Hvis det går galt, kan jeg altid tage hjem igen

Selv om Winnie Sørensen har en kaereste, rejser hun helst alene. Hun søger roen og stilheden i sit eget selskab. Andres undren og sygdom undervejs spaender ikke ben for fremtidige eventyr.

Winnie Sørensen har vaeret to gange i Afrika for nylig. Begge gange fik hun ferieminder af den slags, man helst vil vaere fri for, og lå mutters alene på et hotelvaerelse med en heftig infektion.

“I Tanzania fik jeg virkeligt ondt i maven og kastede op. Jeg havde besøgt en temmelig isoleret nationalpark, og jeg tror, at det er der, jeg er blevet syg. Da jeg var i Kenya for et par måneder siden, blev jeg også hundesyg. Jeg havde haft det skidt i en uges tid, men taenkte, at det nok gik over. Men den sidste dag fik jeg tårnhøj feber og kastede op igen. Planen var ellers, at jeg skulle flyve videre om aftenen til Dar es Salaam og videre til Sydafrika dagen efter. Nu var tanken om at tage den tur ikke saerligt tillokkende, men jeg ville bare af sted. Jeg havde lagt et stramt program for dagene i Sydafrika, og jeg ville jo gerne nå det hele. Så det kraevede nogle kraefter at komme videre.”

Det er langtfra første gang, Winnie bliver syg eller kommer til skade på en af sine mange rejser alene rundt i verden. Fra Argentina til Australien og fra Sydafrika til USA. Der er stort set ikke det sted på verdenskortet, hvor Winnie ikke kan saette en knappenål.

Hun har oplevet at slå hul i hovedet og få hjernerystelse. Hun har haft høj feber og heftig diarre, infektioner og parasitter. Selv om det taler direkte til den frygt, de fleste af os kan føle ved at rejse alene, har det derimod vist Winnie, hvor stor naestekaerligheden er, også når du er omgivet af fremmede.

“Selv om det selvfølgelig ikke er en del af planen at blive syg, når jeg rejser ud, så har jeg aldrig følt mig utryg eller overladt til mig selv. Tvaertimod har det givet mig den oplevelse, at de fleste mennesker i bund og grund bare er flinke og hjaelpsomme. Jeg er åbenbart forfulgt af uheld, og jeg tror, jeg efterhånden har set samtlige sygehuse indefra på de destinationer, jeg har besøgt. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor det altid sker, for jeg gør meget ud af at tage mine forholdsregler og er meget fornuftig, graensende til det kedelige. Når det går galt for mig, kan jeg da godt savne en, der synes, det er synd for mig. Og en, der holder mig i hånden, når jeg skal have syet et stort hul i hovedet på et spansk sygehus. Men så ringer jeg hjem til min kaereste og får lidt medlidenhed, eller jeg laver et opslag på Facebook og får søde beskeder fra mine gode veninder. Men selvfølgelig er det mere udfordrende at stå alene i sådan nogle situationer, fordi jeg skal finde en løsning selv. Men det har ikke afholdt mig fra at rejse ud alene igen.”

Taenkepause

Winnie fik smag for at rejse alene allerede i sin studietid på universitetet, hvor hun tog orlov for at rejse nogle måneder til

Australien.

“Jeg vidste ikke helt, hvad jeg ville med studiet, og kunne godt bruge en pause til at taenke over, hvad min plan var. Jeg havde laenge haft lyst til at vende tilbage og se mere af Australien, som jeg havde besøgt tidligere med en veninde. Nu ville jeg prøve det af alene, og jeg taenkte, at hvis det går galt, kan jeg altid tage hjem igen. Vaerre er det jo ikke. Lige praecis den måde at se det på har jeg haft med mig siden. Jeg er jo ikke laengere vaek hjemmefra end naermeste lufthavn. Mit motto er: Alting løser sig.”

Winnie rejser også på ferier med sin kaereste, som hun har vaeret sammen med i mange år. Men hun gjorde ham klart fra starten, at hun stadig ville ud på sine eventyr på egen hånd.

“Det var praemissen, da vi laerte hinanden at kende for 20 år siden. Der skal vaere plads til, at jeg rejser uden ham. Jeg har brug for dage eller uger for mig selv og for oplevelser og minder, der kun er mine. Det er altså også noget nemmere at blive enig med mig selv om, hvad der skal ske. Jeg kan godt lide, at jeg ikke behøver at forholde mig til, om vi skal stå tidligt op eller sove laenge, spise her eller der, gå til højre eller venstre. Det er en anden måde at rejse på, når jeg kan følge mine spontane indskydelser. Jeg er for eksempel vild med at gå og kan finde på at blive ved med at gå, til jeg naermest segner. Og det vil jeg helst gøre for mig selv, for jeg kan godt lide at gå i mine egne tanker.”

Enspaender-eventyr

“En anden grund til, at jeg gerne vil rejse alene er, at vi ikke er flere, der behøver at blive enige om destinationen. Min kaereste er ikke specielt begejstret for det østlige Afrika. Men for fanden, hvor jeg bare elsker den del af Afrika: Den er bindegal, dramatisk og magisk, og jeg bliver ved med at vende tilbage. Så kan min kaereste tage ud at sejle, eller hvad han nu vil, mens jeg er vaek. Han har aldrig sat spørgsmålstegn ved, at jeg gerne vil se verden alene.”

Men det er der andre, der gør. For selv om flere og flere kvinder er begyndt at rejse alene de senere år, føler Winnie, hun stadig skal forklare og forsvare sit valg.

“Jeg synes, vi er for kassetaenkende. Det er helt klassisk, at folk åbenbart mener, at man kun må rejse som par eller familie. Jeg har tit oplevet, at folk synes, det er for maerkeligt, at jeg rejser alene. Det blev jeg faktisk pikeret over, da jeg stødte på det første gang, for jeg kan ikke se, at der er noget forkert ved det. Der er også dem, der er sikre på, at jeg er sådan en lidt ynkelig, ensom kvinde, der ikke har nogen at rejse med. Jeg må også indrømme, at jeg tidligere har gjort et stort nummer ud af at fortaelle, at det var helt frivilligt, og at jeg skam har en mand derhjemme. Men nu er jeg fløjtende ligeglad med, hvad andre taenker. Jeg har laert at stå ved, hvem jeg er, og hvad jeg helst vil. For jeg er nok egentlig en enspaender, der trives i mit eget selskab. Jeg kan godt lide at vaere social, men bagefter er jeg draenet for energi. På mine rejser nyder jeg ro, stilhed og alenetid. Så det er ret simpelt at svare på, hvad jeg får ud af at rejse alene: Det er en gave, jeg giver mig selv.”