“Jeg manglede nogen at spejle mig i”
Da Karina Nielsen blev skilt, valgte hun og hendes mand, at hun blev weekend-foraelderen. En løsning, der føltes naermest forbudt. Men hvorfor skal den vaere det?
I2018 fortalte Karina Nielsen os om at føle, at hun begik en mor-forbrydelse, da hun fire år forinden lyttede til sin søns far-savn og lod ham flytte. Hun havde sluppet følelsen af skyld og skam og fundet friheden i at vaere weekendmor, men savnet bestod.
Sådan er jeg enlig mor i dag …
“Omkring et halvt år efter Liv bragte artiklen sagde Magnus, at han gerne ville flytte tilbage til mig. Jeg boede i Kolding, fordi Magnus’ halv-storesøster, Benedikte, stadig boede hjemme. Da hun flyttede til København i februar 2019, fik jeg frie tøjler til at flytte til Odense, hvor Magnus boede, så det gjorde jeg i sommeren 2019. Jeg syntes, det var synd, hvis Magnus skulle til at rykke igen, så jeg sagde min lejlighed op og sidenhen også mit job. Jeg fik en lejlighed i Odense, og her bor vi sammen i dag. Magnus er 17 år, og vi har ikke rigtig nogen skarp fordeling. Han kan komme og gå i begge hjem, og der er kun 20 minutter imellem os.
Det var helt vildt at have ham hos mig hele tiden i starten og en luksus at kunne spise aftensmad sammen hver aften og ikke kun have en weekend hver anden uge, som skulle nydes i hast. Selvfølgelig kom der også en hverdag tilbage med uenigheder på godt og ondt, men det er heller ikke så skidt endda. Og fordi han er så stor, er det ikke ham, men corona, der har indskraenket mit sociale liv. Min omgangskreds er stadig i Kolding og Vejle, så det har haft sin pris, men jeg ville ikke have gjort det anderledes.
Nu har Magnus boet hos mig snart to år, efter de fire år hos sin far, og jeg kan se resultaterne af det, og at det har styrket ham på den lange bane. Selvfølgelig er det ikke kun et glansbillede, men jeg har en rigtigt selvstaendig dreng. Han bliver 18 år til januar, og han snakker allerede nu om, at han gerne vil flytte hjemmefra, ikke fordi han ikke trives her, men fordi han har en drøm og en lyst til at stå på egne ben. Han vil køre rundt i et folkevognsrugbrød og saelge hotdogs ud af vinduet. Så er opgaven altså løst: Jeg har en fri og kreativ og selvstaendig dreng!”
Første og største skridt ud af mit tabu …
“Egentlig var det ikke så meget et tabu for mig, men efter noget tid som weekendmor gik det op for mig, at det var det for andre.
Jeg begyndte at laegge det hele lidt sammen: De mange kritiske spørgsmål, jeg fik, når jeg fortalte om vores konstellation. At jeg var den eneste mor blandt masser af faedre, der vinkede farvel på perronen om søndagen, og at Magnus oplevede undren over at bo ved sin far og ikke sin mor, for hvad er der da galt med din mor? Når jeg samlede brikkerne, så var det sådan lidt: Hold da op, jeg og vi er en del af noget usaedvanligt, og måske ikke kun på en positiv måde.
Jeg er ikke braendende feminist, men jeg synes også, den her del har fortjent en vis ligestilling. Derfor stillede jeg op i artiklen i Liv. Jeg vidste ikke praecis, hvilken dag bladet udkom, før der var en kollega, der skrev en mail til mig: ‘Superfed artikel, flotte billeder!’. Dagen efter havde jeg selv bladet med. Halvdelen af mine kollegaer kom og spurgte ind til det og sagde, at det var spaendende og modigt, og at det måtte have vaeret hårdt at undvaere min søn. Min chef kom med tårer i øjnene og sagde: ‘Hvor er det en flot artikel, og hvor er det godt fortalt’. Hun havde selv prøvet at blive skilt, og vi fik en ret god snak.
Resten naevnte det ikke med et ord, og det blev ret ubehageligt. Jeg stod jo ikke frem for at få opmaerksomhed, men fordi jeg havde noget på hjerte, og så var det maerkeligt, at der var nogle på min i øvrigt ret lille arbejdsplads, der valgte slet ikke at kommentere det med et ord.
