REDNINGSPLAN FOR AFRIKAS NATIONALPARKER

EN ORGANISATION GÅR NYE VEJE FOR AT GENOPRETTE AFRIKAS NATIONALPARKER OG REDDE DET IKONISKE DYRELIV FRA KRYBSKYTTER OG ANDRE TRUSLER – OG DET VIRKER!

HHovedkvarteret i Zakouma Nationalpark i det sydøstlige Tchad er en sandfarvet bygning med et takket brystvaern, som får det til at ligne et gammelt ørkenfort. Uden for døren til det centrale kommandorum haenger et billede af et Kalasjnikov-gevaer i en rød cirkel med en streg over: våbenfri zone. Gevaererne er ellers hverdagskost i Zakouma. Samtlige parkbetjente har dem, og det samme gaelder de krybskytter, som traenger ind i parken for at slå vilde dyr ihjel.

Akacietraeer spreder skygge over komplekset, firhjulstraekkere kører ind og ud, og lidt derfra drikker en flok elefanter af et vandhul. Selv om dyrene virker upåvirkede så taet på virakken omkring hovedkvarteret, er de ikke tamme. De er vagtsomme, men også tørstige. Zakouma, der har haft status af nationalpark siden 1963, har til tider vaeret en ren krigszone for elefanter. For 50 år siden var der op mod 300.000 elefanter i hele Tchad, men fra midten af 80’erne og frem faldt

antallet drastisk efter rene massakrer begået af tungt bevaebnede krybskytter. Zakouma blev et, omend usikkert, tilflugtssted for den største restgruppe på omtrent 4000 elefanter.

I det første årti af 2000-tallet blev over 90 % af Zakoumas elefantbestand imidlertid nedslagtet, hovedsageligt af sudanesiske ryttere, som kom fra øst på paramilitaere elfenbenstogter. (Se også artiklen Elfenbenskrigen, der blev bragt i National Geographic nr. 4/2007). Disse ridende krybskytter kaldes janjaweed: et arabisk ord, der løst oversat betyder “djaevle på hesteryg”, selv om nogle af dem rider på kameler. De stammer oprindeligt fra arabiske nomader, der var dygtige rytterfolk. Med våben og støtte fra de sudanesiske myndigheder forvandlede de sig til en hensynsløs slagstyrke under konflikten i Darfur – og senere til freelance-bander på jagt efter elfenben. En overgang så det ud til, at de ville draebe hver eneste elefant i Tchad.

I 2010, på opfordring af regeringen i Tchad, overtog den private organisation African Parks (AP) ledelsen af Zakouma Nationalpark, og det satte en brat stopper for den negative udvikling. AP er en almennyttig organisation, grundlagt i 2000 af en lille gruppe naturfredningsfolk, der var foruroliget over styrtblødningen fra Afrikas vilde dyrebestande, og som genopretter og driver nationalparker på kontrakt med statslige myndigheder – på betingelse af, at AP har den fulde kontrol i parkerne. Nu driver AP 15 nationalparker i ni lande, hvor de saetter ind med udenlandsk kapital, effektive forvaltningsmetoder og streng håndhaevelse af lov og orden i nogle af Afrikas mest udsatte vilde landskaber.

I Zakouma opretholdes lov og orden af flere end 100 veluddannede, velbevaebnede parkbetjente, hvoraf de fleste er maend, men der er også kvinder iblandt, og alle aktiviteter er koordinerede og tilrettelagt med strategisk praecision. AP’s parkchef i Zakouma er sydafrikaneren Leon Lamprecht, som voksede op i Kruger Nationalpark, hvor hans far var parkbetjent.

“Vi er ikke noget militaert foretagende,” siger han, mens han fremviser lageret af våben og ammunition i det aflåste våbendepot. “Vi er en naturbevarelsesorganisation, der uddanner vores parkbetjente til paramilitaere operationer.”

African Parks’ administrerende direktør og medstifter, Peter Fearnhead, afviser, at organisationen er staerkt militariseret, men understreger samtidig behovet for en velbevaebnet sikkerhedsstyrke i nationalparkerne – ikke bare for at beskytte de vilde dyr, men også for at passe på folk i de omkringliggende lokalsamfund, som risikerer at blive udsat for voldtaegt og plyndring af den naeste bølge af djaevle på hesteryg. “Lokalbefolkningen er godt klar over, at det er nationalparken, som skaber et stabilt og sikkert sted for dem at bo,” siger Peter Fearnhead.

