“JEG TAGER IKKE KRITIK PERSONLIGT”
Marie Brixtofte har laert at sige fra og holde ud i strakt arm, når hun mødes med andres brok. AErligt, kaerligt og højlydt. Og så pakker hun dem ellers ind i empati. Og det virker.
Inden du fordyber dig i teksten her, så fold lige dine sanser ud: Sidder du godt? Måske har du en kop dampende kaffe i en smuk kop ved din side, og der strømmer behagelig musik ud af dine højtalere. Skinner eftermiddagssolen saerligt venligt? Ahhh, kan du maerke det? Nu er du en smule mere veltilpas end lige før, ikke?
Du har lige smagt på Marie Brixtoftes bolsjefilosofi, som hun selv praktiserer trefem gange om dagen, og som fylder hende med god energi, som hun går ud og smitter sine omgivelser positivt med.
“Den fandt jeg på, da meditation blev en sur pligt for mig. Min meditationslaerer sagde, at jeg i stedet skulle vaere mindful i det, jeg gør. Det syntes jeg også var svaert, men med bolsjefilosofien lykkedes det.”
Marie er psykolog (og ja, politiker og Farum-borgmester Peter Brixtoftes datter) og ved derfor af erfaring, men også fra sine fagbøger, rigtigt meget om mennesker og følelser.
“Studier viser, at deler man en skoleklasse op og får den ene side af klassen til at smile, mens de andre ikke gør, så vil laereren altid stille sig foran de smilende. Vi drages mod positive følelser og vaek fra de negative.”
90/10-ører
I Maries fag taler man om belastningspsykologi, det at klienters negative følelser kan smitte, og om, at det er vitalt at huske, at følelsen er klientens og ikke psykologens. Egne og andres negative følelser er umulige at undgå, men vi er selv med til at bestemme, hvad vi vil lukke ind, og hvor meget det får lov til at fylde. Marie har iført sig et skjold, som – sin usynlighed til trods – virker.
“Jeg står på et fundament af buddhistisk psykologi, og inden for den er det sådan, at intet er personligt. Intet! Det handler altid om afsenderen. Og det betyder, at møder jeg kritik, så tager jeg det ikke personligt.”
Inden for psykologien taler man også om at lytte med 90/10-ører. Fordi 90 procent af den kritik, du oplever fra en anden, handler om den anden. Du står kun selv for de 10 procent, der har sat noget i gang hos den anden. Eller som Marie forklarer det med et eksempel:
“I efteråret var jeg på ferie med en af mine døtre. Vi rejste med nattog til Italien, og jeg lavede et opslag om det på Facebook, hvor en kommenterede lidt negativt, at jeg var privilegeret sådan at have tid og økonomi til at rejse med mine døtre. Det handler jo ikke om mig, men om, at hun måske taenker: Det er ikke alle, der er lige så heldige. Og jeg er kaempeopmaerksom på det privilegium. Det kan også vaere, at hun taenker: Gid jeg havde penge til at kunne rejse, eller gid mine børn ville rejse med mig. Og det kan jeg da godt forstå, men det handler igen om hende. Mine 10 procent i det her tilfaelde er, at jeg har rejst med min datter og tilladt mig at dele det, og det har så aktiveret noget i hende. Men havde du delt det på din Facebook-profil, så havde hun sikkert skrevet det samme til dig. Negativitet handler om andres usikkerhed eller underskud, og er vi bevidste om det, kan vi møde dem med dyb empati i stedet for at spejle deres negativitet.”
Marie svarede kvinden, at hun har knoklet for muligheden og niver sig selv i armen over, at det er lykkedes hende at skabe de rammer.
Det er desvaerre en kendsgerning, at det er nemt at vaere negativ på de sociale medier, men hvorfor er det naesten mindre pinligt at vaere uempatisk end at vaere empatisk? Marie har et bud på det:
“Når vi er uempatiske, for eksempel på de sociale medier eller i trafikken, så er vores amygdala i hjernen aktiveret, og vi er i kaemp, flygt eller frys. Vi bliver primitive og mister pinlighedsfilteret, som er en mere raffineret følelse. Når vi derimod er i empati, så har vi masser af blod i hjernen og hjertet, og så har vi adgang til skam, som bliver en faktor, der kommer ind i ligningen og stopper os i tide.”
