“Jeg tog en langsom afsked med mit aegteskab”
Maria Sattrup er blevet skilt efter 26 år. Corona-pandemien betød, at skilsmissen foregik langsomt i en blød overgang, som måske ikke var så tosset endda.
I marts måned 2020 tilbragte Maria Sattrup en del timer med at male sin mors lejlighed. Hun er selvstaendig fotograf, og alle hendes opgaver blev aflyst i de første dramatiske måneder af pandemien. Derfor havde hun tid til at male lejlighed sammen med sin mand, som også er selvstaendig. Parret gik rundt ved siden af hinanden med malerpletter på tøjet, ruller, pensler og klude med terpentin i en underlig form for tavshed.
Den slags tavshed, der kan opstå, når man har vaeret sammen i 26 år og lige har snakket om, at det måske er nok? At tiden er inde til at gå hver til sit. Og egentlig er enige om, at den vej nok er den rigtige for begge parter.
Men så lukkede statsministeren landet ned, al indtaegt smuldrede vaek, og ingen turde spå om fremtiden bare et par måneder frem. Og så var spørgsmålet: Kan man gå fra hinanden midt i en pandemi?
“Det var underligt at gå der og male og høre radio uden at tale sammen. Vi følte os begge lidt i limbo. Vi havde talt med hinanden om at blive skilt, men vi havde ikke talt med andre om det, hverken familie eller venner, og nu var vi lidt låst. Vi blev presset til at holde sammen lidt laengere.”
Da parret efter nogle uger meldte deres beslutning om skilsmisse ud til børn og familie, var aftalen, at børnene, der i dag er 20, 17 og 12 år, blev boende, mens Maria og hendes mand, som altså nu er hendes eksmand, flyttede frem og tilbage.
“Jeg har mest sovet hos min mor eller min far, når jeg ikke var hjemme hos børnene. En lidt maerkelig blød overgang, måske. Men det fungerede for os, det har vaeret fint med hensyn til børnene, og faktisk har det også vaeret rart for mig at komme taettere på mine foraeldre i den periode.”
Et modent valg
“Ingen har jo lyst til at bryde en familie op, og splittelsen gør ondt. Der vil nok altid vaere en usikkerhed om, hvorvidt man gør det rigtige. Vi kunne jo også bare vaere fortsat med et venskabeligt aegteskab? Det kunne vi sagtens. Men det føltes forkert.”
Det lange straek, hvor Maria og hendes eksmand blev skilt meget langsomt og stadig så ret meget til hinanden, har betydet, at hun undervejs er blevet mere sikker på beslutningen.
“Jeg var jo begyndt at indse, at vi ville noget forskelligt med fremtiden. Lige inden corona ramte, var jeg på et weekendkursus i reikihealing, og jeg oplevede en ro, en slags meditativ tilstand i løbet af den weekend, som gav mig en indsigt. Jeg taenkte meget over, at jeg ikke kunne aendre på andre end mig selv. Jeg kan kun handle på det, jeg selv gerne vil. Og når man så ikke vil det samme … så må man sige tak for vores tre børn, for den tid, der har vaeret, den har jo vaeret god, det er bare, fordi vi skal i en ny retning, og så må vi ønske hinanden en god rejse.”
Da Maria tog hul på snakken, var hun godt hjulpet af sin erfaring fra tidligere. For nogle år siden var parret igennem en krise, hvor de fik hjaelp fra en parterapeut og laerte en del om kommunikation.
“Selv om vi kom godt ud af krisen dengang, så var der stadig nogle af de samme mønstre. Behov, som ikke blev mødt hos begge parter. Vi laerte bare at kommunikere om det. Så vi har faktisk aldrig skaendtes. Hele processen har vaeret stille og rolig.”
“Jeg er et sted, hvor jeg er ret bevidst om, at vi ikke har en evighed til at nå det, vi vil.”
Et tøvende naeste skridt
Men hvad så nu? Parret har officielt vaeret skilt siden 2020, men skiftes stadig til at vaere hos børnene i lejligheden. Venner og familie er begyndt at spørge, om de ikke lige så godt kan blive sammen?
Maria har tøvet lidt med at tage naeste skridt, for nu er det jo gået så fint med at blive skilt hidtil. Men kan de blive ved med at bo på skift hos børnene, eller kommer der et tidspunkt, hvor begge parter har brug for et sted, hvor den anden ikke også kommer? Parret har så småt taget hul på snakken.
“Kan det blive lige så venskabeligt fremover? Det skal det jo vaere, fordi vi har børn sammen. Det er vi enige om. Vi har også begge oplevet en større frihed og en lettelse i stedet for at føle os låst sammen. Jeg har vaeret ude og maerke livet lidt mere, det er fedt at blive skubbet lidt ud af trygheden til et sted, hvor alt er op til mig. Det er mit ansvar at leve og vaere lykkelig.”
Coronakrisen er slut, der er masser af fotoopgaver, og Maria har desuden sørget for at tage en ekstra uddannelse som multimediedesigner. Hun begynder at maerke trangen til at gå hele vejen, få sit eget sted og slippe en smule mere.
“Jeg skal bare maerke efter. Det skal ikke vaere, fordi andre synes, at det er maerkeligt, at vi stadig er ret taette, for det har bare fungeret rigtigt fint for os. Det skal vaere, fordi vi kan maerke, at vi er klar nu. Jeg er et sted, hvor jeg er ret bevidst om, at vi ikke laengere har en evighed til at nå det, vi gerne vil. Vi må handle på vores drømme.” ■