“DUK DIG” SIGER JOE UZIEL IGE N O G I GE N .
Jeg kaemper for at holde trit med den slanke israelske arkaeolog, der smidigt manøvrerer sig gennem den snoede og smalle tunnel med klippefremspring her og der. Vi har kun lyset fra vores mobiltelefoner til at vise os vej, og jeg bukker mig sammen for at forhindre, at min bulede, gule sikkerhedshjelm skraber mod klippen over os. Så stopper han pludselig. “Nu skal jeg vise dig noget fantastisk.”
Den trange passage ligger under en klippehøj, som løber sydpå fra Jerusalems Gamle By. Det tidlige Jerusalem lå på denne smalle klipperyg, der i dag er spaekket med huse, som overvejende er beboet af palaestinensere. Den skjuler også en underjordisk labyrint af naturlige grotter, kanaanaeiske vandkanaler, judaeiske tunneller og romerske stenbrud. Denne passage er af nyere dato end de fleste, idet den blev udhugget af to britiske arkaeologer i 1890’erne.
Jeg følger Joe Uziel ind i et nyligt udgravet kammer, der er på størrelse og højde med en rummelig stue. Hans telefon oplyser en tyk
cylinder. “Det er en byzantinsk søjle,” forklarer han, idet han bukker sig ned for at traekke en sandsaek vaek og afsløre en glat, hvid overflade. “Og dette er en del af marmorgulvet.”
Vi står i en kirke fra 400-tallet e.Kr., der blev bygget for at mindes det sted, hvor Jesus siges at have helbredt en blind mand naer Siloadammen. Helligdommen blev forladt, taget styrtede sammen, og den gamle bygning blev med tiden en del af byens enorme underjordiske rige.
I Joe Uziels øjne er kirken ikke bare fantastisk. Den er også den seneste komplikation i et af verdens dyreste og mest kontroversielle arkaeologiprojekter. Hans mission er at afdaekke en 2000 år gammel og 600 m lang gade, der engang førte pilgrimme, købmaend og andre besøgende til et af det gamle Palaestinas vidundere: det jødiske tempel. Den monumentale vej blev daekket af murbrokker og forsvandt fra syne under romernes ødelaeggelse og afbraending af byen i 70 e.Kr.
“På grund af kirken er vi nødt til at aendre retning,” siger Joe Uziel. “Man ved aldrig, hvad man støder på.” Han er allerede ramlet ind i jødiske rituelle bade, en senromersk bygning og fundamenterne til et tidligt muslimsk palads. Hver af dem skal kortlaegges og undersøges, og der skal findes en vej omkring eller igennem dem.
Da de britiske arkaeologer gravede sig ind i kirken, var tunnelbyggeri almindeligt. I dag betragtes det som både farligt og uvidenskabeligt, undtagen i saerlige tilfaelde. Her er det imidlertid upraktisk at grave fra overfladen og ned, eftersom folk bor nogle få meter oven over. I stedet borer en haer af ingeniører og byggearbejdere, der arbejder 16 timer i døgnet i to skiftehold, en vandret skakt ind under højen. For hver blotlagte sektion graver Joe Uziel og hans hold møjsommeligt jorden vaek fra toppen og ned til bunden for at finde keramik, mønter og andre genstande. Om denne metode er videnskabeligt forsvarlig afhaenger af, hvilken israelsk arkaeolog man spørger. For nogle er det revolutionerende; for andre er det dybt misforstået.
Tunnelarbejdere kaemper med ustabil jord, der har ført til sammenstyrtninger, mens beboere, der bor oven over, klager over skader på deres huse. Det ambitiøse projekt, der hovedsageligt finansieres af en jødisk bosaettelsesorganisation, ligger i et saerligt følsomt område i Østjerusalem, som er den del af byen, der blev annekteret af Israel i 1967, og som store dele af verden anser for besat territorium. (Ifølge international lov er de fleste udgravninger i den slags territorium ulovlige.) Dette sted, som palaestinenserne kalder Wadi Hilweh, er for jøderne Davids By, hvor kong David grundlagde israelitternes første hovedstad.
