Pas på dig selv!

At vaere pårørende til et menneske med en psykisk eller fysisk sygdom kan vaere voldsomt. Psykolog Jens Einar Jansen er aktuel med en ny bog, som giver pårørende et sprog og en viden til at kunne tale om og håndtere de udfordringer, de uundgåeligt kommer til at stå over for.

Hvorfor har vi brug for en bog til pårørende?

“At vaere pårørende rammer mange af os. Og ofte hårdt. Som pårørende er du i risiko for at udvikle en depression eller en belastningsreaktion. Alene hvad angår psykiske lidelser, så rammes hver tredje dansker af en i løbet af deres liv. Det har en voldsom indvirkning på de mange familiemedlemmer, der i langt de fleste tilfaelde slet ikke er forberedt på rollen som pårørende. De kan finde råd og viden i bogen.”

Hvad fylder mest for de pårørende?

“For langt de fleste pårørende er følelser som nervøsitet, bekymring og angst gennemgående. Mange oplever også mere tabubelagte følelser som irritation og vrede. De fleste pårørende bruger meget energi på at taenke over, hvordan de støtter op på en god måde, og hvor meget de skal tage over for deres naertstående. Frygten for, om der er styr på situationen, og for, hvor meget man kan stole på, at systemet tager over, dominerer. Og ikke mindst følelser som skyld og skam: Har jeg gjort nok? Burde jeg have set det komme? Isaer foraeldre til børn med psykiske vanskeligheder slår sig ofte i hovedet med, hvor stort et ansvar de selv har for, at deres børn bliver syge.

Rollen som pårørende er en, du ikke selv har valgt, og det er heller ikke en, du kan frasige dig. At vaere eller blive pårørende gør ofte, at man begynder at se både sig selv og ens naermeste i et nyt eller andet lys. Jo mere du ved om sygdommen, jo nemmere er det at vise omsorg og forståelse. Større viden betyder, at du ved, hvor og hvornår det måske bare går over, og hvornår I skal søge hjaelp.”

En ting er viden. Men hvad hjaelper mig ellers?

“At acceptere, eller anerkende, at du har det, som du har det, er ofte første skridt. Vi kan reagere enormt forskelligt, og det er individuelt, hvilke følelser der dominerer. Nogle er naesten ikke belastet af det. Andre ender med selv at få en voldsom belastningsreaktion eller gå ned med stress. Hvordan du reagerer, handler også om, hvilken relation du har til det menneske, der har det svaert, hvilken lidelse personen har, og hvor lang tid det står på.

Det vigtigste er, at du anerkender, hvordan du har det og tillader dig selv at have alle følelser. Der er ikke en rigtig eller en forkert måde at have det på. Nogle relationer er mere belastede end andre. Det kan for eksempel vaere voldsomt at vaere i en relation til et menneske, der melder sig helt ud af familien. Et menneske, der bliver kortluntet og hverken bidrager praktisk, socialt eller følelsesmaessigt. Eller omvendt, et menneske med for eksempel en bipolar lidelse, som kan blive manisk: For hurtigkørende, lidt for optaget af egne ideer og gøremål og ikke laengere den bedste til at laese andre folks graenser.”

Hvad med min egenomsorg?

“I mine mange samtaler med pårørende er det påfaldende, hvor dårlig samvittighed mange kan have over at saette sig selv i centrum og tillade sig at lytte til egne behov. En central pointe i vores bog er at understrege, hvor vaesentligt det er for pårørende at passe på sig selv. Mange tør ikke gøre det. For hvad hvis de ikke konstant er til stede for dem, de elsker? Kan der så ske dem noget? Bliver de ensomme? Gør de skade på sig selv?

Staerke følelser kan ende i store konflikter, hvis ikke du passer på dig selv, så du har et overskud. Også selv om det kan vaere graenseoverskridende at saette graenser. Det er bare ikke godt for nogen, hvis de pårørende går ned med stress eller bliver udbraendte. Ofte er det også rart for den, der har lidelsen, at de ved, at deres pårørende passer på sig selv og har det godt, så de ikke også skal have den bekymring.

For mange pårørende kan det vaere decideret helende i sig selv bare at hjaelpe. Vi har ofte et for negativt fokus på konsekvenserne af fysisk eller psykisk sygdom. Min egen forskning peger på, at mange pårørende, i tillaeg til de meget svaere ting, også beskriver en raekke positive oplevelser, herunder intens tillid og kaerlighed. Familier og venner rykkere taettere sammen og får talt om ting, de ellers aldrig har talt om.

Vi skaber et stort tillidsrum og kaerlighedsrum, når vi kommer i kontakt med den sårbarhed i os selv, og hos den, der har det svaert.

For det er gennem sårbarhed, vi forbinder os med andre og skaber dybere relationer,” slutter psykolog Jens Einar Jansen.