“Jeg har brudt tabuet for mig selv også, og det er naermest det allervigtigste”
I mange år var inkontinens Pia Jean Mühlendorphs store hemmelighed. Sygdommen haemmede hende i hendes hverdag, men efter sin operation for to år siden kontaktede hun os for at bryde sit tabu.
Sidste år fortalte Pia Jean Mühlendorph om altid at skulle vaere opmaerksom på, om hun havde pakket ekstra trusser, tøj og bind. Og taenke, hvad nu hvis jeg ikke kan finde et toilet? I årevis var det en yderst skamfuld og beskyttet hemmelighed, at hun lider af inkontinens.
Sådan lever jeg med min inkontinens i dag ...
“Fysisk står det fint til. Der er stadig tidspunkter, hvor jeg har svaerere ved at holde mig, men det er slet ikke så udpraeget, som det var før operationen, og ofte kan jeg forudsige, hvornår det er, fordi det er afhaengigt af min cyklus. Hvor traening af min baekkenbund før ikke havde nogen effekt, kan jeg i dag maerke, at når jeg prioriterer at traene og lave øvelser, så går det bedre, og jeg oplever ikke nederlag på samme måde. Jeg har fået en anden fornemmelse af min krop og en tro på, at traening nytter og virker, og det har givet en ro og en anden afslappethed i min krop.
På grund af en skade i min ene fod er jeg ikke begyndt at løbe igen, men jeg har hørt, at andre har gjort det med succes efter samme operation som min. Jeg går i stedet, og der kan jeg også maerke, at jeg kan holde mig meget bedre, dog stadig styret af min cyklus. Når jeg fejlvurderer min cyklus, så taenker jeg: Nå, det var sådan en dag i dag så.
Min hverdag spaender ikke laengere ben for mig. Tidligere kunne det vaere svaert at udføre mit arbejde som vuggestuepaedagog, fordi jeg er meget på også fysisk. I dag føler jeg mig på ingen måde haemmet i og af dagens løft og hop og spring og glaedesudbrud. På den måde er der en stressfaktor, der er taget af min krop.”
Første og største skridt ud af mit tabu …
“Jeg har altid vaeret et åbent og aerligt menneske, men det her var alligevel meget intimt og meget privat. Og at stille op til artiklen i Liv var et stort skridt. At laese min historie sort på hvidt var utroligt graenseoverskridende. Også fordi der var en lille bitte flig af noget intimt om vores samliv, og det virkede voldsomt at laese isaer første gang. Men efterhånden vaennede jeg mig til det, og så var det okay.
Jeg føler, jeg har brudt tabuet for mig selv også, og det er naermest det allervigtigste! Og som jeg sagde sidst, så er der en egenomsorg i at saette ord på sin skam. Jeg har ikke noget problem med at sidde og snakke med dig om det nu, for nu er det out in the open. I løbet af fire år fra jeg gik i gang med erkendelsesprocessen over forløbet til i dag, hvor jeg ikke laengere får den der usikkerhed i maven over at skulle sige og snakke om det.
Måske er jeg også blevet endnu mere forstående over for andres tabuer, for jeg er jo selv eksemplet på, at der bag alle historier altid er et menneske, der kaemper.
Jeg kan huske, at stylisten, som fulgtes med fotografen, der tog billederne til Liv, sagde, at hun var sikker på, at min historie var lige til Go’morgen Danmark, og jeg sagde: ‘Ajjj, rolig nu!’. Der tror jeg alligevel, jeg har det bedre med tekst. Jeg er blevet kontaktet af Sundhedstv.dk, som vil lave en informationsfilm om inkontinens, hvor jeg skulle vaere den personlige historie, men det passede ikke så godt i min kalender og måske heller ikke helt i min mavefornemmelse. Det kan da godt vaere, jeg ville vaere modnet med tanken og have gjort det, men jeg er også glad for, at jeg stod ved det og ikke bare pressede det ind for enhver pris. Jeg skal vaere tro mod mig selv i det også.”
Jeg stod frem med mit tabu …
“Med en blanding af beskedenhed og stolthed. Beskedenhed, fordi det var vigtigt for mig at flytte fokus fra mig selv til sagen. Og stolthed over mig selv for fedt, at jeg gjorde det. Det skal jeg have lov til at vaere stolt af, og det husker jeg at sige til mig selv.
Nu gør jeg det så på en måde en gang til, og jeg har nået at taenke tanken, om det kan misforstås, sådan lidt Jantelovsagtigt, men jeg vil jo bare gerne hjaelpe andre og gøre en forskel.
Ligesom det kan gøre en forskel for mig, når jeg laeser andres personlige historier. En kvindes barn, der lider af en spiseforstyrrelse, eller om livet med en psykisk syg foraelder. Alle de svaere emner. I bund
og grund er vi nok lige meget udfordrede bare på forskellige måder i vores liv, og at vide det gør det på en måde det lidt nemmere at vaere i. Når livet gør ondt, kan man ellers godt føle sig meget alene, men det er vi jo slet ikke.
Jeg har fået en del positive reaktioner på artiklen, isaer fra folk jeg kender, men det vigtigste for mig er, hvis det har sat gang i noget for nogen i samme situation som mig. Det deler de jo ikke nødvendigvis med mig eller jer, netop fordi det er et tabu, de måske først lige er begyndt at bryde. Det var også en lang proces for mig at nå hertil.
En naer relation af mig står i samme situation som mig og med samme problemer. Noget, vi ikke har talt om, før jeg begyndte at åbne for det. Hun er nået til, at hun vil have hjaelp i år, først fra den samme fysioterapeut som jeg og ellers den samme operation.”
Hvis vi skal bryde flere tabuer ...
“Jeg tror helt klart, at det betyder noget, hvordan man griber de svaere emner an ikke kun i skolen, men også i samfundet. Jeg har tillid til, at det bliver bedre, fordi vi er i en tabubrydningstid. Der er jo mange tabuer, der er kommet op og frem det seneste års tid.
Men også siden jeg var barn. Dengang var alt, der havde med kvindens udvikling at gøre, ikke noget man snakkede meget med sine veninder om. I hvert fald ikke i min omgangskreds. Det endte i sådan noget fnisenoget i klassen, når vi blev undervist i piger og drenges udvikling. Og så var der den der med at gå med sit menstruationsbind skjult oppe i aermet. Hvis jeg kigger på min datter og hendes generation, så snakker de mere åbent og aerligt i dag.”