Joe Uziel fører mig tilbage gennem den smalle passage, og vi kommer ind i en afsluttet del af den nye tunnel. I det pludselige skarpe lys bliver jeg naesten slået ud af en plastikspand fyldt med jord, der flyver forbi på et samlebånd i hovedhøjde. I modsaetning til den mørke og klamme britiske skakt er denne afstivet med skinnende stål og ligner en metrotunnel. I stedet for togspor er der imidlertid nogle skinnende antikke kalkstenstrin, der forsvinder i det fjerne. “Nogle af disse sten virker naermest ubetrådte,” siger arkaeologen begejstret, mens vi slentrer hen ad den flade trappe. “Dette var hovedgaden i det tidlige romerske Jerusalem. Pilgrimme rensede sig selv ved dammen og gik derefter op til templet.”
Vejen fik en kort levetid. Udgravede mønter tyder på, at den monumentale trappe blev bygget omkring 30 e.Kr. under den berygtede
romerske praefekt, der er bedst kendt for at have beordret Jesu korsfaestelse: Pontius Pilatus.
“SANDHED SPIRER FREM AF JORDEN, ” står der i Salmernes Bog, men hvis sandhed er det spørgsmål, der hjemsøger Jerusalem. I en by, der er central for de tre store monoteistiske religioner, kan det at stikke en spade i jorden få øjeblikkelige og vidtraekkende konsekvenser. Der er få andre steder på Jorden, hvor en arkaeologisk udgravning så hurtigt kan udløse optøjer, en regional krig eller spaendinger i hele verden.
Da den israelske regering åbnede en ny udgang fra en underjordisk passage langs en del af Graedemuren i Den Gamle Bys muslimske kvarter i 1996, udløste det voldsomme protester, som kostede 120 mennesker livet. Efterfølgende stridigheder om kontrollen over, hvad der ligger under den hellige platform, som jøder kalder Har HaBayit (Tempelbjerget), og arabere kalder Haram alSharif (AEdle helligdom), bidrog til at bryde Osloaftalen om fred. Selv det nye byggeri af Jerusalems Museum for tolerance er kommet i krydsilden for at have ødelagt muslimske grave.
“Arkaeologi i Jerusalem er så følsomt, at det ikke kun berører forskersamfundet, men også politikere og borgere,” erkender Yuval Baruch fra Israels myndighed for oldsager (IAA). Yuval Baruch er chef for IAA’s travle Jerusalemkontor, og han er stolt af sin uofficielle titel som borgmester for Jerusalems undergrund. Under hans styre er byen blevet et af verdens travleste arkaeologiske braendpunkter med omkring hundrede udgravninger om året.
Praesident for Det palaestinensiske selvstyre Mahmoud Abbas har klaget over, at det konstante graveri er led i en kampagne for at overvaelde 1400 års muslimsk kulturarv med jødiske fund. “Her handler arkaeologi ikke kun om videnskabelig viden – det er en politisk videnskab,” tilføjer Yusuf Natsheh, der er direktør for islamisk arkaeologi for den religiøse stiftelse Jerusalem Islamic Waqf, der overvåger og forvalter de muslimske helligsteder i Jerusalem.
Yuval Baruch benaegter hedt enhver partiskhed i, hvad der bliver udgravet. Uanset om det stammer fra kanaanaeere eller korsfarere, får hver historiske periode sin retmaessige videnskabelige behandling, haevder han. Der er ingen tvivl om, at israelske arkaeologer er blandt de mest veluddannede i verden. Men der er heller ingen tvivl om, at arkaeologi bliver brugt som et politisk våben i den arabiskisraelske konflikt, hvor israelerne har overtaget, fordi de kontrollerer alle gravetilladelser i og omkring Jerusalem.
