“JEG VAR HUNDERAED FOR AT OPDAGE, AT JEG IKKE KUNNE TABE MIG”
Line Abildgaard har aldrig rigtigt vaeret ked af sin vaegt, før den begyndte at begraense hende fysisk for nogle år siden. En benhård, men sjov indsats har skraellet 53 kilo af vaegten og tilført muskler i bundter og energi i overflod.
En vaegt, der kan skrives med to cifre, og god nok balance og kondition til at stå på haender og løbe fem kilometer. Sådan lød Line Abildgaards tre mål, da hun i oktober 2019 skrev under på en aftale med en personlig traener i sit lokale fitnesscenter i Struer. På det tidspunkt vejede Line 136 kilo og havde ikke stået på haender, siden hun gik på efterskole.
“Jeg romantiserede det med at kunne stå på haender, fordi det mindede mig om den lethed, jeg på alle måder følte, da jeg gik på efterskole og stod på haender, når vi fjollede rundt på graesset. De år er det naermeste, jeg har vaeret på en normalvaegt. Jeg har altid vaeret buttet og tyk, men jeg er aldrig blevet mobbet. Jeg er udstyret med et godt selvvaerd, og min vaegt har aldrig afholdt mig fra at gå på stranden eller i svømmehallen. Min vaegt har aldrig defineret mig eller begraenset mig. Jeg har godt vidst, at jeg var mange andre ting, inden jeg var tyk.”
I løbet af 2016 til 2019 steg Lines vaegt med 30 kilo. Hun frygtede koncerter med sammenkaedede stoleraekker og hev efter vejret, når hun fulgtes med kollegaer op ad trappen.
“Helt praktisk havde jeg skiftet job fra et, hvor jeg var på benene hele dagen, til at sidde mere i en bil eller foran en computer. Det var ikke, fordi der ellers skete noget i mit liv, som gav mig grund til at hygge eller trøstespise. Tvaertimod havde jeg det bare godt.”
En dag ser Line en video, som hendes søn har optaget med sit nye kamera:
“Han legede ude i haven og filmede mig åbenbart ind ad vinduet, hvor jeg sad i vores sofa og lagde et bjerg af vasketøj sammen. Da jeg så filmen, taenkte jeg: Hvem er hende den duknakkede, der fylder hele sofaen? Jeg oplevede også, at en elevator alarmerede om overvaegt, da jeg trådte ind i den efter min veninde. Jeg blev ikke ked af det, men jeg taenkte: Det er for dumt, for det er ikke mig.”
Line var laenge om at tage beslutningen om en livsstilsaendring, for hvis man ikke forsøger, så kan man jo heller ikke fejle.
“I virkeligheden var jeg nok en lille smule bange for at opdage, at jeg ikke kunne. Jeg var hunderaed for at opdage, at jeg ikke kunne tabe mig. Jeg naermede mig de 40 år, og jeg var bange for, at et forfejlet forsøg kunne blive til mange, og at årene bare ville gå. Jeg vidste også, at jeg ikke havde rygrad til at gøre det selv, men var nødt til at have en aftale med en, der forventede, at jeg mødte op.”
En dag googlede Line ‘personlig traener’ og fandt en, der var tilknyttet en fitnesskaede i praecis de tre byer, hun kom i hver dag. Med tre børn og et fuldtidsjob skulle det passe realistisk ind i hendes hverdag. Efter logistik og geografi stod god kemi på listen.
“Jeg skal connecte med folk, der skal sådan noget med mig. Siger deres personlighed mig ikke noget, kan jeg ikke høre, hvad de siger.”
Line fik en god fornemmelse af sin traener, Brian Høyer, allerede ved første møde, og hun skrev under på en aftale om et forløb på tre måneder med traening to gange om ugen.
“Det var dyrt, men det fik jeg vendt til en motiverende faktor. Jeg er paedagog, og min mand er murer, så vi har absolut ikke en uudtømmelig konto, men det gjorde bare, at pengene ikke måtte vaere spildte. Vi kunne vaere taget en tur til Mallorca for de penge, så jeg taenkte: Det her er nødt til at gå godt, for de her penge har jeg taget fra min familie.”
