Mor og datterforholdet redefineres konstant

Mor-datter-relationen har et indlejret konflikt-potentiale, fordi der både er meget på spil, og forholdet helt naturligt udvikler sig gennem livet. Sådan siger relationsterapeut Anne-Marie Jensen, som her kommer med indspark til, hvordan du får en god snak med din mor. Hvilke dynamikker kan saette turbo på uenigheder og misforståelser hos mødre og døtre?

“Temaer, som ofte går igen, er forskelle i forventningerne til hinanden og uenigheder om rollerne i forhold til hinanden. Mordatter-relationen har ekstra potentiale til konflikt, fordi de betyder meget for hinanden og ofte har vaeret taet forbundet gennem en vaesentlig del af livet. Relationen redefineres, i takt med at vi bliver aeldre og udvikler os.

For den unge datter og hendes mor handler det ofte om løsrivelse og et skift i det behov, datteren har for sin mors involvering. Mor og datter skal finde en ny takt, hvor datteren skal leve sit eget liv mere, og moren måske skal skrue ned for sit krav om kontakt. Senere er livet faldet lidt på plads, og i en periode er forholdet mellem mor og datter ofte mere ligevaerdigt. Så kan der komme nye udfordringer igen, når moren bliver aeldre og måske får mere behov for sin datters hjaelp,” siger relationsekspert AnneMarie Jensen.

AEndrer vores forhold til vores mor sig, når vi selv bliver mødre?

“Det saetter ofte nogle refleksioner i gang. Når du selv bliver mor, skal du pludselig forholde dig til, hvordan du varetager rollen. Så kan det vaere, man undrer sig over den måde, ens egne foraeldre agerede på, da man voksede op, og stiller spørgsmål som: ‘Hvorfor råbte vi så meget derhjemme, jeg ville aldrig selv råbe sådan ad mine børn?’. Det kan vaere, man bliver vred på sin mor over noget, man ikke har taenkt over før. Men det kan også vaere moren, som selv bringer det op: ‘Hvor er det dejligt at se den måde, I er sammen med jeres børn på, der var vi lidt for travle, dengang du var barn’.

Hvis man går til forskellighederne med nysgerrighed, åbenhed og uden at vaere fordømmende eller anklagende, kan det saette gang i nogle rigtigt gode snakke.”

Hvilken rolle spiller den tid, vi er vokset op i, for forståelsen imellem mor og datter?

“Der kan vaere noget, i forhold til hvilket vaerdisaet vi er vokset op med, som kan støde sammen og give konflikter mellem mor og datter senere i livet.

I 1970’enes frigørelsestankegang har man måske ikke taenkt så meget over, hvordan foraeldrenes frigørelsestrang påvirkede børnene. Det kan virke enormt forvirrende for et barn at vokse op i foraeldres eksperimenterende tilgang til samliv, og det kan man som voksent barn få brug for at tage et opgør med. I forhold til den generation, som nu er midaldrende, og deres døtre, så kan nutidens aendrede forståelse af kønsidentitet godt vaere lidt fremmed og med til at skabe konflikt og forvirring. Det kan virke provokerende, når den yngre generation gør noget nyt, man ikke selv forstår meningen med.”

Ender mor-rollen nogensinde?

“Nej, det gør den ikke! Men det kan vaere nødvendigt at redefinere krav og forventninger til hinanden.

I velfungerende forhold bliver vi ved med at betragte vores mor som mor, og det er helt, som det skal vaere. Men hvis datteren for eksempel forventer, at moren skal stå til rådighed, eller moren forventer, at datteren ringer hjem tre gange om ugen, kan forholdet have gavn af, at man opbygger en mere ligevaerdig relation. Man kan aftale, at det ikke er den enes ansvar at tage sig af den anden, men at man som udgangspunkt tager vare på sig selv og så i øvrigt hjaelpes ad, hvor man kan.”

Er det vigtigt at turde stille de undrende spørgsmål – også til fortiden?

“Grundlaeggende synes jeg, at man i naere relationer altid skal føle sig fri til at tage det op, der fylder.