Leon Lamprecht tegner en pyramide for at illustrere, hvordan AP anskuer de forskellige niveauer af opgaver. Man bygger pyramidens fundament på retshåndhaevelse, infrastruktur og et ordentligt personale – “områdeintegritet”. Derfra kan man bevaege sig opad: udvikling af lokalsamfund, turisme og forskning i økologi.

NERVECENTERET for denne indsats er det centrale kommandorum, hvor de seneste efterretninger om elefanternes opholdssteder og eventuel foruroligende menneskelig aktivitet – såsom en ulovlig fiskerlejr, et skud eller 100 bevaebnede ryttere, der galoperer mod parken – bruges til at afgøre, hvor parkbetjentene skal saettes ind. Kilderne til oplysningerne er blandt andet rekognosceringsfly, patruljer til fods, GPS-halsbånd på elefanterne og håndholdte radioer hos betroede informanter i landsbyerne omkring parken.

Dagens briefing begynder klokken seks om morgenen. På vaeggen i kommandorummet haenger der et stort kort oversået med knappenåle. I dag er det Tadio Hadj-Baguila, der er chef for lov og orden i parken og en imposant mand i turban og camouflagetøj, der leder mødet på fransk.

Leon Lamprecht forklarer, at de sorte knappenåle på kortet repraesenterer elefanterne. De grønne er regulaere parkbetjent-patruljer – også kaldt Mamba-hold – med seks parkbetjente på hvert hold, der bevaeger sig igennem parkens vildnis i fem dage ad gangen. Deres bevaegelser er dikteret af elefanterne, som patruljerne diskret følger som en slags skytsengle.

Og denne, siger Leon Lamprecht og peger på en rød og hvid knappenål, der er placeret helt uden for kortet, repraesenterer et spøgelses-hold på to parkbetjente, der udfører laengereraekkende rekognosceringsopgaver. De er så hemmelige, at ikke en gang radiooperatørerne ved, hvor de befinder sig; det gør kun Leon Lamprecht og Tadio Hadj-Baguila.

Laengere oppe på vaeggen, over kortene, haenger en raekke mindeplader over de få, men dybt begraedte tab, man har lidt, siden AP overtog ansvaret for driften. Haendelse. 24. oktober 2010. Zakouma NP. 7 elefanter, står der på én. På en anden: 19. december 2010. Zakouma NP. 4 elefanter. Mindepladerne runger som dødsklokker. En af dem er lidt anderledes, men lige så kortfattet. Haendelse. 3. september 2012. Heban. 6 vagter. Nogle krybskytters morderiske bagholdsangreb på parkbetjente på et højdedrag ved navn Heban er et mørkt minde og et varigt incitament til, at årvågenhed er en del af kulturen her.

Ikke desto mindre er det lykkedes AP at standse strømmen af elefantblod. Siden 2010 er der kun blevet draebt 24 elefanter, og intet elfenben er gået tabt. Janjaweed er – omend midlertidigt – blevet drevet tilbage mod blødere mål andre steder. Og elefanterne i Zakouma har efter årtiers vold og ødelaeggelse genoptaget deres yngelaktiviteter. Bestanden omfatter nu omtrent 150 unger, hvilket er et tegn på sundhed og håb.

TRUSLEN OM VOLDELIGE ANGREB er fortsat alvorlig i Zakouma, men situationen er endnu vaerre i nationalparken Garamba i det nordøstlige hjørne af Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo). Garamba er truet fra alle sider.

AP har drevet Garamba-parken siden 2005 i partnerskab med DR Congos naturfredningsmyndigheder (ICCN). Landskabet i Garamba er et kludetaeppe af savanne, tør bushland og skov,

og parken huser DR Congos største bestand af elefanter såvel som kurdufanske giraffer (en kritisk truet underart), koantiloper, løver, flodheste, ugandisk kob og andre vilde dyr.

