Jeg er ikke hel uden ...

… Anne Dorte Michelsen

“Anne Dorte er en maskine. Hun har så meget energi og kommer med nye ideer hele tiden. Og jeg er sådan helt: ‘Rooolig nu …’. Hun er igangsaetteren, hvor jeg er mere ‘samle op og udføre-typen’. Hun skriver vores sange og taler med folk, jeg laver al artworken, albumcovers og scenetaepperne, jeg kører bilen, laver pressemateriale, excelark og regnskabsting. Vi supplerer hinanden godt, og så har vores stemmer altid passet så fint sammen, når vi synger.”

... Caroline Henderson

“Vi kender hinanden, fra da vi spillede musical på Betty Nansen i 1980, vi har også sunget kor sammen med Gnags. Da vi begyndte at snakke om det, der blev til Ray Dee Ohh, havde jeg det jo igen sådan, at det kunne vaere fedt at have en anden med, og så spurgte jeg Caroline. Hun er utroligt sjov, og så kan hun noget andet end mig. Jeg havde det kun lidt svaert med, at hun altid skulle have højhaelede sko på, så hun stod der og tårnede op. Vi ses desvaerre ikke så ofte, men når vi ses, er det meget intenst. Hun kan huske alle mulige historier, så drikker vi te og snakker i timevis om fortiden, vores familier og børn og børnebørn og har det helt vildt hyggeligt.”

... Min mand, Simon:

“Vi mødte hinanden i Ray Dee Ohh for over 30 år siden. Jeg kan huske, at jeg dengang taenkte, at han virkelig også var min bedste ven. Vi forstod hinanden ret intuitivt. Jeg tror, vi begge er nogle tvivlende og følsomme kreative mennesker. Vi har også hver vores styrker. Han har det samme drive som Anne Dorte, hvor jeg så kommer og så samler tingene, så de ikke flyver i alle retninger. Og så er vi begge ret gode til at tilgive og ikke at have en idé om, at alting skal vaere fantastisk hele tiden, for det er der ikke noget, der kan vaere. Vi har vaeret skidegode sammen med vores børn. Vi er gode til at arbejde sammen og har en god forståelse for hinandens ønsker og for at prøve noget af.”

... Mine børn

“Der er seks år imellem min første og anden, og fem år mellem anden og tredje. Så jeg har prøvet at vaere den unge mor, der var meget afhaengig af min egen mor. Jeg fik, hvad jeg senere har fundet ud af var en fødselsdepression, som jeg bare levede igennem, ude af kontakt med mig selv, men jeg tog Josephine med på tour, da hun var bare en måned gammel. Heldigvis fik jeg rigtigt meget hjaelp af mine foraeldre. Da jeg fik nummer to, Anton, med Simon, var det meget nemmere. Jeg havde en følelse af, at jeg forstod Anton med det samme, og jeg var ikke helt så bange for opgaven. Efter ham gik der nogle år, hvor jeg taenkte, at jeg under ingen omstaendigheder skulle have flere børn. Indtil en aften, hvor vi var på ferie i et sommerhus i Tisvilde, og det var, som om et eller andet kaldte på mig. Det var meget maerkeligt, men det var en staerk følelse af, at vi lige skulle lave en mere. At der var en, der sad og ventede. Og så fik vi Alfred. I dag bor han i London, men ringer hjem naesten hver dag.”

... Mine børnebørn

“Vito på fem år og Hugo på tre år. Og en mere på vej. Jeg er en sød bedstemor, som godt kan lide at lege med biler. Og bygge med Legoklodser og rode rundt nede på gulvet, selv om jeg fysisk har lidt svaert ved at komme op igen. Det er fedt at vaere bedstemor. At få et nyt saet øjne på hele verden, en gang til. At få lov til at vaere tilskuer til sådan et lille menneske, der vokser på et tidspunkt, hvor jeg ikke har pissetravlt med alt muligt andet. Jeg kan godt lide at fjolle. Og kigge på dem. Vito siger hele tiden: ‘Hvem kommer først?’. Og jeg kan sagtens lade ham vinde, selv om jeg da prøver at løbe efter ham.”