeg om hjaelp, selv om jeg var under vand – og så besvimede jeg,« fortaeller Anders Lehmann.
Menneskets forunderlige evne
Da Anders Lehmann vågnede efter ulykken, skete det til den mareridtsagtige besked om, at han havde braekket nakken og mistet førligheden fra halsen, ligesom en respirator trak vejret for ham. Men øjeblikket var dog ikke helt uden håb.
Således lød det fra laegerne, at det var en mulighed at genoptraene dele af hans bevaegelighed. Siden havde Anders Lehmann en samtale med en krisepsykolog, der hjalp ham med at laegge både ulykken og hans forandrede liv mentalt på plads. En samtale, der stadig sidder i hovedet på Anders Lehmann.
»Laegerne sagde alle sammen, at der kan ske mange ting i forhold til føling og førlighed inden for det første halve år efter en rygmarvsskade.
Jeg havde også set et tv-program med speedwaykøreren Erik Gundersen, som braekkede nakken, men kom op at gå igen og fik et nogenlunde normalt liv. Så jeg taenkte, at det var op til mig selv. At det kun handlede om, hvor meget jeg traenede. Men efterhånden som tiden gik på hospitalet, kunne jeg godt se, at der ikke rigtig skete noget,« fortaeller han.
»Jeg fik så et ret afgørende besøg af hospitalets krisepsykolog, som fortalte, at han havde set og talt med mange mennesker, som alle havde lidt nogle meget traumatiske brud. Og at mennesket har en forunderlig evne til at komme ud på den anden side og blive til hele mennesker igen. ”Det tror jeg også sker for dig,” sagde han. Jeg kunne ikke engang tale på det tidspunkt, men på en eller anden måde var det meget beroligende. Det var en samtale på omkring et kvarter, og den tog jeg med mig. Efterfølgende er jeg blevet tilbudt al mulig psykologhjaelp, men matchet var aldrig saerligt godt, og jeg følte faktisk, at jeg var okay videre,« tilføjer Anders Lehmann.
Jeg taenkte, at det kun handlede om, hvor meget jeg traenede. Men efterhånden som tiden gik på hospitalet, kunne jeg godt se, at der ikke rigtig skete noget. Anders Lehmann, ingeniør
Et år på hospitalet
Anders Lehmann var indlagt på Rigshospitalet i praecis et år. Den 7. august 2000 blev han udskrevet og forsøgte derefter at vende tilbage til det liv, han kendte. Hvilket hurtigt skulle vise sig at vaere mere eller mindre umuligt.
Til at begynde med flyttede han og kaeresten Lotte i en ny og handicapvenlig lejlighed i København. Samtidig vendte Anders Lehmann tilbage til sit ingeniørjob i teknologivirksomheden Elwis Royal i Gentofte. Virksomheden specialindrettede et kontor til ham og gjorde generelt ganske meget for at gøre det muligt for Anders Lehmann at fastholde et nogenlunde normalt arbejdsliv.
Men de gode intentioner og store ambitioner faldt til jorden, da Anders Lehmann måtte sande,
Der sad vi så og kiggede ud over vandet, da jeg pludselig blev bekraeftet i, at jeg ville ud at sejle igen. Det var pludselig meget tydeligt, at det trak voldsomt i mig. Anders Lehmann, ingeniør
at han var nødt til at indrette sit liv fundamentalt anderledes.
»Jeg havde tabt mig enormt meget og vejede på det tidspunkt kun 48 kilo, selv om jeg er 1,88 høj. Jeg havde simpelthen ikke lyst til at spise. Jeg manglede muskelmasse, og når man ikke spiser nok, forsvinder fedtet jo også. Det eneste, jeg kunne taenke på, var at få varmen. Jeg ville gerne sidde i en dyne hele tiden. Jeg fik tryksår og kroniske infektioner, og hjemmeplejen kunne simpelthen ikke nå at få mig op og gjort klar til arbejde hver dag. Jeg mødte som regel først kl. 11,« siger Anders Lehmann, der siden ulykken har haft brug for handicaphjaelp 24 timer i døgnet.
»Det hele blev bare svaerere og svaerere. Jeg havde fokus på alt muligt andet end det, jeg skulle, mens jeg var på arbejde. Det handlede grundlaeggende om, at jeg frøs enormt meget.
Når jeg har det godt i kroppen, har jeg altid en snurrende fornemmelse i arme og ben, og når jeg har det ubehageligt og døjer med for eksempel infektioner, føles det, som om jeg har iskold grødis i armene, og det er enormt svaert at abstrahere fra. Jeg ved ikke, om man kan kalde det for fantomsmerter, men det er i hvert fald en meget speciel kropslig fornemmelse,« siger Anders Lehmann.
Et frygteligt dilemma
De fysiske udfordringer kulminerede med, at Anders Lehmann først måtte stoppe i sit job og siden afsluttede forholdet med kaeresten Lotte. Sidstnaevnte resulterede i lige dele smerte og lettelse, fortaeller han.
»Jeg var på det tidspunkt godt klar over, at jeg ikke kom op hverken at gå og danse eller stå på ski. Det var ret hurtigt defineret for mig. Men Lotte kunne jo i princippet vaelge imellem et liv med mand og børn a la det, vi kunne have haft sammen, og så et liv sammen med mig med alle de udfordringer og plejeopgaver, det indebaerer,« siger Anders Lehmann.
»Det var et frygteligt dilemma, Lotte stod i, men til sidst var der kun én rigtig beslutning for hende. Det var vi enige om. Lotte skulle udleve familiedrømmen, og jeg var nødt til at laegge mit liv fundamentalt om. Mit liv levnede alligevel ikke rigtig plads til et traditionelt forhold. For at vaere helt aerligt var det en stor lettelse for mig, da vi skiltes, og jeg er sikker på, at det også var en befrielse for hende,« tilføjer Anders Lehmann, der stadig har et venskabeligt forhold til sin ekskaereste, som blev gift og fik to børn.
Åbenbaring på havnen
Efter bruddet med både arbejdspladsen og kaeresten igennem fem år fik Anders Lehmann den nødvendige ro i sit liv til at hele både fysisk og mentalt.
Han fik foretaget operationer imod tryksår, fik sin vaegt tilbage på normalt niveau ved at få etableret en mavesonde, og ikke mindst fik han indopereret en såkaldt lunge-pacer i brystet, hvilket eliminerede behovet for konstant at medbringe en respirator i en boks bag på sin kørestol.
Dette satte samtidig en stopper for de tilbagevendende lungeinfektioner. Langsomt kom han tilbage til et liv. Og pludselig en dag fandt han styrken til at raekke ud efter en af sine største interesser: livet på havet.
»Jeg var blevet gode venner med min overbo Jørgen, som var en aeldre mand, der sad i kørestol, og som var enormt god til at aflaese mig i forhold til, hvordan jeg havde det den pågaeldende dag. Vi spiste ofte sammen og drak kaffe
sammen, og en dag foreslog han, at vi tog ned til den lokale havn med en kande kaffe. Der sad vi så og kiggede ud over vandet, da jeg pludselig blev bekraeftet i, at jeg ville ud at sejle igen. Det var pludselig meget tydeligt, at det trak voldsomt i mig,« siger Anders Lehmann.
Syv år fra drøm til virkelighed
Herefter fulgte et syv år langt forløb, hvor Anders Lehmann og hans netvaerk først købte en tidligere kapsejladsbåd og ombyggede den for at gøre det muligt at lade en kørestolsbruger vaere kaptajn. Netop denne bådtype var en forudsaet