Den sommer, jeg laerte lyden af solskin at kende
En genert Rie Helmer tog på dannelsesrejse til Sydfrankrig og fandt både en buffet af yoghurt og sig selv.
“Sommeren 1989 var året, efter at jeg var blevet student, og den sommer rejste jeg på eventyr med min barndomsveninde til Aix-en-Provence i Frankrig for at bo der i et år. Eller sex-en-Vacances, som byen blev kaldt, fordi den summede af unge fra hele verden.
Jeg var ret umoden og vaeldigt genert. Min veninde var en smuk, lyshåret pige, og hun løb i første omgang med opmaerksomheden blandt franskmaendene, mens jeg gemte mig bag en selvironisk facade. Jeg grinede meget højt af mine egne fejl dengang og var pissebange indvendigt.
Jeg husker isaer vores ture på markeder, der duftede af blomster og friske grøntsager. Jeg kan huske følelsen af at ligge i vores lejlighed en lørdag morgen og høre gågadens lyde uden for vinduerne. Man kunne høre, når det var solskin. Der var en lyd af sommer udefra, og indenfor hørte vi Dire Straits og Stings Englishman in New York. Det hele udtalt med fransk accent i radioen. Mine sanser blev vakt på så mange måder.”
“Det var første gang, jeg oplevede at stå på egne ben, og her vil mine foraeldre nok indskyde, at de hver måned satte penge ind på min konto, så mere selvstaendig var jeg heller ikke.
Men jeg oplevede, at jeg kunne finde en helt ny flok, få venner fra hele verden, at jeg kunne gøre rent og lave mad, og at der findes 500 slags yoghurt at vaelge imellem. Det var kaempe stort at vaere i udlandet, som virkelig var langt vaek. Hvis jeg ville ringe hjem, skulle jeg ned på torvet i en telefonboks, og det skete ikke hver uge.”
“Jeg var selvfølgelig ikke hjemme i mig selv dengang, som jeg er nu. For jeg er et vidunderligt sted, hvor jeg bor godt, elsker min mand, er stolt af mine børn, har det job, jeg gerne vil have, og endda tør sige, at jeg er ekspert i noget. Da jeg var 20 år i Aix-enProvence havde jeg slet ikke den ro.
Men jeg oplevede alligevel i løbet af det ophold, at jeg kunne noget. Jeg kan tydeligt huske flere af de mennesker, jeg mødte dengang. Og det sjove er jo, at dengang troede man, at de bare passerede forbi i livet, men nu, i dag, er det nogle af dem, jeg taenker tilbage på. Man sanser bare utroligt skarpt lige i de år.”