Status og milepaele
Forestillingen om at skulle hjule af sted på en kondicykel med sved på panden og jernsmag i munden blev hurtigt afløst af timer med tunge vaegtstaenger.
“Og det var sjovere, end jeg havde regnet med, og hårdt på den fede måde. Jeg blev o.k. staerk og fik hurtigt fornemmelsen af at kunne mere.”
Hjemme blev indsatsen fulgt op med kød, grøntsager, skyr og “alt det, man ved, der skal til”.
“Jeg dur ikke til strikse kure. Jo mindre der er risiko for at gøre forkert, jo større er chancen for, at det lykkes. Jeg vejede ikke min mad, men jeg spiste fornuftigt. Jeg rørte ikke kage og sukker, det turde jeg ikke. Jeg kunne styre det, hvis jeg var helt firkantet: Nul slik og nul sukker. Jeg husker det ikke som afsavn. Og jeg havde en idé om, at hvis jeg overlevede de to gange traening om ugen, så var jeg ikke så dum, at jeg fuckede det op med at spise alt muligt forkert.”
Line fortalte ikke mange andre om sit projekt, så det var meget graenseoverskridende, da hendes traener spurgte, om han måtte lave et Facebookopslag efter de første 12 uger: Line og jeg havde i dag status på de første 12 uger, og det er VIIILDT, det hun har nået! Hun har på 12 uger smidt ... Hold nu fast: 20,7 kg! Giv hende en med på vejen, hun fortjener det!
“Jeg er ellers en ret privat person, så det var med tilbageholdt åndedraet, at jeg laeste opslaget og besluttede at dele det. Jeg kan huske praecis, hvor jeg sad, og følelsen af, at nu var der ingen vej tilbage. Opslaget blev en milepael, og jeg var overrasket over, hvor meget respons jeg fik på det. Det er dejligt og motiverende at få ros, men også at guide andre og svare på deres spørgsmål. Jeg bliver aldrig selv tyndtynd, og hvis man oprigtigt omfavner sine kilo, så behøver man ikke at tabe sig, men det må ikke blive en sovepude.”
De første tre måneder med personlig traener blev efterfulgt af tre måneder mere.
“Jeg lavede et tankeeksperiment, hvor jeg tog min traener ud af ligningen, og så kunne jeg maerke, at jeg gik i panik. Han var en vigtig hånd i ryggen for mig.”
Sidste gang Line blev vejet, var hun nede på 83 kilo. Hun har leget med tanken om, at hun skal laengere ned, men da hendes traener bad hende skrive en liste over fordele ved at veje 78 kilo i stedet for 83 kilo, kunne hun ikke komme på nogen.
“Havde han ikke bremset mig der, så var jeg blevet ved og havde lige pludselig ramt en vaegt, jeg ikke ville kunne holde. Hvis jeg spiser og traener, som jeg gør nu, så bliver jeg her. Jeg lider ingen nød og har en body age, der er 10 år yngre, end jeg er. Jeg har stadig deller, store lår, en god rumpet og en masse løs hud, men jeg har det skidegodt. Jeg er ikke slank, men jeg er sund. Det er aergerligt at glemme at nyde gevinsterne, fordi målet med det samme bliver afløst af et nyt, for så går livet, uden at man nogensinde når at høste frugterne.”
I mål
Allerede sidste forår stod Line på haender.
“Jeg løb også fem kilometer før tidsplanen, men jeg kommer ikke til at løbe mere. Det med at gøre det offentligt var en god hjaelp for mig, for jeg skal ikke vaere hende, der siger ‘se mig!’ – og som så om et halvt år er oppe på en trecifret vaegt igen. Og fordi det er en aendring af min livsstil, så skal det vaere det på en god måde. Jeg oplever mange, som får gjort vaegttab for surt. Hvis man kan få skruet det sådan sammen for sig selv, at resultatet er bedre end det, man kommer fra, så tror jeg ikke, et tilbagefald bliver en trussel. Jeg traener stadig i mit center, går ture med min søster, og så løber jeg rundt i skoven, kravler under et trae, hopper over en stub – og er det dårligt vejr, sjipper jeg inde i stuen til lidt for høj 90’ermusik. Jeg har fået mere energi og bliver ikke traet, selv om jeg er i bevaegelse en hel dag. Jeg vil faktisk bare have mere bevaegelse.”