HER SKAL JEG HEN
Der findes et meget konkret svar på spørgsmålet: Hvor skal du hen? Mette Bluhme Rieck skal på graes i Charlottenlund.
Lige nu bor hun i en meget urban New York-style lejlighed med udsigt til Københavns Nordhavns mørke bassin, omkranset af rå betonvaegge og med en elevator, der kører direkte ind i lejligheden, hvilket, som hun siger, “er praktisk, når man skal have en barnevogn ind og ud hele tiden”.
Men de seneste mange måneder har hun tilbragt en del tid med at istandsaette en funkisvilla fra 1930’erne, der ligger nord for København. En del af hendes barselsorlov med Bille er gået med at tegne en ny indretning i boligen og snakke med håndvaerkere om alt fra kloakker til køkkenlåger, og hun glaeder sig til at flytte ind og få sine to sønner på graes. Det bliver godt, selv om hun stadig elsker storbyen.
For hvorfor skulle man ikke kunne vaere lidt til det hele: Storbyliv, forstadsliv og provinsliv, eventuelt på forskellige tidspunkter af livet? Mette Bluhme Rieck vil gerne gøre op med de kasser, vi har en tendens til at placere hinanden i.
“Det er en underlig opdeling, vi har i det her land med land og by. Selvfølgelig er der forskel på os, men det er der jo også internt på landet og i byen. Jeg er et udpraeget bymenneske og lever et liv, der er meget by. Jeg har job i medieverdenen og går på museer og bruger byen. Vi elsker at bo her. Men vi spiser altså fortsat leverpostejsmadder til frokost.”
Generation bevaegelse
Og selv om det nu hedder funkis i Charlottenlund de kommende år, så er det ikke givet, at Mette Bluhme Rieck skal bo der altid. Den opskrift, der handler om at købe et hus for livet, har hun ikke taenkt sig at følge.
“Vi skal kun en generation tilbage, for at det ofte var sådan, at man tog en uddannelse, fik et job og købte et hus, og så var der stilstand. Det bliver ikke sådan i mit liv. Vi står ikke stille på samme måde som vores foraeldre. Når jeg kigger tilbage, så har jeg haft et nyt boligprojekt hvert tredje til femte år. Det er en tendens, at vi er mere i bevaegelse, så man behøver jo ikke taenke alting som noget, der skal vare en livstid.”
“Nu saetter vi det her hus i stand, det passer perfekt, mens ungerne er små, og vi har de job, vi har nu, men har vi pludselig nogle andre job, gør vi måske noget andet, eller hvis vi bare keder os? Jeg er nok lidt rodløs, men det er ikke negativt, jeg vil bare gerne opleve noget andet også. Det kan vaere, at vi skal tilbage til København, når vi bliver gamle, eller traekke stikket og flytte til Falster. Det kunne jeg også godt taenke mig at prøve.”
Flere fejringer
Noget andet i Mette Bluhme Riecks liv, som skal have mere plads, er diverse projekter, der lige nu mest ulmer i hovedet på hende. Måske ligger der en ivaerksaetter gemt et eller andet sted eller måske en bog?
“Lige nu er alt trummerum og hamsterhjul, men jeg føler mig ofte inspireret af den kreds af kvinder, som jeg blevet en del af de senere år. De er rigtige do’ers, entreprenørtyper, der lige får en god idé, og så handler de på den. Det har jeg også lyst til. Jeg synes, jeg har nogle ideer, som jeg ikke har overskud til at føre ud i livet lige nu, men måske senere? Gad vide, om ikke 40’erne skal blive de år, hvor flere af mine personlige projekter får vinger?”
Apropos 40’erne, som Mette Bluhme Rieck har taget hul på for ganske få uger siden:
Har du taenkt over noget, som skal vaere anderledes i dit naeste tiår? Noget, som du gerne vil have mere af?
Hun tøver lidt. Hun vil virkelig helst ikke virke forkaelet eller selvoptaget, så det er vigtigt, at det kommer rigtigt ud, når hun siger, at hun også gerne vil blive bedre til at fejre sig selv.
“Det gør ikke ondt at fylde rundt, når det seneste tiår er levet fuldt ud. Men i mit naeste tiår vil jeg gerne blive bedre til at fejre mig selv. Jeg har aldrig fået holdt de store fødselsdage, og så er der det der bryllup, jeg heller ikke fik holdt. Det har mere vaeret noget fesent noget med fire piger til en spontan fødselsdagsbrunch. Og nu har jeg vaeret til så mange menneskers fine arrangementer gennem årene. Jeg føler faktisk, at jeg skylder noget. Man kan ikke bare rende til alle folks ting og ikke selv holde noget. Lad os håbe, vi kan holde en masse havefester i det nye hus! Måske bliver det et bryllup i haven, hvem ved?”
“Jeg er lige nu smerteligt bevidst om, hvad det gør ved mig at få lov til at komme ud og bruge min krop, for det gør jeg ikke i øjeblikket. Jeg er for udkørt med to små børn og et husprojekt. Jeg kan maerke det alle steder i min krop.”