Nationalparken er kernen i et økosystem, som omfatter tre tilstødende jagtreservater, hvor lokalbefolkningen har en begraenset brugsret. Parkens historie er en lang fortaelling om krig og militariseret krybskytteri. Det nordlige hvide naesehorn er stort set udryddet af jagt, idet der kun er to hunner af denne kritisk truede underart tilbage i fangenskab. Langs en 261 km lang straekning graenser Garamba op til det tumultariske Sydsudan, som i begyndelsen af dette århundrede kaempede for løsrivelse fra Sudan, og sidenhen eksploderede i magtkampe og borgerkrig. Der er heller ikke langt til andre uroplagede områder i Uganda og Den Centralafrikanske Republik. Garambas geografiske placering, taette skove og elfenben har i mere end to årtier gjort nationalparken til en magnet, en fristelse og til tider endda en slagmark for oprørshaere og andre farlige, ubudne gaester.

I 2009 kom f.eks. Lord’s Resistance Army (LRA) – en kultlignende oprørshaer fra det nordlige Uganda, der er berygtet for at bortføre børn til en tilvaerelse som børnesoldater og sexslaver og ledes af den fanatiske Joseph Kony – frem fra sit skjul i det vestlige Garamba-økosystem og angreb en landsby naer parkens hovedkvarter. Mange bygninger blev braendt af, og en stor del af det opbevarede elfenben blev stjålet.

Parkbetjentene gjorde modstand og draebte nogle LRA-soldater, men 15 af deres egne mistede også livet. Bare få år senere strømmede ca. 1000 oprørere på flugt fra krigen i Sydsudan ind over graensen. Efter det seneste store LRA-angreb var generaldirektøren for ICCN, Cosma Wilungula Balongelwa, staerkt bekymret.

“Jeg havde naesten mistet håbet om, at vi kunne holde stand,” fortaeller han under et besøg i parken. Dengang, på det absolutte lavpunkt, spurgte han Peter Fearnhead, om AP kunne finde på at traekke sig. “Peter svarede: ‘Nej, vi opgiver ikke Garamba.’”

Naftali Honig, en tidligere efterforsker af wildlife-kriminalitet (og National Geographic-stipendiat) med syv års erfaring i at fange krybskytter andre steder i Centralafrika, står i dag i spidsen for Garambas forsknings- og udviklingsaktiviteter. Garamba har med hjaelp fra National Geographic og andre organisationer udviklet nye overvågningsredskaber såsom akustiske sensorer, der kan skelne et skud langt inde i parken fra en gren, der knaekker. “African Parks har gjort Garamba til en slags prøveklud,” siger Naftali Honig, “fordi parken er så stor og står over for så alvorlige ydre trusler.”

Alligevel er patruljering til fods stadig det vigtigste redskab, når lov og orden skal håndhaeves. Den britiske rådgiver Lee Elliott fortaeller mig om parkbetjentenes uddannelse. Han kom til AP efter 24 år i haeren, hvor han begyndte sin karriere som menig, steg i graderne og gjorde tjeneste i Afghanistan og andre steder. Da han kom til Garamba i 2016, var disciplinen og organiseringen af parkbetjentene ringe.

“Her er gode folk, så det er bare et spørgsmål om at få det bedste frem i dem.” Han fremhaever

Pascal Adrio Anguezi, en høj major, der står i spidsen for at opretholde lov og orden – og er helt igennem ubestikkelig. “Det ville vaere svaerere for os uden Pascal,” siger Lee Elliott.

På traeningsområdet møder vi otte udmattede parkbetjente, som snart er faerdige med en hård 48-timers traening. Hele den foregående dag var de på øvelse, i aftes til fitness-traening, en smule søvn, en løbetur i morges, og nu bevaeger de sig igennem bushen i hold på fire, mens de skyder heftigt. Det er en ild-og-bevaegelses-øvelse, hvor to mand skyder og skaber daekning for to andre, der løber frem. Til slut retter de skytset mod en målskive på et trae. Pointen er egentlig at finde ud af, hvem der stadig har rygrad og disciplin, selv når de er udmattede, forklarer Lee Elliott.

EN TIDLIG MORGEN tager jeg på en overvågningsmission sammen med en ung mand ved navn Achille Diodio, som har ansvaret for at holde styr på Garambas 55 kurdufanske giraffer. Kort efter at vi er nået ind i godt giraf-land – åben savanne afbrudt hist og her af akacietraeer og andre traeer, girafferne kan aede fra – får Achille Diodio øje på et hoved på en lang hals, der tårner sig op over krattet til højre for os. Ud fra en mappe med ID-fotos bekraefter han, at dette er GIR37F, en voksen hun, som blev set første gang fire år tidligere. Hunnen blev udstyret med en radiosender, men den er for laengst holdt op med at virke, og Achille Diodio er glad for at se, at giraffen stadig er i live og tilsyneladende har det fint.

