“Jeg bliver altid inspireret, når jeg laeser Liv”
Hvordan fylder Magasinet Liv i dit liv?
“Lige nu er det isaer et foto, jeg rev ud af det seneste nummer af Liv. Fordi fotoet ligger på mit bord. Når jeg får bladet i haenderne, bladrer jeg det først igennem for billeder. Når jeg så er faerdig, så starter jeg forfra.”
Hvorfor er vi så heldige, at vi er en del af dit liv?
“Jeg bliver altid inspireret, når jeg laeser Liv, og lige nu isaer af den her model. Jeg bliver glad af at se på hende. Hun signalerer utroligt meget, at du godt kan se godt ud med kort, gråt hår. Indtil jeg fik brystkraeft i 2016, havde jeg kommunefarvet, skulderlangt hår sat op med et spaende, men efter kemo bliver man jo nulstillet, og det hår, der kom ud, var helt gråt, naesten hvidt og sådan noget blødt noget. Som små andedun naermest. Jeg fik faktisk mange komplimenter for det. Men jeg havde aldrig klippet mig så kort af mig selv. Når jeg har sådan en øvdag, så kigger jeg på fotoet og modellen og siger til mig selv: ‘Når frisøren igen har åben, så bliver du klippet sådan’. Så prøver jeg at analysere det lidt. Måske danner jeg min egen historie om hende: Hun har det karakteristiske ar under armen, som man har, når man har haft brystkraeft, så jeg identificerer mig også lidt med hende. Håret var det første, og så var der arret, hun er en naesten lige som mig. Men gad vide, hvor gammel hun er, har jeg også taenkt? Hun kan både vaere 50, 60 og 70.”
Hvad ville du sige til Liv-modellen, hvis du kunne?
“Jeg skrev faktisk til jer, fordi jeg havde sådan en lyst til at spørge hende, om hun er klar over, hvor godt hun ser ud! Hun er en, jeg ville vende mig om efter i et supermarked. Der er ikke så mange af hendes slags på gaden, ikke så mange grå, jeg kan spejle mig i. At sige til andre af samme køn, at de ser godt ud, det gør jeg rigtigt tit. Jeg har ikke altid vaeret god til det, men hvis jeg ser en, som har en flot kjole på eller en flot jakke, så siger jeg det. Folk bliver jo glade – det ville man også selv blive. Gjorde vi det mere, ville det måske brede sig, og folk ville blive gladere for sig selv og tager den videre? Hvis min datter på 33 er med, siger hun: ‘Moar …!’.”
Hvordan er din Livs-indstilling?
“Det er den med at tale med alle. Uanset hvem de er. Men uden at vaere intimiderende. Man skal ikke vaere sådan en, der ikke er til at slippe af med igen. Nu er det min hund, der er samtaleobjektet. Vi har haft hund før, og ville vi have hund her under corona, måtte vi tage en brugt hund. Vi faldt for en lille yorkshire terrier, som har skaeve ben og ikke er saerligt køn. Hun er meget sød, og det skaber jo samtaler og bekendtskaber.”
Hvordan er du Livs-glad?
“Ved at vaere spontan og ikke bare sige: ‘Vi gør det til naeste år’. Det kan jo vaere, der ikke er et naeste år. Vi er nødt til bare at springe ud i tingene i stedet for at planlaegge for meget. Så det gør jeg, nogle gange til stor irritation for min mand. Som for eksempel da jeg sidste år så en artikel om en oppustelig kajak, som jeg syntes så interessant ud, så jeg købte en. Den kom i en kaempe kasse, og min mand sagde: ‘Undskyld, hvad skal vi med den der?’. ‘Vi skal ud og ro i noget kajak!’ Så sagde han: ‘Hvor?’. Og det havde jeg så ikke lige taenkt over. Den stod nede i skuret et helt år uden at blive pakket ud, indtil jeg solgte den igen. Sådan er det, når der ikke er så langt fra tanke til handling. Sådan var det også, da jeg skrev til jer. Jeg fik lige en tanke om, at I da også har godt af at vide, at det, I laver, er godt, for generelt er vi hurtigere til at skrive noget negativt.”
Hvem er dine Liv-liner?
“Jeg har tre. Min mand, min storebror og en rigtigt god veninde. Det er også dem, der primaert var der, da jeg var syg, og det glemmer jeg aldrig, for der var også mange, som skred, og det var et kaempe tab. Noget af det, tror jeg, har vaeret berøringsangst, og på min arbejdsplads kunne jeg maerke, at der var nogle, der ikke forstod, at jeg var meget traet og ikke kunne det samme, da jeg kom tilbage. Der er også mange, der ikke forstår, hvor dårlig du er, når du får kemo. Jeg var ret sikker på, at det var de her tre, der ville vaere der. Man er der, når man selv raekker ud og ikke bare siger: ‘Du må sige til, hvis der er noget, jeg skal hjaelpe med’, for det kan man ikke. Jeg løb gennem hele forløbet og havde en god veninde, som sagde: ‘Kom, nu løber vi’. ‘Nej, jeg kan slet ikke’. ‘Jamen, så går vi, jeg kommer og henter dig’, sagde hun, og det er at vaere der! Jeg har fuld forståelse for, at der er nogen, der ikke kan vaere i det, men så må de jo bare takke af. Det gjorde min fjerde livline, og vi har aldrig fået talt om det. Men så finder jeg nogle nye venner. Jeg er meget udadvendt og rummer alle typer, for det er det indre, der taeller i sidste ende. Også selv om det er det ydre, du først ser – apropos min fascination af kvinden med det grå hår.”
Connie Reenberg skrev et dejligt laeserbrev til os om en saerligt skøn model med gråt hår, som vi ofte bruger på vores sundhedssider. Hun har nemlig givet Connie frisure- og livsmod oven på et opslidende brystkraeftforløb.
“Vi er nødt til bare at springe ud i tingene i stedet for at planlaegge for meget.”