Ssh. Bjørnen sover!
I EN AFSIDESLIGGENDE HULE I UTAH FÅR EN AMERIKANSK SORTBJØRN I DVALE UVENTEDE GAESTER.
VORES OPGAVE VAR bare at udskifte nogle batterier. Men batterierne sad i et radiohalsbånd på en amerikansk sortbjørn i Bryce Canyon Nationalpark i den vestlige delstat Utah. Vildtbiolog Wes Larson fra Brigham Young University studerede, hvordan man kunne mindske konflikter mellem mennesker og bjørne omkring afsidesliggende campingpladser, og havde inviteret mig med på “et lille eventyr”: Vi skulle bedøve hanbjørnen, mens den lå i dvale.
En kold og klar dag i februar fulgte Wes, hans bror Jeff, hans assistent Jordan og jeg GPS-koordinaterne fra bjørnens halsbånd op ad en skråning og ind i en kløft med rød jord daekket af højt ørkenkrat og nyfalden sne. Signalet førte os op ad en stejl bjergside. Temperaturen faldt til -12 °C, mens vi stak til sneen og prøvede at finde indgangen til bjørnens hule.
Et svagt radiosignal førte os til flere tomme huler, og da Solen begyndte at gå ned, overvejede vi at vende om. Så faldt et gardin af sne sammen og afslørede en sandstenshule. Den snaevrede sig ind til en mørk tunnel, og den moskusagtige duft af vilde dyr dampede op derindefra.
Tunnelen var så smal, at en person knap kunne vende sig i den, og drejede så skarpt til venstre, at vi ikke kunne se, hvad der lå derinde. Wes tøvede ikke. Bevaebnet med en 2 m lang teleskopstang med en bedøvelsesindsprøjtning for enden, dykkede han rask derind. Hans bror kravlede efter ham.
30 sekunder senere kom de flyvende baglaens ud af tunnelen. Den bjørn, de havde givet halsbånd på for halvandet år siden, vejede nu 160 kg – og den var vågen. Wes havde formået at stikke den med sprøjten, så vi ventede på, at bedøvelsen skulle virke. Når sortbjørne går i dvale, bliver deres åndedraet
langsommere, og deres kropstemperatur falder med omtrent 6,5 °C – lavt nok til at halvere deres stofskifte, men højt nok til, at de kan reagere på fare. Lidt efter kravlede jeg ind på underarme og knae efter Wes og følte mig kun lidt mere sikker ved tanken om, at han ville blive bidt før mig, hvis bjørnen angreb.
Da vi rundede hjørnet i tunnelen, blinkede sorte øjne imod os. Den var stadig vågen. Jeg tog hurtigt fotoet herover. Wes bad mig blive, hvor jeg var, mens han bakkede ud og forberedte endnu en dosis bedøvelsesmiddel; hvis bjørnen slap ud i halvt bedøvet tilstand, kunne den falde ned i kløften under os.
Bjørnen begyndte at kravle imod os, indtil jeg blev tvunget ud af hulen. Vi blokerede febrilsk udgangen med rygsaekke og stave, mens Wes stak den igen, men den brasede gennem vores barrikade med sejlende skridt og begyndte at kravle ned ad den snedaekkede skråning. Jeff og Jordan kastede sig efter dens bagpoter og anstrengte sig for at holde den fast; Wes sprang op på ryggen af den og tog fat i halsbåndet. Bjørnen trak dem ned ad skråningen, indtil de landede i de nederste grene af et fyrretrae. Bedøvelsen virkede nu – den sov. Wes og hans bror udskiftede radiohalsbåndet og tjekkede dens helbred, men vi havde en større opgave forude: at få en slap, 160 kg tung bjørn op ad skråningen og sikkert tilbage i sin hule, før den vågnede. Vi skubbede og trak det bedste, vi havde laert – og nåede det i tide.
Da foråret kom, viste signalerne fra bjørnens nye halsbånd, at den havde genoptaget sin tilvaerelse – og forhåbentlig fremover ville undgå mere kontakt med mennesker. □