Anatomi på høje hæle e

At gå med høje hæle er som at gå i ned ad bakke hele tiden.

Høje hæle tvinger os til at gå på tæerne, så det meste af kropsvægten lægges på fodens trædepuder. I denne stilling krummes fodbuerne, og ledbåndene, der forbinder trædepuderne til hælen, strækkes ud. Anklen har større bevægelighed i denne stilling, men den er mindre stabil, og lægmusklerne kan ikke strække sig helt ud. For at opretholde balancen må hele kroppen justere sig. Hofterne skubbes bagover, lænden krummes, og vores gangart ændres.

Normal gang har to faser: standfase og svingfase. Standfasen kan igen inddeles i tre: kontakt (når hælen rammer jorden), midtfase (når foden står fladt mod jorden) og fremdrift (når tæerne presses mod underlaget).

Når hælen rammer, skal foden absorbere stødet, men hvis den samtidig vippes forover, er dette vanskeligt. I midtfasen skal foden sprede belastningen, men med høje hæle er det meste af foden over underlaget. Og når tæerne presser mod jorden, skal de krummes for at give fremdrift – men hvis de allerede er krummet, har de langt mindre bevægelighed. Resultatet er kortere og mere ustabile skridt.

Høje stiletter er måske både flotte og moderne, men det har sin pris at gå med dem.

»Høje stiletter er måske både flotte og moderne, men det har sin pris at gå med dem«