Polarområder: Elsket og frygtet
Som nogle berømte polarforskere har gjort det klart, kan klodens kolde egne pine én lige så meget, som de kan tryllebinde én.
”Det ligner et eventyrland,” bemaerkede norske Roald Amundsen i 1911 på sin vej til at komme Robert Falcon Scott i forkøbet til Sydpolen. Scott så forståeligt nok anderledes på det. “Du alforbarmede! Dette er et forfaerdeligt sted,” rasede han i sin dagbog efter at have indset, at Amundsen havde slået ham.
Jean-Baptiste Charcot havde et had-kaerlighedsforhold til Antarktis, som han udforskede i det tidlige 1900-tal. ”Hvorfor føler vi denne underlige tiltraekning til disse polarområder; en følelse så staerk og varig, at vi efter hjemkomsten helt glemmer de mentale og fysiske afsavn og ikke ønsker andet end at vende tilbage til dem?” filosoferede den franske havforsker. “Hvorfor er vi så modtagelige over for charmen i disse landskaber, når de er så øde og skraemmende?”
Livet i lave temperaturer kraever mere omtanke på grund af “den mangel på sikkerhed, som kolde omgivelser saetter én i,” siger Eric. Han oplever “en svaerhedsgrad i de kolde miljøer, som jeg synes er virkelig tiltraekkende, fordi det er en større udfordring.”
DET ER OGSÅ EN UDFORDRING , som faerre og faerre af os i sidste ende måske får mulighed for at prøve af. Selvom der ikke er fare for, at kolde steder helt forsvinder fra planeten i en overskuelig fremtid, skrumper udstraekningen af dem sandsynligvis ind, og det samme gør varigheden og graden af deres koldeste perioder. Verden bliver varmere. Og kulden opvarmes mest af alt.
Siden starten af 1900-tallet er den gennemsnitlige vintertemperatur i USA steget naesten dobbelt så hurtigt som sommertemperaturen. I løbet af de sidste fem-seks årtier er Arktis blevet mere end 2 °C varmere; det er vaesentligt mere end resten af kloden. Den årlige minimumsudstraekning af havis i Arktis falder med ca. 13 % pr. årti. Mens jeg skriver dette i sommeren 2019, smelter Grønlands indlandsis med en fart, som klimamodeller ikke forventede at se før i 2070.
Her bør jeg rette det, jeg skrev tidligere om at stå på Nordpolen: For at vaere helt praecis stod jeg ret taet på Nordpolen. Da jeg var der i august 2017, var området omkring selve Nordpolen for det meste åbent vand.
Jeg taenker på Eric, der fortalte, hvor anderledes hans sidste Nordpolsekspedition var – hvordan han blev ved med at falde gennem is, der var tyndere og mere opbrudt, end han havde oplevet før. Jeg taenker på en anden ven, der har brugt årtier på at studere saeler på den arktiske havis og beklager, at hans søn ikke vil få mulighed for at gøre det samme.
Jeg taenker igen på mine egne oplevelser i kulden, og hvor fattigt mit liv ville have vaeret uden dem. Jeg taenker på Rosshavet i Antarktis i januar 1993, på at klatre op ad en klippeside med et andet besaetningsmedlem fra M. V. Greenpeace og sidde på toppen og kigge ned over bugten under os. Det havde vaeret en lang og besvaerlig ekspedition for at gennemsøge havet for hvalfangerskibe, der ikke ønskede at blive fundet. I flere dage før det havde Antarktis kastet alt sit vaerste vejr efter os og bombarderet vores skib med hylende vind og isnende bølger, indtil fartøjet var belagt med et tykt lag is. Da stormen havde lagt sig, og isen var blevet hakket vaek, benyttede min besaetningskammerat og jeg lejligheden til at gå i land.
Den bidske vind bed i de små pletter bar hud i vores ansigter, og vi trak tørklaeder og haetter taettere om os. Pludselig døde vinden. Et øjeblik var der stille. Vi så på hinanden og smilede. Vi sagde ikke et ord. Det var ikke nødvendigt. Vi sad bare der på en klippetop i Antarktis. Og smilede. I stilhed.
I kulden. □
Kieran Mulvaney, der skriver om natur, dyreliv og miljø, har blandt andet udgivet bogen At the Ends of the Earth: A History of the Polar Regions. Når han ikke rejser i Arktis eller Antarktis – det var hans 9. tur i år – bor han i den relativt varme delstat Vermont i det nordøstlige USA.