Politik, religion og arkaeologi har laenge vaeret dybt sammenflettet her. Omkring 327 e.Kr. førte den byzantinske kejserinde Helena tilsyn med nedrivningen af et romersk tempel. “Hun åbnede jorden, spredte støvet og fandt resterne af tre kors,” fortaeller en naesten samtidig kilde. Den aldrende mor til Konstantin 1. den Store erklaerede, at det ene var det traestykke, som Jesus blev korsfaestet på. Det, der blev hyldet som det sande kors, var med til at vaekke interesse for hellige kristne relikvier. Gravkirken blev snart efter opført over stedet.
Ca. 1500 år senere påbegyndte en fransk laerd og politiker ved navn LouisFélicien Joseph Caignart de Saulcy byens første arkaeologiske udgravning og startede en anden dille. I 1863 udgravede han et kompleks af kunstfaerdige grave, til stor forargelse for lokale jøder, der om natten fyldte alt det op, som hans arbejdsmaend blotlagde om dagen. Caignart de Saulcy
transporterede ufortrødent en aeldgammel sarkofag til Louvre, der indeholdt resterne af, hvad han haevdede var en tidlig jødisk dronning.
Andre europaeiske opdagelsesrejsende ankom for at lede efter deres egne bibelske skatte. I 1867 sendte briterne en ung waliser for at undersøge Jerusalems undergrund. Charles Warren hyrede lokalt mandskab til at grave dybe skakter og tunneller, der holdt hans arbejde ude af syne for de nysgerrige osmanniske embedsmaend, som på det tidspunkt styrede Jerusalem. Når gravearbejdet viste sig at vaere vanskeligt, brugte han dynamit til at rydde lommer af sten. Charles Warrens forbløffende bedrifter – engang udforskede han en kloak ved at laegge gamle døre hen over møget – og hans bemaerkelsesvaerdigt praecise kort er stadig imponerende. Men en anden arv, han har efterladt, kan vaere en uformindsket mistillid til arkaeologer blandt byens muslimer.
Et århundrede senere, da Israel indtog Østjerusalem, inklusive Den Gamle By, fra arabiske styrker under seksdageskrigen i 1967, ivaerksatte jødiske arkaeologer store videnskabelige udgravninger, der blev et centralt element i det unge lands bestraebelser på at bevise og hylde dets aeldgamle rødder. De fandt villaer, der havde tilhørt den jødiske elite i det 1. århundrede, fyldt med elegante mosaikker og malede vaegge. Men de blotlagde også dele af den forsvundne Neakirke, der var bygget 500 år senere og i betydning kun var overgået af Gravkirken, såvel som ruiner af et enormt kompleks, som var opført af tidlige muslimske herskere.
Nogle udgravninger var dog åbenlyst religiøse. Kun et par segmenter af Graedemuren – en rest af Herodes den Stores tempelplatform og jødedommens helligste sted, hvor jøder kan bede – er over jorden, så efter seksdageskrigen ivaerksatte religionsministeriet en indsats for at blotlaegge hele dens laengde ved at grave tunneller. Muren, der er laengere, end Empire State Building er høj, er daekket af nyere bygninger langs mere end halvdelen af sin laengde. I naesten to årtier var der meget lidt arkaeologisk styring af tunnelarbejdet
MANGE MENER, AT UDGRAVNINGERNE OG FORSØG PÅ AT FORDRIVE PALAESTINENSERNE ER TAET FORRBUNDET.
og utallige data gik tabt, siger den israelske arkaeolog Dan Bahat, der med succes talte for arkaeologisk kontrol med gravearbejdet. Arbejdet gav også naering til muslimske mistanker om, at det egentlige israelske mål var at traenge igennem muren og få adgang til den hellige platform.
