“Anna har fået rykket mig på feminisme”
Diskussioner med sin voksne datter har givet Rikke Viemose et andet perspektiv på den måde, hendes liv har formet sig på. Nu gør hun op med de normer for kvinders liv, som hun selv har vaeret både drevet og holdt tilbage af.
Rikke Viemose er journalist og forfatter og snart aktuel med bogen Nu taler jeg, hvor hun ser tilbage på sit liv og forsøger at forklare, hvorfor hun og hendes generation ikke har rykket så meget på ligestilling. Hun har sammen med sin mand, journalist David Trads, datteren Anna og sønnen Anders boet og arbejdet i udlandet ad flere omgange. Først i Rusland og så i USA. Oplevelser, som har vaeret med til at knytte familien sammen. Rikke og Anna ses flere gange om ugen.
Anna, er der noget, som har undret dig med hensyn til den måde, din mor har prioriteret på?
Anna: “Jeg synes, det er lidt underligt, hvor individualistisk det har vaeret i din generation. Karrieren har betydet rigtigt meget. Det har meget handlet om at blive chef og få bestyrelsesposter. Jeg har slet ikke den type karrieredrømme. Jeg vil ikke arbejde 70 timer om ugen, selv om det betyder, at jeg bliver chef eller bestyrelsesperson. Jeg ser det ikke som de største vaerdier i livet.”
Rikke: “Det er ikke, fordi jeg har villet vaere direktør eller bestyrelsesformand, men jeg har bare gerne villet blive hørt og set. Jeg har meget tit oplevet, at det var svaert for mig at komme til orde, at kvinder blev overhørt, og at maend talte hen over hovedet på kvinder.”
Anna: “Det er måske noget, som jeg ikke forstår, fordi jeg ikke selv har oplevet en omverden, som ikke tog mig seriøst, og hvor jeg ikke blev lyttet til. Jeg kan jo godt taenke: Du har gjort en masse seje ting, hvorfor er det ikke nok?”
Rikke: “Selvfølgelig er jeg blevet anerkendt for det, jeg har gjort, men der er samtidig mange, der kun har set mig som din fars kone, og det er det, jeg er blevet forbundet med.”
Anna: “Men for mig virker det, som om kvinder har kaempet meget for at spille på maendenes banehalvdel. Hvis jeg kigger på mig selv og mine veninder, så vil vi hellere spille et andet spil. Selvfølgelig vil vi gerne have en uddannelse, tjene penge og have nogle ordentlige arbejdsforhold. Men jeg ville gerne have, at der var nogle feminine vaerdier, der også kom frem.”
Rikke: “Jeg er vokset op med, at hvis vi skulle gøre os gaeldende, så skulle vi ind på maendenes banehalvdel. Vi skulle klaede os som maend med skulderpuder og skarpe jakkesaet. Magasinerne var fyldt med tips til, hvordan man kunne laere af maendene og komme frem ved at gøre sin stemme dybere og blive bedre til at forhandle.”
Anna: “Ja, og konkurrere med hinanden og vaere megahårde i stedet for at hjaelpe hinanden og skabe et faellesskab. For det er for feminint, og så vinder man ikke i det spil ...”
Rikke: “Det er også noget af det, jeg er nået frem til nu. Vi har skullet vaere individualister, så vi har ikke rigtigt hjulpet hinanden med at komme frem. Vi skulle ses af maendene for at komme frem, hvor I skaber en helt ny virkelighed, og det er fedt!”
Anna: “Jeg kan også godt se, at du har haft nogle andre forudsaetninger. Du har ikke bare kunnet sige: ‘Jeg vil spille et andet spil’, for der har ikke vaeret nogen, der ville spille med dig. Hvor jeg oplever, at mange i dag har de samme tanker som mig.”
Anna, er der noget, som undrer dig, når du ser tilbage på din barndom?
Anna: “Det er noget, du har skrevet om i bogen, mor: At det ikke gik op for dig, at når du tog dig så meget af familien, som du har gjort, så opgav du også noget på karrierefronten. Det tror jeg da har vaeret en fordel for mig og min lillebror, for vi har haft rigtigt meget kaerlighed og tid i vores barndomshjem. Vi er jo blevet meget staerke mennesker. Men du har på en måde ofret dig selv for os.”
Rikke: “For mig har det altid vaeret helt vildt vigtigt, at I havde det godt. Derfor er jeg gået på kompromis med nogle ting i mit eget liv og i min karriere. Jeg har taget et job frem for et andet for at kunne gå på nedsat tid. I 00’erne var der enormt meget, vi skulle leve op til som foraeldre: Vi skulle selv sy fastelavnskostumer til børnene, og vi kunne altså ikke bare lade jer dele flødeboller ud, når I havde fødselsdag, det skulle vaere hjemmebag. I dag taenker jeg, at jeg godt kunne vaere kommet lidt nemmere om ved det. For det vigtigste var jo, at der var tid til jer. Men det hører også med til historien, at din far ikke så det som så vigtigt at afsaette tid til familien. Han ville aldrig have givet afkald på sin karriere. Det ser jeg mere tydeligt nu. Det var mig, der gjorde det. Og