Når Marie bliver mødt af andres osende og potentielt smittende negative følelser, møder hun dem med “sød med sød på”.
“I virkeligheden har de jo brug for omsorg, eller også er det deres facon eller en dårlig vane med at vaere negativ, og så synes jeg, du skal sige det på den sødeste, kaerligste måde, hvor du tager ansvar for, hvad det gør ved dig. Jeg har udviklet den form, jeg kalder “at sige fra kaerligt og aerligt” med lige dele empati, omsorg og sigen fra. Hvis det er en kollega på arbejdet, der brokker sig, kan du sige: ‘Jørgen, jeg forstår godt, at der er rigtigt meget på arbejdet, du er traet af, og jeg tror egentlig, at det lidt er blevet din rolle og din facon at brokke dig, og nogle gange er det også lidt sjovt. Jeg kender godt, at jeg selv har lyst til at brokke mig. Men, Jørgen, det gør noget ved mig. For hver eneste gang, du klager over ledelsen, så smitter det lidt, og jeg kommer i tanke om ting, jeg også er utilfreds med. Men meget af det er vilkår, vi ikke kan aendre på. Lad os aendre på det, vi kan, og vil du så ellers prøve, når vi er sammen, ikke at vaere så negativ?’.”
Stop!
I hjemmet, der taeller mand, tre børn og en hund, falder der lidt faerre ord, når for eksempel praeteenageren tager negative energier med til morgenbordet.
“Der er det den helt korte: ‘Stop!’. Efterfulgt af: ‘Hvis du er i dårligt humør, så vil jeg godt trøste dig eller tale med dig om det på dit vaerelse. Men når du bare taler negativt, så spreder du negativ energi, så stop!’. Min mor plejede at sige: ‘Har du ikke noget positivt at sige, skal du ikke åbne munden’, men det er jo lidt hårdt. Nogle gange er man ked af det og har brug for trøst, og ens klage er jo en kommunikation om noget, der er svaert. Derfor synes jeg, man skal tilbyde sin teenager opmaerksomhed. Når jeg har mest lyst til at traekke mig fra min teenager, skruer jeg faktisk i stedet op for kaerligheden. Krammer hende ekstra meget, sover på hendes vaerelse og laver noget sammen med hende. Så falder hun til ro.”
Marie er selvfølgelig ikke immun over for
smitte med negative følelser, men hun er bevidst om, når det sker, og så sporer hun følelsen tilbage til kilden.
“Det er omsorg for mig selv. Så det giver mening, at o.k, jeg er bare blevet smittet. Vi er så gode til at spørge alle andre ‘hvorfor mon du har det sådan?’, men vi skal også vaere gode til at tune ind på os selv.”
Derfor følger Marie heller ikke nogen på de sociale medier, som irriterer hende.
“Det er jo mit shit, at de aktiverer noget i mig, men derfor også mig, der kan aendre på det. Hvorfor gå rundt og forurene sig selv?
Jeg har en klient, der bliver i dårligt humør af at se nyheder, og så har jeg sagt: ‘Få nyhederne på en anden måde. Og hvis du ikke kan lade vaere, skal du bagefter gå ind på Verdensbedstenyheder.dk og lige bruge 10 minutter på at lukke af på en god måde.”
Et smil, øjenkontakt og i det hele taget positiv kontakt og opmaerksomhed er løsningen på følelsesforurening, hvis du spørger Marie.
“Jeg siger godmorgen til alle på min vej. Og ønsker dem en dejlig dag, og ser jeg en smuk kvinde, en smuk mand eller et smukt smil, så kommenterer jeg på det.”
Resultat: Marie bliver glad, og modtageren bliver glad, og det smitter uendeligt.
“Jeg har skruet op for det, som generthed og pinlighed bremsede tidligere. For mit ego, min tanke om, hvad andre taenker om mig, må ikke stå i vejen for naerhed. Når vi deler lidt ud af os selv, knytter vi os til hinanden, og der sker en lille grad af holden af.”
Marie understreger det med at give mig et kaempe kram som afsked. Det første, jeg har fået af en fremmed i snart to år. Det smittede i en grad, så alle, jeg mødte i supermarkedet bagefter, fik en hilsen og et smil.