Achille Diodio er fra Congo og lige den type ungt talent, AP har brug for. Han er født og opvokset i en lille by taet på Garamba og så heldig at komme fra en familie, som kunne sende ham i skole i en større by og derfra på universitetet i Kisangani, hvor han fik et legat til at studere i Harbin i Kina. Dér brugte han det første år på at laere sproget. Han kunne i forvejen tale lingala, swahili, fransk, engelsk og lidt kikongo, og laerte sig også mandarin. Fire år senere, udrustet med en kandidatgrad fra et godt kinesisk universitet og en afhandling om congolesiske elefanter, kom han til AP for at arbejde som frivillig. De var ikke laenge om at tilbyde ham et lønnet job.

Flere af AP’s ledende medarbejdere taler om det, de anerkender som en presserende udfordring: at uddanne og forfremme sorte afrikanere til ledelsesposter. For at sige det som det er: AP har brug for flere sorte ansigter i topledelsen. Peter Fearnhead er enig og bemaerker, at det er et generelt problem i hele Afrikas naturbevarelsessektor, som laenge har vaeret statsdomineret.

Desuden har de almennyttige organisationer, NGO’erne, ikke gjort nok for at uddanne afrikanere i fredningsbiologi og -forvaltning. “Den indsats skal vi investere mere i,” siger Peter Fearnhead. Dygtige unge congolesere som Achille Diodio med en interesse for naturbevarelse burde ikke skulle rejse halvvejs rundt om kloden for at få en uddannelse på kinesisk.

OPRETHOLDELSEN AF en paramilitaer styrke af parkbetjente stiller AP over for endnu en udfordring, nemlig at holde disciplin i egne raekker. WWF Verdensnaturfonden blev tidligere i år kritiseret efter beskyldninger om, at krybskyttebekaempende styrker, som WWF var med til at finansiere i Asien og Afrika, har forbrudt sig mod menneskerettighederne over for mistaenkte krybskytter. WWF har bestilt en uvildig undersøgelse af sagen, og bedømmelsesudvalget (under ledelse af FN’s tidligere højkommisaer for menneskerettigheder, dommer Navi Pillay) har endnu ikke offentliggjort sin rapport.

Hvordan er AP anderledes? “Vores model gør os ansvarlige for parkbetjentene. Det er vores egne folk,” siger tjekkeren Markéta Antonínová, som har arbejdet for AP i mere end 10 år, senest som AP’s chef for saerlige projekter i Pendjari Nationalpark i det nordlige Benin med ansvar for lov og orden og forskning. I modsaetning til WWF ansaetter AP sine parkbetjente direkte og påtager sig ansvaret for alt, hvad de parkbetjente foretager sig, fortaeller hun.

Pendjari er det sidste store tilflugtssted for elefanter og løver i Vestafrika. Den er en del af et transnationalt kompleks, der indbefatter tilstødende parker i Burkina Faso og Niger, og hele det fredede Pendjari-område omfatter (ligesom Garamba-økosystemet) bufferzoner langs parkens syd- og øst-graense, hvor lokalbefolkningen har lov til at jage. Den er også en af de nyeste tilføjelser til AP’s portefølje: en 10-årig samarbejdskontrakt fra 2017 med myndighederne i Benin, Wyss Foundation og National Geographic Society. Hvor Zakouma er en foreløbig succeshistorie, og Garamba har et stort udviklingspotentiale, er Pendjari den lovende nyskabelse.

Markéta Antonínová og hendes samlever, canadieren James Terjanian, kom til Pendjari i begyndelsen af AP’s kontraktperiode, han som parkchef og hun som en slags medforvalter, indtil de fik børn og valgte at flytte. Opgaven med at opbygge kapaciteten til at opretholde orden var som altid en presserende udfordring. Fra bare 15 dårligt traenede vagter er styrken i Pendjari nu vokset til omkring 100 pålidelige parkbetjente.