Jeg havde allermest lyst til at køre hjem, for jeg fik ondt i maven, en klump i halsen og taenkte: Hvorfor har jeg gjort det her? Jeg kendte jo ikke deres baggrund for ikke at ville sige noget, men jeg taenkte: Måske maerker jeg virkelig nu, at det er et tabu. Måske er det virkelig sådan, det er og føles, når man siger noget, som andre kan have svaert ved at forstå?
Man har lov til at taenke, hvad man vil. For det var og er ikke en mission for mig. Det var mere, at jeg kunne maerke det meget tydeligt. Men jeg fik det vendt rundt og taenkt: Så er det måske alligevel ikke helt forgaeves. Og hvis man ikke selv har vaeret i naerheden af en skilsmisse og delebørn og måske bliver lidt aengstelig ved bare at laese om det, så kan det måske virke maerkeligt: Nå, nu vil hun i bladene? Hun ser ikke engang sit eget barn, hvad fanden er det?
Jeg fik nogle beskeder fra laesere på Facebook, fra folk, jeg slet ikke kendte, som havde fundet mig. Det bekraeftede, at det var godt, at jeg gjorde det. Den ene spurgte lidt efter råd, fordi hun selv stod i noget lignende. Hun skrev meget aerligt, at hun ikke helt vidste, om hun syntes, det var sejt gjort, men hun syntes, det var stort gjort, og hun ville tage det med som inspiration. En anden skrev, at hun ikke havde vaeret i naerheden af at skulle traeffe de valg selv, men syntes, det var meget inspirerende at laese om, og det ville hun bare lige sige tak for. Det bekraeftede mig i, at det var en god ting at dele og stå frem.”
Jeg stod frem med mit tabu …
“Jeg manglede nogen at spejle mig i og plads til, at vi kan leve forskelligt uden at dømme hinanden, og jeg gad godt debatten om skilsmisser og delebørn og køn. Vores løsning føltes naesten forbudt for mig dengang, vi gjorde det, som om jeg skulle springe ud af et skab.
Som min datter sagde: ‘Den artikel var aldrig blevet til noget, hvis det var om en mand’. Han havde ikke skilt sig ud, og det havde ikke vaeret et tabu. Han havde bare vaeret en sej enlig far. Der er ikke så mange, der tager hatten af for en enlig mor.
Jeg skulle anstrenge mig for at fortaelle om det. Sådan har jeg det slet ikke mere. Jeg har levet det igennem og står meget staerkere i det i dag. Selv om jeg ikke var i tvivl om, at vi skulle gøre det, så kraever det alligevel noget hele tiden at skulle forklare sin måde at vaere mor på. Det er jo ret helligt, hvordan man er nogens mor. Det bryder man sig jo egentlig ikke om, at der er nogen, der saetter spørgsmålstegn ved.
Jeg har heldigvis ikke selv boet i skyggen af mit tabu, selv om jeg har levet det. Jeg ser det ikke som en plet på min fortid, eller noget jeg skammer mig over, for der er så mange gode ting i det også. Jeg vil til enhver tid anbefale, at man lytter til børnene og finder ud af, hvad der er bedst for dem. Når jeg møder nye mennesker, så prøver jeg at vaere meget nøgtern om vores løsning, ikke overforklare eller forsvare den, for ellers synes jeg faktisk, min pointe er helt tabt. Det vil jo på en måde bidrage til, at det er saerligt og bliver et tabu.”
Hvis vi skal bryde flere tabuer ...
“Jeg synes generelt, man skal passe på med at vaere for ensidig og fordomsfuld over for noget, man ikke ved nok om. Laes ikke kun overskrifterne, men få nuancerne med. Jeg vil selv hellere have, at folk siger noget eller spørger, end at jeg kan se, at de taenker noget.
Sådan prøver jeg også at agere, hvis jeg møder nogen i en situation, som virker fremmed for mig, men det er nemmere sagt end gjort at turde spørge hvorfor. Det er det med at møde hinanden med respekt og åbenhed, og det er ikke det samme som at erklaere sig enig.”