Kulørt lysshow til dit fjernsyn
Play HDMI Sync Box får lamper og lysstrips fra Philips Hue til at lyse op synkront med farverne i billedet på din tv-skærm – helt ligesom Philips’ egne Ambilight-fjernsyn.
Du bestemmer selv, hvilke Huelyskilder du vil bruge sammen med Sync-boksen. Vi tilkoblede både en pære og en LED-lyskæde. Hue har en særlig LED-kæde, der er beregnet til at klistre bagpå et 55-tommers tv. Den giver en flot ensartet belysning hele vejen rundt på bagsiden af dit tv. For at få den fulde effekt af lyseffekterne skal der ikke være alt for meget andet lys i rummet, og lysshowet fra bagsiden af fjernsynet fungerer bedst, hvis dit fjernsyn står op ad en hvid væg.
Sync Box reagerer så hurtigt på ændringer i tv-billedet, at man ikke kan nå at opfatte en forsinkelse. Det giver en flot effekt, der får fjernsynet til at virke større, end det er.
For at bruge Hue Sync Box skal du allerede have en Hue Bridge koblet til dit netværk. Den fysiske opsætning af systemet er nem: Sync Box skal bare sluttes til en stikkontakt, og så skal du koble boksen til dit tv med det medfølgende HDMIkabel. Der er fire ledige HDMI-porte i boksen, som du kan bruge til at tilslutte fx en medieafspiller eller en Blu-ray-afspiller. Sync Box har sin egen app, som supplerer Philips Hue-app’en. I den særlige Sync Boxapp kan du blandt andet fortælle, hvor dit Philips Hue-lys er placeret i rummet. Du kan også fortælle, hvor højt lyskilderne befinder sig, så synkroniseringen af farverne bliver så præcis som muligt, i forhold til hvad der sker på skærmen.
Det eneste problem ved Sync Box er, at billedsignalet skal gennem boksen, for at farverne kan synkroniseres med lyset. Hvis du fx ser en Netflix-film via en app direkte på dit Smart TV, bliver billedets farver altså ikke opfanget af boksen.