HER ER JEG NU
“Har du taenkt på, hvor dygtige kvinder er til at oversaette maend?” siger Lotte Andersen.
Vi har talt sammen i en god halv time, da bemaerkningen falder. Kaffen er drukket. Vi har beundret udsigten fra hendes nye hus, der ligger højt på en skrånende naturgrund med spredte birketraeer og buskads af den viltre slags, der aldrig bliver beskåret. Vi har endda haft besøg af et hjortekid, der hoppede ivrigt forbi med hvid rumpe og tynde ben, og selvfølgelig måtte vi stoppe samtalen i nogle stille sekunder og bare se på kiddets jagt efter bark og graes.
Lotte Andersen har noget på hjerte om både kvinder og natur. Det er der, hun er lige nu, på et sted, hvor naturens forandrende kraefter og undertrykt kvindelighed optager hende.
Før hun naevner det, har jeg ikke taenkt på, at også jeg automatisk oversaetter en mandlig hovedrolle til mit eget kvindeliv, når jeg ser film og laeser bøger. Men instinktivt maerker jeg, at hun har ret.
“Vi er vant til, at i kunsten er manden et menneske, som vi kan oversaette inde i hovedet. Hvis hovedpersonen har et foraeldreopgør, kan kvinder sagtens se sig selv i det opgør,” siger Lotte Andersen.
Indtil langt op i det 20. århundrede var de fleste forfattere maend, og de fleste hovedpersoner også maend. Lykke-Per og Robin Hood, Hamlet og Aladdin, Jeppe på Bjerget og en milliard andre klassiske helte og antihelte flyver gennem mit hoved.
Lotte Andersen haever stemmen en anelse.
“Så i dag kan du med sindsro saette fire mandlige skuespillere til at spille hovedrollerne i en film, for så ved du, at der kommer både kvinder og maend i biografen. Vi oversaetter bare rollerne, det har vi gjort i 1.000 år. Men omvendt, hvis du saetter fire kvinder i hovedrollerne, så er det naesten udelukkende kvinder, der ser filmen, for maend kan ikke oversaette på samme måde, og det gør jo en kaempe forskel på, hvilke film der bliver spået succes og dermed opnår finansiering. Hvordan skal vi bryde den onde cirkel?” Hun naevner ikke selv nogen navne.
Men jeg kommer uvilkårligt til at taenke på to af de mest omtalte og sete danske film i 2021: Thomas Vinterbergs Druk og Anders Thomas Jensens Retfaerdighedens ryttere. Begge med fire mandlige hovedroller og ganske få og små kvinderoller.
EN KVINDELIG RECEPT
Lotte Andersen har aldrig selv manglet roller. Hverken på teater eller film, hvor hendes track-liste siden debuten i 1990’erne er lang og varieret.
Hun har inden for de seneste år blandt andet givet den som saerdeles kontant og kantet forsker i julekalenderen Kometernes Jul, som lesbisk ministerfrue i DR-serien Når støvet har lagt sig, og hun er en fast del af castet i serierne Sygeplejeskolen og Sommerdahl. I sidstnaevnte spiller hun en politichef, en rolle, der egentlig var skrevet til en mand.
“Hvis rollen havde vaeret en mand, havde den måske vaeret lidt stereotyp, her kommer han og skal håndhaeve magt igen, men når en kvinde gør det, får rollen nye nuancer. Jeg tror, at filmbranchen har brug for at fortaelle den slags nye historier, vinkle på en måde, så publikum ikke føler, at det er samme recept igen og igen. Så bliver det sådan: Hvad sker der egentlig, hvis vi nu saetter en kvinde til at spille den rolle?” Tror du, at der er håb for flere spaendende kvinderoller i fremtiden?
“Der er fortsat land at erobre, men fjernsyn og streamingtjenester har flere nicher og hele verden som kundegrundlag, det er derfra, udviklingen kommer. Og jeg oplever, at flere maend begynder at interessere sig for kvindehistorier, og at de unge er rykket et andet sted hen. Der er håb. Jeg er ikke bange for fremtiden på den måde … hov, jeg bliver lige lidt distraheret her …”
Det er Bambi, der er tilbage udenfor og hopper rundt i et fint lag sne. Det er et helt nyt liv for Lotte Andersen her i huset med udsigten, taet på dyrene.
OMGIVET AF NATUR
Beslutningen om at flytte nordpå er kun knap et år gammel. Hun har stadig til gode at opleve alle årstider i sit nye hus.
“Vi flyttede, fordi vi gerne ville have natur og ro, selvfølgelig. Det at have Tisvilde Hegn og Grib Skov lige uden for døren betyder meget. Vi bor på en gammel sommerhusvej med lidt klondykede huse og en god blanding af unge tilflytterfamilier fra Nørrebro og aeldre, der har boet her laenge. Her er en saerlig stemning.”
Tanken om at bo taettere på naturen har ulmet laenge og fik afgørende tag i Lotte Andersen og hendes kaereste, Rasmus
Møller, efter første coronavinter, hvor de vandrede stierne tynde i Dyrehaven og savnede at vaere i deres sommerhus på Mols.
Hun er glad for skiftet fra forstadslivet i Ordrup uden for København til for alvor at vaere kommet på landet og taettere på sine to søstre, som også bor i området. Men hun har også opdaget, at et så afgørende skift som en flytning kan tage tid at lande i.
“Jeg skal lige komme mig over flytningen og alt det nye. Den slags tager laengere tid, jo aeldre man bliver. I lang tid følte jeg slet ikke, at huset havde noget med mig at gøre. Jeg havde bare sat mig her og pakket en bog ud. Der er så mange dyr her, som bor her i forvejen. Vi følte naesten, at vi flyttede ind blandt dem på deres sted: ‘Hej, hej, nu er vi her også’.”
Lotte Andersen hvisker det sidste. Hun forsøger at vaere her uden at forstyrre naturen for meget. Respektere egetraeet lige udenfor vinduet, undlade at taemme og luge og skaere ned på naturgrunden. Og i stedet bare stille nyde udsigten fra de store vinduer i hele husets laengde i 70’er-style.
“Det tog også lidt tid for mig at finde ud af, at det ikke skulle vaere noget med bindingsvaerk at flytte på landet, at det skulle vaere et parcelhus fra 1968, altså! Jeg havde en maerkelig drøm i hovedet, som lige skulle på plads. Min kaereste er heldigvis så åben, at han kan føle sig hjemme de fleste steder. Og da vi først så det her sted, var det naesten for overvaeldende.”
“Har du taenkt over, hvor dygtige kvinder er til at oversaette maend? Vi er vant til, at i kunsten er manden et menneske, som vi kan oversaette inde i hovedet.”