“Generationskløften var størst til mormor”
Forfatter Johanne Mygind er vokset op hos en mor, som sagde nej til kernefamilien, inspireret af 1970’ernes rødstrømpeidealer. Da Johanne selv fik børn, valgte hun kernefamilien til, men fik også en større forståelse for sin mors valg.
Johanne Mygind er vokset op hos sin mor, Karen Mygind, som bevidst valgte kernefamilien fra ud fra feministiske idealer. De boede først i kollektiv med blandt andre Johannes far og senere alene i samme hus, som fungerede som centrum for den politiske aktivitet, som Karen var meget involveret i. Inspireret af sin egen opvaekst og de forskellige vilkår, der har formet livet for kvinderne i hendes familie, har Johanne skrevet romanen Kaerlighedens år, som følger tre kvinder i tre generationer.
Johanne, din mor valgte at opdrage dig i kollektiv og valgte kernefamilien fra. Fik du et nyt perspektiv på det, da du selv fik børn?
Johanne: “Ja, da jeg selv fik børn, ville jeg rigtigt gerne have en almindelig kernefamilie. Det var vigtigt for mig, at mine børn fik søskende, og at de havde den samme far. I mange år var jeg også meget glad for det valg, men samtidig kan jeg huske, at jeg hurtigt begyndte at taenke, at Karen måske havde haft ret i sin kritik af kernefamilien. Og jeg taenkte faktisk, at Karen på en måde havde ret – at ideen med at få børn i et kollektiv faktisk var rigtig på nogle punkter. Man er for få mennesker i en kernefamilie. Når min eksmand og jeg var på besøg hos hans familie, så var vi fem voksne i huset til et barn. Det var ligesom at vaere i kollektiv. Så var der lige pludselig tid til, at jeg kunne laese en roman eller gå i bad, fordi der hele tiden var en voksen, som syntes, det var sjovt med det lille barn. Følelsen af stress og hårdt arbejde forsvandt, for der var haender nok. Alligevel overvejede vi aldrig at flytte i kollektiv. Jeg ved heller ikke, om der findes kollektiver, som ville lade en familie med tre børn flytte ind? Det er i hvert fald ikke rigtigt muligt at finde et kollektiv, som har plads til en enlig mor med tre børn hver anden uge.”
Karen: “Da jeg blev gravid, taenkte jeg, at jeg i hvert fald ikke skulle have nogen familie. Jeg så det som en af grundstrukturerne for kvindernes undertrykkelse at vaere bundet til en familie og stå for alt omsorgsarbejdet. Det havde jeg oplevet hos mine foraeldre. Så hvis faren ville bo sammen med mig, så skulle det vaere i kollektiv-sammenhaeng. Det var en klar rødstrømpe-påvirkning. Jeg havde en vision om et socialpolitisk kollektiv, hvor kønsrollerne blev nivelleret. Vi arbejdede i skift og var to, der var på vagt og passede børnene en uge ad gangen. Det kunne vaere svaert at laegge ansvaret for sit barn over til en anden. Men maendene var gode til det, kan jeg huske.”
Johanne: “Jeg har jo ikke haft en saerligt normal opvaekst, men når man vokser op, tror man jo altid, at ens opvaekst er normal. Det var først, da jeg blev aeldre, at det gik op for mig, at jeg kommer med nogle meget anderledes erfaringer end mange andre. Det blev meget tydeligt for mig, da jeg selv fik børn og boede i raekkehuskvarter. Jeg havde svaert ved at forstå den der familiestruktur, hvor man er meget lukket. Jeg kunne blive enormt frustreret. For eksempel gik alle ungerne i boligkomplekset i den samme børnehave, og jeg foreslog, at i stedet for at hver enkelt foraelder hentede deres barn hver dag, så lavede vi en deleordning, hvor vi hentede alle børnene sammen, så en hentede om mandagen, en hentede om tirsdagen og så videre. Det var enormt svaert at få igennem, for folk er ikke vant til at taenke sådan. De er mere vant til at taenke min egen, individuelle familie. Det var også derfor, jeg fik lyst til at skrive Kaerlighedens år. Jeg ville gerne undersøge den maerkelige barndom, som jeg havde haft, også for at fortaelle, at der er alternativer til kernefamilien.”
Er der en forskel i jeres vaerdisaet eller ideologi, som spiller en rolle?
Johanne: “Min generation har vaeret meget individuel. Det har handlet om selv at blive chef eller selv at få et individuelt, ligestillet aegteskab. Det har ikke vaeret sådan noget med at ville lave samfundet om. Måske har vi også ønsket at høste frugterne af ligestillingskampen, hvilket jeg oplevede som relativt svaert – for så meget ligestilling havde vi jo alligevel ikke fået. Faktisk tror jeg nogle gange, at Karen har syntes, at jeg var for kritisk, fordi jeg var skuffet over, både hvor svaert det var at leve i en ligestillet kernefamilie, og at det stadig alligevel koster så meget for kvinder at gøre karriere. Det kom bag på mig, at hovedansvaret for børnene ofte endte hos kvinden, og at man som mor tit ender med at vaere ‘projektleder’ og have ansvaret for, at der bliver købt kalendergaver og pakket idraetstøj. Det tror jeg nogle gange, du havde lidt svaert ved at se.”