En sommermorgen i 1981, lige efter at Indiana Jones-filmen Jagten på den forsvundne skat havde premiere i biografen, blev den mistanke bekraeftet. Vagter fra Waqf stødte på en fremtraedende rabbiner, der var i faerd med at vaelte en mur fra korsfarer-tiden, som forseglede en aeldgammel underjordisk port under den hellige platform. Rabbineren mente, at Pagtens Ark var forseglet under Klippemoskéen, der er en af islams aeldste og helligste helligdomme. Der fulgte nogle underjordiske skaermydsler, og den israelske premierminister Menachem Begin beordrede hurtigt porten forseglet, før konflikten eskalerede til en fuldgyldig international krise.
15 år senere var det de israelske jøders tur til at udtrykke harme. I 1996 omdannede Waqf et af Jerusalems mest imponerende underjordiske rum, en enorm søjlehal under platformens sydøstlige ende kendt som Salomons stalde, fra at vaere et støvet lagerrum til den store Al-Marwani-moské. Tre år senere imødekom det israelske premierministerkontor en Waqf-anmodning om at åbne en ny udgang for at øge sikkerheden for menneskemaengder – Israel er ansvarlig for sikkerheden på platformen – uden at informere IAA.
Tungt maskineri udgravede hurtigt et stort hul uden formelt arkaeologisk tilsyn. “Da vi først fik nys om det og standsede arbejdet, var der sket umådelige skader,” mindes Jon Seligman fra IAA, der da var leder af Jerusalems arkaeologi. Den palaestinensiske historiker og arkaeolog Nazmi Al Jubeh ved Birzeit Universitet, er uenig. “Intet blev ødelagt,” siger han. “Jeg var der og overvågede gravearbejdet for at vaere sikker på, at de ikke afdaekkede arkaeologiske lag. Før de gjorde det, råbte jeg: Khalas! – Nok! på arabisk.”
Det israelske politi fjernede senere de resulterende ton jord. I 2004 startede et privat finansieret projekt med at si al jorden, og indtil videre har man fundet mere end en halv million genstande. Da jeg besøger projektets laboratorium, traekker arkaeolog Gabriel Barkay papkasser frem med stykker af farvet marmor, som han mener kom fra gårdspladser omkring det jødiske tempel. Jon Seligman og mange af hans kolleger afviser imidlertid fundene som vaerende af ringe vaerdi, fordi de blev fundet uden for deres arkaeologiske
kontekst og muligvis var blevet deponeret på platformen i senere perioder. “Paradokset var, at det meste af det, der blev ødelagt af Waqf, var islamisk,” tilføjer han.
EN REGNFULD VINTERMORGEN begiver jeg mig til indgangen af Graedemurens tunneller lige ved pladsen, der er fyldt med maend i sorte hatte og frakker. Indenfor er der et virvar af underjordiske modtagelseshaller, bedeområder og arkaeologiske udgravninger. Henne ad gangen fra en synagoge af glas og stål, der er indsat i en islamisk religionsskole fra middelalderen, er der romerske latriner og et nyligt udgravet lille teater – det første, der er fundet i det gamle Jerusalem – opført under genopbygningen af byen, der nu hed Aelia Capitolina, i det 2. århundrede.
Ved en krydsfinérdør, der daekker en stenbue, møder jeg Shlomit Weksler-Bdolah. Hun taler lige så hurtigt, som hun bevaeger sig. “Kom, kom. Jeg må derned igen,” siger IAA-arkaeologen og småløber ned ad trappen, der dufter af frisksavet braende. I det fugtige kammer nedenfor håndterer tre unge arabiske maend i T-shirts ubesvaeret en 2 ton tung sten, der dingler fra jernkaeder. Shlomit Weksler-Bdolah forklarer, at den skal flyttes for at give turister adgang til det, hun mener var formelle selskabslokaler, der blev bygget under Herodes den Store.
“Vi står i det vestlige triclinium – en romersk betegnelse for en spiseplads med tre baenke – “og den østlige hal er lige på den anden side af den gang,” siger hun. Ifølge hendes forskning blev det elegante kompleks bygget i 1. århundrede f.Kr. for at bespise vigtige gaester i pragt. Skjulte blyrør spyede vand ud for at skabe en behagelig atmosfaere.
