Jeg skulle have nye oplevelser – ikke en ny mand

Da Kirsten Sillehoved blev enke for 16 år siden, tog hun en beslutning om, at hun ville leve staerkt videre ved at tage ud og maerke verden og møde nye mennesker på kulturrejser.

Der er side op og side ned med motiver fra fjerne steder. Sirligt sat ind i solide fotoalbums. For Kirsten Sillehoved vil helst have sine ferieminder mellem fingrene.

“Jeg har noget så sjaeldent som gammeldags billeder, der er fremkaldt. Jeg kan godt lide at tage et album frem for at bladre i det og genopleve alle mine rejser. Det er slet ikke det samme, hvis billederne bare ligger på mobilen, så risikerer de at gå i glemmebogen. På den her måde kan jeg også dele oplevelserne med andre, selv om jeg godt ved, at folk ikke gider glo på alle mine feriebilleder, men har de selv planer om at rejse samme sted hen, eller falder snakken på noget, jeg har oplevet, er det rart at kunne hive albummet frem.”

De hundredvis af billeder vidner om en meget berejst kvinde. Der er snapshots af en isbjørnemor, der leger med sine små unger, og af midnatssol på Svalbard. De majestaetiske Andesbjerge ved Machu Picchu, milevide snelandskaber i Alaska og minareter i Usbekistan. Men der er en bestemt slags billeder, man ikke støder på i Kirstens album.

“Det der med sol, strand, palmer og drinks ved swimmingpoolen er slet ikke noget for mig – det lader jeg andre have i fred. Jeg ville kede mig ihjel på en badeferie, og jeg bryder mig faktisk heller ikke om varmen. Engang endte jeg på et strandresort på Cuba, hvor jeg havde vaeret til en kiropraktorkonference. Der var ikke noget som helst, jeg kunne foretage mig ud over at ligge på en solstol. Da der var gået en halv dag, var jeg naermest desperat. Jeg følte, jeg var havnet i et faengsel. Heldigvis mødte jeg en kollega, som havde det samme paniske udtryk i øjnene, og vi besluttede os for at leje en scooter og stikke af på udflugt. Jeg vil allerhelst rejse til kolde steder. Grønland, Island og Antarktis er jeg vendt tilbage til flere gange. Der er højt til himlen, og naturen er så ubeskriveligt smuk.”

Kaerlighed til rejserne

Kirsten har vaeret enke, siden hendes mand døde af spiserørskraeft for 16 år siden. Da hun mistede ham, besluttede hun sig for, at hun ville leve alene, men fuldt ud.

“Kim var syg i laengere tid, og jeg vidste jo godt, hvilken vej det gik. I den periode havde jeg mange tanker oppe at vende, og jeg tog flere beslutninger, før han døde, om hvordan min tilvaerelse skulle se ud, når han ikke var her mere. Jeg var nødt til at sige til mig selv, at jeg havde lov til at leve videre og få mest muligt ud af det, mens jeg er her. Jeg var ret afklaret med, at jeg ikke ville ud og lede efter kaerligheden igen. Min mand og jeg rejste en del sammen, og jeg vidste, at det ville jeg fortsaette med. Og jeg tror, at det hjalp mig på vej, at min mand og jeg aldrig havde trang til at sidde lårene af hinanden, men var vant til at gøre noget hver for sig. For eksempel sejlede han trefire uger hver sommer, mens jeg fandt på noget andet sjovt. Så sommeren efter, at jeg blev enke, bestilte jeg en rejse med Hurtigruten til Nordkap. Jeg er ret social af natur, og jeg taenkte, at jeg nok skulle finde nogen at vaere sammen med undervejs. Det gjorde jeg også. Vi var en fast gruppe på fire, som gik på opdagelse i havnene, hvor vi lagde til, og som spiste middag sammen hver aften på skibet.”

Siden har Kirsten rejst alene mange gange, og gerne flere gange om året, når hun kan holde fri fra sit arbejde som kiropraktor. Grønland, Cambodja, Myanmar, Kina, Ecuador, Peru, Japan, Sydafrika, Etiopien og USA er bare nogle af de vidt forskellige lande, hun har besøgt. Men der er én faellesnaevner for rejserne.

Foder til hjernen

“Der skal vaere et indhold, for min hjerne skal helst fodres. Det er en betingelse, at jeg kan få noget viden med hjem i bagagen – noget, jeg kan gå og tygge på bagefter. Så jeg vaelger altid at tage på kulturrejser med historie, natur, musik eller teater som tema. Det passer mig rigtigt godt, at der er tilrettelagt et program, hvor dagene er fyldt op med ture og aktiviteter. Det er meget nemmere, at jeg ikke selv skal finde fra A til B. Kulturrejser har også den fordel, at det som regel er mennesker med nogenlunde samme interesser og alder som mig selv. Jeg tror ikke, jeg ville vaere så begejstret for at skulle af sted med nogle, som var mest interesseret i fest og billige drinks. Når jeg er af sted alene, søger jeg selskabet, så det betyder selvfølgelig meget for mig, at der er kemi med de andre deltagere. Indtil nu har jeg altid fundet nogle at udforske omgivelserne med og spise sammen med. Jeg bliver tit spurgt, om jeg ikke savner nogen at dele mine oplevelser med. Men jeg mener ikke, man altid behøver at vaere sammen med andre for at opleve noget. Det kan man også gøre alene. Men jeg kan da savne at dele oplevelserne med min mand.”

Kufferten står klar til flere ekspeditioner på kolde breddegrader. Alene i år skal Kirsten to gange til Grønland. Første tur har fokus på historie og klimaforandringer, og den naeste tur går til det øde område, hvor Siriuspatruljen opererer.

Kirsten håber, at hendes oplevelser kan vaere med til at give andre kvinder modet til at følge i hendes fodspor.

“Når man rejser, som jeg gør, er der ikke så meget at betaenke sig på. Jeg synes, der er flere fordele end ulemper ved at rejse alene. Jeg bliver nødt til at vaere åben og selv tage kontakt til andre, og det er utroligt sundt. Jeg er kommet til at tale med nogle interessante mennesker, jeg nok ikke ville have truffet, hvis jeg var rejst med min mand eller en veninde. Jeg kommer også taettere på kulturen i landene, jeg besøger. Jeg falder altid i snak med lokale, og folk er virkeligt søde til at hjaelpe en enlig kvinde, som måske står og ser lidt fortabt ud med et kort i hånden. Min erfaring er, at verden er forholdsvist fornuftig og fredelig, hvis du går i en stor bue uden om de farligste lande. Grupperejser er også en sikker måde at rejse på, fordi man tager hånd om hinanden og holder øje med hinanden. Og så synes jeg, at jeg er blevet endnu staerkere af at rejse alene.”