Hvis relationen er dårlig, kan det vaere svaert, og så kan man måske have glaede af at få hjaelp til at tale om det. Har man en god relation, burde det vaere trygt for eksempel at spørge: ‘Jeg har taenkt meget over, dengang du var far utro. Hvad skete der egentlig?’. Det kan betyde meget for datteren at få afklaret sine spørgsmål om fortiden, fordi det er med til at definere den: Det, der skulle vaere trygt dengang, var det nu også det, eller er der noget i det, som er uforståeligt? Det er rart for os at få klarhed over.”

Hvordan kan man tackle den snak på en god måde?

“Man kan starte med at gøre sig nogle tanker på forhånd om, hvad det praecis er, man gerne vil vide, og hvad det ville betyde i ens liv at få svar.

Når man tager hul på samtalen, er det godt at tage udgangspunkt i sig selv og for eksempel sige: ‘Mor, jeg har gået og taenkt meget over det her, ville du have noget imod, at vi snakkede om det?’. Det er vigtigt, at man giver sin mor en chance for at maerke, om det er trygt for hende at tale om. Man beder jo på sin vis om lov til at gå ind i det land, der er hendes, og vaere på besøg der.

Hvis ens mor er åben over for det, kan man tage naeste skridt og sige: ‘Det, jeg mest har undret mig over, er .. ’ og så komme ind på det, man gerne vil vide. Man behøver ikke vaere berøringsangst og bange for at spørge ind, men man skal spørge med respekt for den anden og ikke dømme. Det samme gaelder, hvis det er moren, som er nysgerrig.”

Hvad hvis spørgsmålene kommer for taet på?

“For det første skal man huske, at man ikke er forpligtet til at svare, selv om det er ens datter eller mor, der spørger. Det er helt okay at sige: ‘Det har jeg ikke lyst til at dele med dig’ eller at bede om lidt betaenkningstid og for eksempel sige: ‘Det var en svaer tid for mig, og det er ikke saerligt rart for mig at tale om. Men kan du ikke sige, hvad det er, du gerne vil vide, så vil jeg lige taenke over, hvordan jeg skal svare på det’.”

Hvad hvis vores opfattelse af begivenhederne er meget forskellige?

“Så må man vaere opmaerksom på, at man taler om det ud fra hver sit perspektiv.

Det kan vaere, datteren siger: ‘Som barn var det meget overvaeldende for mig, at du ikke var saerligt meget hjemme. Jeg følte mig meget ensom nogle gange’. For moren kan det se helt anderledes ud: ‘Jeg knoklede for, at du skulle have det godt, og jeg sørgede altid for, at der var nogen, som passede dig’. Det er to forskellige perspektiver på den samme situation, hvor datteren har følt sig forladt, og moren føler, at hun har gjort en kaempe indsats for sit barn. At begynde at diskutere, hvem der har ret, kommer der ikke noget godt ud af, bare en masse skyld og bebrejdelse. Man må prøve at belyse sagen fra begge sider. Gør det lidt som en opdagelsesrejse: ‘Hvordan var det at vaere dig?’. Det er godt, hvis moren derefter kan sige: ‘Jeg er ked af, at det var sådan for dig.

Det vidste jeg ikke, og det var virkelig ikke med vilje’. Det kan vaere meget forløsende for datteren.”

Hvad gør jeg, hvis det ender i konflikt?

“Nogle gange er vi nødt til at komme igennem nogle konflikter. Det er en helt naturlig del af mordatterforholdet. Der sker et skift i behovene hos den ene, som den anden ikke er parat til, og som giver en stor aendring i relationens art.

For at bevare relationen er det vigtigt at få samlet op igen, når man har haft en konfrontation. Når det bliver fredstid igen, så gå tilbage til hinanden og sig: ‘Undskyld, jeg blev lidt sur, men det ramte mig lidt, at du sagde sådan og sådan’, eller ‘Jeg har ikke brug for, at du blander dig. Jeg har brug for, at du støtter mig på en anden måde’. Gennem gentagne konflikter får man så etableret relationen igen på en ny måde, som både mor og datter er godt tilpas i,” siger relationsekspert AnneMarie Jensen.