“Jeg har ladet, som om jeg ikke var sårbar”
Birgitte Bregnedal er vokset op som fars vilde pige. Det g jaldt om at vaere sej og staerk, holde ud og ikke klynke. Men som voksen har hun revurderet sin opfattelse af, hvad det vil sige at vaere staerk.
På bordet foran Birgitte Bregnedal ligger en roman med blåt omslag. Pigen med sherifstjernen er lige udkommet, den er hendes første roman til voksne og bygger delvist på hendes egne barndomserindringer. På en blank side inden første kapitel i romanen står en enkelt saetning:
“Jeg løber alt, hvad jeg kan, gevaeret peger mod mig.”
Pigen med sherifstjernen er en saerlig bog for Birgitte, der tidligere har udgivet 26 børnebøger.
“Det føles sårbart at bruge noget fra min egen opvaekst. Jeg har skullet finde mod til at skrive om mig selv, for den sårbarhed, jeg udstiller, har altid vaeret hemmelig. Jeg har altid ladet, som om jeg ikke var sårbar. Jeg ville ikke acceptere den side af mig selv,” siger Birgitte Bregnedal og fortaeller om en af de barndomserindringer, der er kommet med i bogen, hvor den seksårige hovedperson på sin fars opfordring holder fast om det elektriske hegn, der afgraenser engen ved familiens gård.
“Jeg holdt på tråden for at vaere sej. Så kunne min far sige til folk: ‘Sådan noget kan Birgitte’, og så var jeg jo nødt til at gøre det. Og få stød. Det laerte mig at udholde smerte. Både ydre og indre smerte. Jeg ville ikke engang sige, at det gjorde ondt.”
Birgitte var på mange måder “fars vilde pige.”
“Jeg ville følges med min far. Jeg var med, når han spillede kort med maendene i familien, og jeg deltog i hårdt fysisk arbejde. Jeg klippede haek, og som 12årig kunne jeg løfte en kornsaek. Jeg ville vaere hurtigst og bedst uden klynk.”
Ingen plads til tvivl
“Jeg har altid levet på min styrke og ikke tilladt mig selv at vaere sårbar – ikke anerkendt, hvis noget var svaert. Jeg ville ikke vaere ked af det og ville ikke maerke efter. I stedet for indimellem at traekke mig tilbage, så har jeg taget et ekstra skridt frem – de første 35 år af mit liv.”
For eksempel valgte Birgitte at tage en lang uddannelse som økonom og begyndte en karriere i et maskulint miljø, hvor hun fortsat skulle vaere staerk, udholdende og aldrig klynke.
“Men da jeg var midt i 30’erne, fik jeg stress. Det var meget voldsomt, jeg blev kortvarigt indlagt, og bagefter oplevede jeg pludselig min mand tage over, så jeg kunne laene mig op ad ham. Indtil da havde jeg ikke rigtigt givet ham lov.”
Følelsen af at turde afgive en smule kontrol fik sammen med en masse stilletid hjemme Birgitte til at springe ud i en gammel drøm om at skrive, og i den proces laerte hun en side af sig selv at kende, som hidtil havde vaeret gemt vaek.
“Da jeg begyndte at vaere mere alene og taenke over, hvilke ting i min bagage der har gjort mig til den, jeg er, fandt jeg ind til en kerne i mig selv. Jeg har altid smilet og altid vaeret glad, men en del af tiden lod jeg bare som om, fordi jeg ikke turde give plads til tvivl og usikkerhed.”
Skrivevaerkstedet hjemme viste sig at vaere et godt sted for refleksion.
“Det gav mig ro til eftertanke. Jeg har erkendt, at jeg som barn tog rollen som den staerke, måske fordi jeg ikke ville vaere til besvaer. Jeg følte ikke, at der var plads til sårbarhed, og det var meget sorthvidt for mig. Enten var jeg staerk, eller også var jeg sårbar. Det vil sige svag. I dag ville jeg ønske, at der var blevet passet bedre på mig.”
Hvordan tackler du din sårbarhed i dag?
“Ved at skrive denne bog og traekke på noget fra mig selv tager jeg vare på mig selv på en ny måde. I stedet for at det bare tynger mig, kan jeg traekke på det, og så bliver det mindre tungt ved at turde det. Jeg kan maerke en lethed ved at tage fat på det voldsomme og barske. Jeg har i tidens løb brugt meget krudt på at få alt til at se let ud. De fleste folk tror ikke, at jeg kan have sådan en baggrund, fordi jeg er lykkedes godt med at virke ubekymret. Men for mig er det en lettelse at tage fat på det svaere.”
Birgitte mistede sin far for fem år siden. Han nåede lige at se hende udgive de første børnebøger, og han var stolt af hende.
“Du må aldrig taenke på mig, når du skriver,” sagde han til hende og satte hende dermed fri i forhold til at skrive om sine barndomserindringer.
Det er hun glad for i dag, hvor hun endelig har samlet mod til at indrømme, at hun ikke kun er vild og staerk.
“Jeg har en god fornemmelse af, hvem jeg er, og hvad jeg kan i dag. Mit indre har fået lov til at blomstre op. Det er som en dyne, der har vaeret presset sammen i en stram pose. I dag er den puffet ud og får lov til at fylde,” siger Birgitte Bregnedal.
“Enten var jeg staerk, eller også var jeg sårbar. Det vil sige svag. I dag ville jeg ønske, at der var blevet passet bedre på mig.”