På min første rejse alene kunne jeg pludselig se, at jeg skulle aendre mit liv

Efter en skilsmisse rejste Christina Vedel Jensen alene til Vietnam. Her mødte hun fattige kvinder, som satte hendes eget liv i perspektiv. Deres glaede fik hende til at skrue ned for sit tempo.

Der vil altid vaere et før og et efter Vietnam for Christina Vedel Jensen. For hendes første rejse alene forandrede hendes liv radikalt.

Efter skilsmissen fra sine to børns far tog hun for 13 år siden på en tur alene til det asiatiske land. Her besøgte hun en fattig landsby, hvor kvinderne flettede sivmåtter. Inden Christina havde set sig om, var hun i gang med at laegge en slagplan for, hvordan kvinderne kunne tjene mere på sivmåtterne.

“På det tidspunkt havde jeg kaempe succes med min kommunikationsvirksomhed, hvor jeg havde store kunder. Der var virkelig fart på. Jeg tjente mange penge, og alt handlede om, at virksomheden skulle vokse sig endnu større. Så da de vietnamesiske kvinder fortalte, at de kun tjente to dollars for en dags arbejde med en sivmåtte, var min instinktive reaktion, i klassisk vestlig stil, at regne på, hvordan de kunne effektivisere og optimere fortjenesten. Men kvinderne kiggede helt uforstående på mig. De var jo lykkelige for de to dollars, de tjente om dagen. For de skulle kun bruge 50 cent til ris og 50 cent til grøntsager til familiens måltider, og den sidste dollar kunne de spare op. Det var en total øjenåbner for mig. Det der simple regnestykke og den balance og overskuelighed, de havde i deres liv, satte mit eget liv og syn på penge i perspektiv. Det var meget inspirerende og gav mig virkelig lyst til at aendre noget i måden, jeg levede på. Jeg havde alt for mange jern i ilden og for lidt tid til at nyde min succes. Jeg tog derfra med en masse tanker om, at jeg ikke laengere ville arbejde så meget. Jeg ville lige så stille nedskalere min forretning, så jeg kunne nøjes med at tjene nok til det basale. Den erkendelse var jeg nok ikke kommet frem til, hvis jeg ikke havde haft tiden og roen til at reflektere over det.”

Udlaengsel

Kort efter rejsen til Vietnam fik Christina en slem hjernerystelse, som satte hende ud af spillet i naesten syv måneder. Da hun endelig begyndte at arbejde igen, blev hun ramt af stress. Så beslutningen om at nedskalere skete hurtigere, end hun havde regnet med.

“Jeg opsagde samarbejdet med flere af mine helt store kunder. I dag har jeg en mindre, men baeredygtig forretning, hvor der er økonomi til at spare op til rejser. For det skal der vaere råd til. Jeg har altid haft en enorm udlaengsel. Jo laengere vaek, jo bedre. Jeg skal helt derud, hvor naturen, kulturen og maden adskiller sig så meget som muligt fra det danske. Jeg har rejst meget, både med min eksmand og alene med mine børn efter skilsmissen. I dag har jeg en kaereste, som jeg også rejser med, når det kan lade sig gøre. Vi er lige kommet hjem fra et fantastisk ophold i et kloster i Umbrien, hvor vi har boet uden indlagt elektricitet og internet, spist økologisk gourmetmad og dyrket yoga og meditation. Det er noget, vi har drømt om, siden vi så stedet i et fjernsynsprogram om verdens vildeste hoteller. Det var en virkeligt dejlig oplevelse at dele, men også et sted, jeg kunne taenke mig at besøge alene.”

For Christina er rejserne alene ud i verden nemlig hendes måde indimellem at tage temperaturen på sin tilvaerelse på og tackle de udfordringer, hun slås med.

“At rejse ud og alene har hjulpet mig, når jeg har stået et svaert sted i livet, for jeg er naesten altid kommet staerkere hjem. Jeg har i perioder lidt af angst. For omkring fire siden, hvor jeg havde flere angstanfald, besluttede jeg mig for, at nu ville jeg udfordre angsten ved at tage til Cuba alene. Det kan måske lyde paradoksalt, men for mig haenger angsten ikke sammen med at rejse, den er en følelse, som kan vise sig i hverdagslivet. Selvfølgelig var jeg aengstelig for, hvordan det ville gå. Men de to uger på Cuba blev lige praecis den kur, jeg havde håbet på. Det var rendyrket power. Jeg følte, at jeg kunne klare alt, både undervejs og hjemme igen. Jeg fandt jo ud af, at uanset hvor sårbar jeg kan føle mig, er jeg alligevel staerk nok til at tage om på den anden side af kloden og have min egen ryg. Jeg behøver ikke nødvendigvis at have andre til at gribe mig. Det er den oplevelse, som rejserne på egen hånd altid efterlader mig med – fuldstaendig empowerment. Sådan havde jeg det også efter min seneste rejse til Zanzibar i vinter.”

Genvej til nuet

“Det er svaert at forklare, men jeg føler mig så meget i live, så meget til stede i nuet, når jeg rejser alene. Alle mine sanser står på vid gab, jeg suger til mig og maerker omgivelserne på en mere intens måde, end hvis jeg er sammen med andre. Det er som at saette stikket i en kontakt og blive ladet op på fuld styrke igen. På rejserne kan jeg dyrke de interesser, som jeg ikke deler med andre i familien eller mine veninder. På Cuba fik jeg lyst til at laere at danse salsa, og det kunne jeg kaste mig ud i uden at skulle spørge nogen. Jeg elsker også at fotografere. Det er på den ret nørdede måde, hvor jeg kan blive ved og ved, indtil det er helt rigtigt. Og det kan godt vare laenge, for jeg kan blive opslugt af detaljer. Det er jo anstrengende for andre at stå og vente på. I dagligdagen er jeg vant til at tilpasse mig andres behov, og det vil jeg også gerne. Men en gang imellem er det altså fantastisk selv at få lov til at bestemme, hvad mine dage skal indeholde. Og der kan jeg da godt maerke, at mit valg udfordrer konventionerne og ikke mindst dem, som lever i fast forhold med mor, far og børn. Da jeg kom hjem fra Zanzibar, blev jeg spurgt mange gange, om jeg ikke var sammen med min kaereste mere? Der var mange, der troede, vi måtte vaere gået fra hinanden, når jeg rejste uden ham. Måske er det, fordi folk vokser så meget sammen, at de ikke taenker, at det er en mulighed at rejse hver for sig, og at det i virkeligheden kan give noget vaerdifuldt til parforholdet at gøre noget hver for sig. Jeg kan i hvert tilfaelde kun anbefale at prøve det. Det er simpelthen så livsbekraeftende at få lov til at maerke sig selv. Efter sådan en rejse glaeder jeg mig endnu mere til at komme hjem og vaere sammen med dem, jeg elsker.”