Forfatter Leonora Christina Skov om det at springe ud som sig selv og ikke blive mødt – før senere

Leonora Christina Skov fortaeller i sin nye roman om den ensomhed og usikkerhed, det giver at vokse op i kvaelende stilhed med sparsom kaerlighed. For sandheden er, at hun ikke altid har vaeret så staerk, som hun måske virker udadtil.

Det er tre år siden, jeg første gang sad i køkkenet hos Leonora Christina Skov. Dengang var hendes selvbiografiske roman Den, der lever stille lige sendt i trykken. Forinden havde jeg spekuleret på, hvor kontant hun ville vaere. Jeg havde et billede i hovedet af hende som både debattør, anmelder og forfatter. Jeg havde set hende vippe energisk med det ene korslagte ben i Smagsdommerne på DR2, hvor hendes røde sko og matchende røde laeber og negle stak ud blandt de øvrige rullekraveklaedte kulturpersoner i tv-programmet. Jeg havde laest hendes spidse pen i Weekendavisens anmeldelser og set nogle af de debatter, hun frygtløst kastede sig ud i på de sociale medier.

Da vi mødtes, var hun sød og ivrig, svarede uden tøven på alle spørgsmål og var ydmygt glad for, at jeg havde laest hendes bog – for det forventede hun bestemt ikke, at alle journalister havde tid til. Undervejs satte hun ord på at føle sig svigtet og uelsket af sine foraeldre og stå på sin mors dødsleje og vide, at deres forhold nu aldrig ville kunne blive anderledes. På en god time var vi omkring så mange tabuer, at jeg efterfølgende ringede til chefredaktøren for at spørge, om vi kunne nå at skifte fra et lille interview til et stort.

Den, der lever stille solgte det første år mere end 100.000 eksemplarer og indbragte Leonora Christina Skov De Gyldne Laurbaer. Romanen sendte hende på en to år lang foredragsturné med fyldte sale landet rundt. For første gang i sin karriere som forfatter havde hun dundrende succes. Til sin egen store overraskelse.

“Jeg kunne ikke forudse det. Min historie om mine foraeldre har altid vaeret et bizart indslag i samtaler med venner. Jeg havde ingen fornemmelse af, at andre ville kunne spejle sig i den. Jeg har følt, at jeg stod lidt udenfor og kiggede ind på andre med mere velfungerende liv. Men det viste sig, at kaerlighedstemaet om ikke at vaere elsket for den, man er, det gik ind. Og det med at springe ud som sig selv og ikke blive mødt,” fortaeller Leonora Christina Skov.

Vi sidder i køkkenet igen, for nu har hun skrevet en selvbiografisk roman mere. I Hvis vi ikke taler om det får vi flere episoder af hendes liv før, under og efter den første romans tidsforløb. Vi får nye scener fra barndommen i Helsinge og hendes unge år i København, og samtidig følger vi den voksne forfatters pludselige succes.

“Når vi er nok, der tager glimmer på og samtidig bliver taget alvorligt, kan flere se, at det kan man godt”

Den, der lever stille handler om at vaere ensom i sin familie. I Hvis vi ikke taler om det fortsaetter Leonora Christina Skov sin fortaelling om ensomhed. Denne gang med mere fokus på at føle sig uden for flokken i folkeskolen, senere på universitetet og i det københavnske kulturmiljø, hvor hun laenge følte sig meget fra Helsinge og meget forkert.

Leonora Christina Skov voksede op som Christina Skov. De var tre, der hed Christina i hendes klasse, og hun fik hurtigt en følelse af, at det navn strammede over skuldrene. Lige fra første klasse var det tydeligt, at hun var anderledes end de andre piger.

“Bare så du ved det, så synes min mor, at dine støvler er rigtigt grimme,” siger Tine S. allerede i anden klasse om et par skinnende røde snørestøvler, og lille Christina Skov begyndte at få ondt i maven, hver dag inden hun skulle i skole.

“I min opvaekst i 1980’erne gjaldt det om at vaere normal og almindelig. Det var idealet. Ikke skille sig ud. Mine foraeldres ideal var også, at jeg skulle vaere almindelig, og de talte mig ned til at blive det. Alt det dårlige, jeg siger til mig selv, er noget, jeg har fra min far. Det var noget med at forberede sit barn på katastroferne og fortaelle sit barn, at man skal kaempe for alt,” forklarer hun hovedrystende.

I fjerde klasse blev hun flyttet til en privatskole. For at laere mere. Den mobning, hun oplevede, talte ingen om. På den nye skole blev hun også “råmobbet”, dog overgået af en pige (i romanen Sally), der boede i byens sociale boligbyggeri og ikke altid havde madpakke med.

“Det var så vildt, for jeg så det, og det er ikke en situation, hvor jeg er stolt af mig selv. Vi hjalp ikke hinanden. Jeg så bare på Sally, der blev mobbet, og laerte af hendes eksempel, hvordan jeg ikke skulle gøre.”

For mange af os, der gik i 1980’ernes skole under asbestlofter og på gulvtaepper af filt, som den Leonora Christina Skov beskriver, blev mobningen aldrig italesat.

“Der er altid nogen, som bliver mobbet, og de sidder i os. Jeg har taenkt meget på hende, der blev mobbet mest hos os. Hvorfor gjorde ingen noget? Hvad var det for en sump af uformåenhed, der foregik på den skole? Jeg har taenkt meget på, hvordan det er gået hende, og hvordan hun taenker om sin skoletid.”

Christina Skov flyttede fra Helsinge, så snart hun blev gammel nok. Hun slog sig ned i København, tog navnet Leonora og begyndte at gøre en dyd ud af at stikke ud i forhold til maengden. Det lyder lettere, end det reelt var.

Men efterhånden som tiden er gået, er strømningen i tiden mere med hende. Det er hun glad for i dag.

“Nu bliver det hyldet at vaere anderledes end normen og skille sig ud. Det er meget mere positivt valoriseret i dag i forhold til dengang. I dag er det et ideal at vaere unik og anderledes,” siger Leonora Christina Skov, som for eksempel har vaeret med til at designe pangfarvede sko og kjoler i samarbejde med forskellige brands, som ser hende som rollemodel.

“Jeg hører fra dem, at folk spørger efter Leonora-kjolen, men så vil de gerne have den i sort. Der føler jeg faktisk, at jeg har en mission i at få flere til at købe den røde model. Vi kan godt vaere lidt modigere som kvinder. Og efter at jeg er blevet aeldre, kan flere bedre relatere til mig. I dag synes mange, at kunstige vipper og den slags er fedt. Jeg taenker, at når vi er nok, der tager pangfarver og glimmer på og samtidig bliver taget alvorligt, kan flere se, at det kan man godt.”