Stamceller mod diabetes etes

For første gang i historien er det lykkedes et hold forskere at bruge stamceller til at kurere diabetes i et forsøg med mus. Nu arbejder de på at få metoden til at virke hos mennesker.

Amerikaneren Douglas Melton fik to børn med diabetes type 1 i 1990erne. Det fik ham til at vie sin karriere til at finde en måde at kurere dem på.

Type 1-diabetes skyldes mangel på insulin, et hormon som regulerer blodsukkeret ved at transportere sukker (glukose) ind i kroppens celler. Hos diabetes-patienter har kroppens immunforsvar ødelagt de insulin-producerende celler, så sukkeret hober sig op i blodbanen.

Begejstrede læger

Douglas Melton er i dag professor ved Harvard Medical School og er nu lykkedes med det, som forskere har forsøgt i flere årtier: at lave insulinproducerende celler (betaceller), som ikke ødelægges af modtagerens immunforsvar. Hidtil er metoden kun afprøvet på mus, men håbet er, at sådanne celler enten kan bruges til at fremstille medicin mod diabetes eller transplanteres ind i patienter for at kurere dem.

Forskningen begejstrer mange eksperter, bl.a. børnelæge og diabetesspecialist HansJacob Bangstad ved Oslo Universitetssykehus. I sit arbejde møder han dagligt børn med diabetes. – Dette er uhyre lovende på lang sigt. Man har forsøgt at fremstille insulinproducerende celler i store mængder inden for diabetesforskning i årevis, siger han.

Hvordan behandles diabetes?

– På lang sigt håber vi naturligvis på en behandling, som kan gøre patienterne raske, siger børnelægen. Diabetes 1 behandles i dag som regel på én af to måder. Den ene er ved såkaldt maveinjektion, hvor man får én eller to daglige injektioner med langtidsvirkende insulin og herudover hurtigvirkende insulin til måltiderne. Den anden er at bruge en insulinpumpe, som fortløbende leverer insulin til underhuden.

Insulinpumperne bliver mere og mere anvendelige. Det er bærbare apparater på størrelse med en lille mobiltelefon, som opbevares uden på kroppen. Insulinet bliver tilført gennem en lille slange og kanyle, som er sat ind under huden. Og på den måde er det muligt at efterligne kroppens normale produktion af insulin. Blodsukkeret skal måles flere gange dagligt eller fortløbende ved hjælp af en såkaldt kontinuerlig glukosemåler.

Det er muligt at transplantere betaceller fra døde donorer, men manglen på donorer bevirker, at kun en meget lille gruppe patienter får dette tilbud. Et problem ved transplantation af insulin-producerende celler har været, at patienternes immunforsvar ødelægger de nye celler. Derfor skal disse patienter have immunnedsættende medicin resten af livet. Denne form for medicin kan imidlertid øge risikoen for udvikling af kræft og nedsætter infektionsforsvaret. Derfor leder forskerne efter bedre løsninger. Og de såkaldte pluripotente stamceller er længe blevet anset for at være et af de bedste håb.

Uendelige muligheder

Pluripotente stamceller er celler, som endnu ikke har specialiseret sig, og som derfor har potentiale til at udvikle sig til alle kroppens over 200 forskellige celletyper. Disse stamceller kan dele sig mange gange i en skål på laboratoriet. Og tanken om at manipulere dem til at blive insulin-producerende celler er nærliggende, fordi tilgangen til celler så vil blive nærmest uendelig.

I flere årtier har forskere forsøgt at bruge pluripotente stamceller til at lave insulinproducerende celler i laboratoriet. Imidlertid er der ingen, der hidtil har kunnet lave celler, som responderer på glukose og udskiller en korrekt mængde insulin. Hertil kommer, at ingen har formået at løse udfordringen med at forhindre, at immunforsvaret ødelægger de nye celler, når de transplanteres ind i patienten. Ikke før nu. Douglas Melton er den første forsker, som har fundet en løsning på begge problemstillinger.

Lovende dyreforsøg

For at lave de insulin-producerende betaceller brugte Douglas Meltons hold pluripotente stamceller, som de hentede ud fra embryoer (fostre), og herudover såkaldte inducerede pluripotente stamceller (ips-celler). ips-celler dannes ved at manipulere almindelig kropsceller ved at »skrue tiden tilbage« i dem, så de får samme egenskaber som på embryostadiet. Dette gøres ved at inaktivere enkelte gener i cellerne og aktivere gener, som er vigtige i helt unge celler på embryo-stadiet. Der er store forventninger til ips-celler, fordi de kan hentes ud fra patientens egne celler, og man

undgår den etisk vanskelige diskussion omkring brugen af stamceller fra embryoer.

Douglas Melton og hans forskergruppe har formået at indkapsle betacellerne i en gelé, som ikke genkendes af immunforsvaret. Geleen er lavet af alginat, som er et stof, der findes i tang og alger. Forsøg på mus viser, at geleen slipper insulin og glukose igennem, mens immuncellene blokeres, så de insulinproducerende celler er beskyttet. Forsøget varede seks måneder, cirka en fjerdedel af en mus liv.

– De insulin-producerende celler fungerede lige så godt som naturens egne celler, fortalte Douglas Melton til tidsskriftet Nature Medicine, som publicerede studiet i januar 2015. Flere aviser har optimistisk kaldt dette for opdagelsen, som vil kurere diabetes. Douglas Melton og hans team er mere tilbageholdende og understreger, at der fortsat mangler meget arbejde, før metoden eventuelt kan anvendes på mennesker. Det er ikke en selvfølge, at metoder, der fungerer på mus, har samme effekt på mennesker. Næste skridt er at prøve insulincellerne på aber. Derefter kan man eventuelt starte forsøg med mennesker. Douglas Melton har indgået et samarbejde med industrigiganten Astrazeneca om at finansiere dele af forskningen. Og hvornår dette eventuelt kan komme patienterne til gode, er vanskelig at sige, fortæller Hans-jacob Bangstad: – Ofte tager det lang tid, før gennembrud i forskning kommer ud til patienterne. På kort sigt er det videreudvikling af insulinpumperne, der er den mest aktuelle forbedring af diabetesbehandlingen. Men på lang sigt håber vi naturligvis på en behandling, som kan gøre patienterne raske.

Artiklen har tidligere været publiceret i det norske Bioteknologirådets tidsskrift Genialt og er her gengivet med tilladelse.