Markéta Antonínová var i Zakouma i 2012, da parkbetjentene blev draebt på Heban, og hun var i Garamba, da LRA braendte landsbyen taet på hovedkvarteret ned i 2009. Der er andre udfordringer i Pendjari. Her kommer der ingen bevaebnede ryttere galoperende for at stjaele elfenben. Eller haere, der plyndrer landsbyer på vej tilbage fra deres krige, bemaerker jeg. “Nej,” svarer hun. “Ikke endnu.”

Før 2017, fortaeller Markéta Antonínová, “var alt i Pendjari baseret på mistillid og konflikt.” AP indgik en aftale om at overtage den fulde ledelsesmaessige kontrol og arbejdede samtidig for at etablere et samarbejde med alle parter til gavn for dyrelivet, landskabet og lokalbefolkningen. “Det er den eneste vej,” siger hun. Det er African Parks-modellen. Enten har man tillid til os, eller også har man ikke.

EN GANG OM ÅRET , når tørtiden er forbi, fejrer Garamba Nationalpark den såkaldte Ranger Day, en festival med militaeropvisninger og anerkendelse af de folk, der baerer Kalasjnikov

gevaererne og ansvaret for at forsvare parkens vilde dyr og opretholde ro og orden. I år gryr dagen med varmt og klart vejr. Vi samles på paradepladsen ud på formiddagen, og højtstående personer og andre gaester tager plads under pavillonen, mens 100 parkbetjente har taget opstilling midt på pladsen. Pascal Adrio Anguezis 2 m høje skikkelse tårner sig op over os alle, ulasteligt klaedt i uniform og grøn baret, med en trådløs mikrofon ved sin venstre kind og et ceremonielt svaerd i højre hånd. Han er dagens ceremonimester.

Klokken 11.25 kalder Pascal Adrio Anguezi sine tropper sammen. Ind marcherer en fanevagt af soldater fra den congolesiske haer med orange baretter, der adskiller dem fra parkbetjentene, og med DR Congos flag. Dernaest kommer et lille orkester og spiller en hymne med fire trompeter, en tuba, baekkener og to trommer. En haergeneral inspicerer parkbetjentene med Pascal Adrio Anguezi ved sin side. Nu er det så varmt, at vi er taknemmelige for de elektriske ventilatorer. Så begynder talerne.

Garambas parkforvalter John Barrett taler kort og rosende på fransk om sine folk, nutidige som fortidige. “19 parkbetjente har mistet livet under tjenesten her. Dem mindes vi i dag.”

AP’s saerlige udsending, John Scanlon, der er en slags global ambassadør for organisationen, kommer ind på baeredygtig udvikling i nabosamfundene og (med beskyldningerne mod WWF i frisk erindring) om behovet for, at iveren efter at standse krybskytter modereres af en dyb respekt for menneskerettighederne. ICCN’s generaldirektør, Cosma Wilungula Balongelwa, som er kommet hele vejen fra hovedstaden Kinshasa, taler om samarbejdet med AP, og en halv time ind i hans tale besvimer en parkbetjent af varmen og bliver båret vaek. Til sidst genoptages paraden under Pascal Adrio Anguezis skarpe befalinger: parkbetjente i taktfast march, så fire kvindelige parkbetjente, så fem aeldre veteraner, så 200 skolebørn i blå og hvide uniformer og så igen det gaeve og utraettelige orkester. Dagens sidste begivenhed er en tovtraeknings-konkurrence, hvor parkbetjente kaemper mod DR Congo-soldater eller mod hinanden, otte mand i hver sin ende af et tykt tov, der traekker hinanden hen over den støvede plads. Den britiske rådgiver, Lee Elliott, tjener muntert som dommer.

Nu er det begyndt at støvregne. De højtstående gaester fortraekker, før alt for alvor bliver vådt. Tovtraekningen fortsaetter. Støvregn bliver til regnskyl. Støv bliver til mudder. Parkbetjentene glider, falder, kommer op igen og kaemper det bedste, de har laert, om tovet. Lee Elliott, der nu er gennemblødt og beskidt, smiler stolt, da han stiller folk op til endnu en omgang. “Hvis det ikke øser ned, er det ikke noget ved,” siger Naftali Honig, idet vi saetter os ind i firhjulstraekkerne og kører til frokost.

Da vi kører, fortsaetter parkbetjentene ufortrødent deres kamp trods de vanskelige forhold – sådan som det altid er for dem. □