Shlomit Weksler-Bdolah undskylder sig, da en ingeniør i hvid hjelm råber oppefra. De har en lang og ophedet diskussion om en sektion af gult gips, som han gerne vil fjerne for at gøre plads til en metaltrappe til turister. “Dette er gips fra romertiden og meget sjaeldent,” siger hun til mig. Det er denne type diskussioner, der regelmaessigt runger under Jerusalems gader: Hvad skal bevares, og hvad skal ofres?
150 ÅRS UDFORSKNING AF Jerusalems undergrund har vendt op og ned på gamle overbevisninger og ødelagt afholdte myter. Mange arkaeologer afviser i dag den bibelske vision af kong Salomons glitrende hovedstad over et stort imperium. Den berømte monark bliver end ikke naevnt i noget arkaeologisk fund fra den tid. Det tidlige Jerusalem var sandsynligvis snarere en mindre befaestet bjergby. Islams ankomst i 600-tallet e.Kr. fortraengte heller ikke pludselig kristendommen, sådan som historikere laenge antog. Mange udgravninger viser ikke meget forandring i de kristne beboeres hverdagsliv.
Alligevel har udgravningerne afdaekket lersegl med navne på bibelske hofembedsmaend, der understøtter deres reelle eksistens. Arkaeologisk arbejde understøtter også kejserinde Helenas påstand om, at Jesus blev korsfaestet og begravet på jord, der nu ligger inde i Gravkirken. Og arkaeolog Eilat Mazar fra Det Hebraiske Universitet i Jerusalem haevder endda at have fundet paladset opført af kong David, der var den første israelske hersker over Jerusalem.
En stille lørdag formiddag, på den jødiske sabbat, støder jeg på Eilat Mazar på vej gennem Davidsbyens park, der ligger øde hen. Ved den
nordøstlige kant af den smalle højderyg udgravede hun en bygning med tykke mure ved siden af en imponerende trinbygget stenstruktur på den stejle skråning. Ud fra den keramik hun fandt, daterer hun bygningen til ca. 1000 f.Kr. – det tidspunkt, der traditionelt tilskrives den israelitiske overtagelse af jebusitternes Jerusalem.
Eilat Mazar inviterer mig ned ad trin, der fører til en metalafsats over hendes berømte udgravning. Hun laener sig over gelaenderet og peger på murbrokkerne nedenfor. “Det var en forlaengelse af det gamle kanaanaeiske palads, men bygningen er noget nyt. Dette er en konge med en vision, der på dygtig vis byggede noget stort og imponerende.” Det kan kun vaere kong David, mener hun. “Alt passer til Bibelhistorien.”
Hendes fund i 2005 var forsidestof i hele verden, men mange af hendes kolleger er ikke overbeviste. Hendes datering laener sig staerkt op af keramikfund i stedet for mere moderne metoder såsom kulstof-analyser, og hendes bogstavelige fortolkning af Bibelen betragtes af mange arkaeologer som fejlagtig. Selv skiltet på balkonen føjer et spørgsmålstegn til identifikationen af stedet: “Resterne af kong Davids palads?” står der.
“Jeg stoler på kendsgerninger,” siger hun med et strejf af irritation i stemmen, da jeg rejser andre akademikeres indvendinger. “Hvad folk tror, er en anden historie.”
Eilat Mazar er ivrig efter at grave videre mod nord, hvor hun mener, at Davids søn Salomons berømte palads ligger gemt. “Jeg er sikker på, at den er der,” siger hun med en pludselig bisterhed. “Vi er nødt til at udgrave dette!”
Nu søger hun om tilladelse til at udgrave det. Det er uvist, om IAA vil godkende den fortsatte udgravning. “Hvis man udgraver i dag, har man brug for solide data – ikke kun mønter og keramik, men fysiske og biologiske resultater,” siger Yuval Baruch. “Eilat Mazar spiller ikke spillet.”